Lady Bird

InstruktionGreta Gerwig

MedvirkendeSaoirse Ronan, Odeya Rush, Timothée Chalamet, Laurie Metcalf, Lucas Hedges, Kathryn Newton

Længde93 min

IMDbVis på IMDb

I biografen26/04/2018

Anmeldelse

Lady Bird

4 6

 

Lady Bird kommer fra den samme, quirky ‘ghost world’ som Juno, mig, Earl og the dying girl.

 

Hun er en ægte, lille Miss Sunshine med pinkfarvet hår, der ligner evigt solskin. Eller Scott Pilgrims kæreste.

 

Greta Gerwigs debutfilm er en hip, tilpas mærkelig, tilpas almindelig slags ungdoms-indie – præcis som Gerwigs eget skuespiller-gennembrud, “Frances Ha“.

 

Den er lige så unik som en teenager, der farver sit hår pink. Og lige så inderlig.

 

For man må give teens og unge piger som i “Girls”, at de inderligt føler. ’I feel how I feel when I feel it,' som Lena Dunham så indie-poetisk formulerede det i HBO-serien.

 

Det kan jeg godt lide ved “Lady Bird”. Den er ikke kronisk ironisk, som indie-genren har haft som et adelsmærke. Den mener det, hvilket den egentlig har gjort de seneste 10-15 år, hvorfor det egentlig er meget passende, at den her udspiller sig i 2002-03 – dengang indie stadig var nyt og friskt.

 

Nu er independent-filmen blevet mainstream. “Lady Bird” er som alle de andre.

 

Det er Saoirse Ronan, der har farvet håret pink som en ægte manic pixie dream girl. Eller skulle jeg sige bird?

 

Hun insisterer nemlig på at blive kaldt titlens navn. Som et oprør her i det sidste år på den katolske high school, inden voksenlivet begynder. Hun drømmer om østkysten. Om New York – ligesom alle andre hippe girls.

 

Og på det år, der går, vender vi groft sagt alle verdens vigtige emner. Religion, depression, homoseksualitet, abort, fattigdom, mødom, krig og kærlighed. Det er tilpas inderligt. Tilpas overfladisk.

 

Ronan bærer den skæve teen-alvor skrøbeligt og tilsyneladende fuld af selvtillid som en anden Juno. Det er en facade. En uniform, hun tager på, som enhver anden gymnasieelev, der begyndte at høre Nirvana i 1.g. Det er et formularisk oprør.

 

Men til sin fordel så ved “Lady Bird” godt – i modsætning til Earl og mange af de andre indies – at det er en facade, der dækker over usikkerhed.

 

Over den første gang, som vist nok bliver med Kyle, der har erstattet Danny som kæreste. Det står også skrevet forelsket på tapetet på værelset – først ‘Danny’, nu overstreget til fordel for ‘Kyle’. Han spiller i band med langt hår. Han må være den eneste ene.

 

Men det er forholdet til Laurie Metcalf i rollen som mor, der driver dramaet frem i rørende fugleflugt.

 

Hun reagerer med surhed, når datteren drømmer om østkysten. Om noget andet end uhippe Sacramento. Hun vil så nødigt miste lady bird til storbyen. Det er bedre at blive hjemme. Her er “Lady Bird” bedst.

 

Når den smider sine quirky fjer og for mange temaer til fordel for et portræt af et genkendelig mor-datter-forhold. Om en datter, der vil være voksen. Og om en mor, der drømmer om, at datteren for evigt forbliver barn, der bor derhjemme i trygge Sacramento. Det er gensidig coming of age.

 

Så selv om jeg er ved at få nok af den fabriksfremstillede, tilpas mærkelige indie-stil, som var på højeste mode, dengang Lady Bird var ung for 15 år siden, så flyver den oprigtige inderlighed alligevel igennem mit forsvar imod endnu en “Juno”-kopi.

 

“Lady Bird” er nemlig noget så sjældent som en ægte Manic pixie dream bird.

 

Lady Bird anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer