Titlen lyver ikke. Det handler om et meget uhyggeligt land.

Nærmere bestemt er det 1950’ernes USA. Et land præget af Jim Crow-lovene henvendt sorte, der skal sidde bagerst i bussen, bo i specielle dele af storbyen og har udgangsforbud efter mørkets frembrud.

Og så er der spøgelser, monstre, tentakler, troldmænd og andet mystisk uhygge taget ud af hjernen på forfatteren H. P. Lovecraft.

Det er ikke for sjov, at det er Jordan Peeles Monkeypaw Productions, der står bag “Lovecraft Country”.

Siden 2012 har Monkeypaw stået bag film som “Get Out” og den kommende “Candyman”, der deler et gennemgående træk med denne nye HBO-serie: Blandingen af horror og racismens gysende ansigt.

Denne gang bliver Atticus, onkel George og veninden Letitia mødt af den hvide og racistiske betjent. Kender de ikke reglerne? Det her er en solnedgangsstat. Lynchning, hvis I havde været ude efter mørkets frembrud. Skynd jer hjem uden at overtræde fartloven. Ellers!

Hvad er egentlig værst? At blive forfulgt af et menneskemonster med solnedgangen som et dommedagsur hængende over sig? Eller er det at møde et reelt menneskespisende monster få timer senere?

Det er racehistorik og Lovecraft flettet sammen i en form, der både har en overordnet historie om Atticus og kampen mod den rige, hvide ‘Sons of Adam’-kult, men som også leverer episode efter episode med en egen, lille fortælling.

Bedst er serien, når det handler om den lille historie. Eksempelvis i afsnittet om Ruby, der via mystiske, hvide og rige William får muligheden for at være en hvid kvinde, hvormed hun både nyder det frie liv, hun aldrig har prøvet, men samtidig også oplever racismen fra priviligeret grund.

Det er den tematiske vinkel. Men samtidig er det også rendyrket ‘body horror’, når Ruby skifter fra sort til hvid og tilbage igen, mens huden skræller af hendes krop.

De uafhængige episoder gør, at “Lovecraft Country” kan tillade sig at gå i vidt forskellige retninger og skabe et vanvittigt miskmask af forskellige afsnit.

Som når der går rent Indiana Jones i jagten på nogle forsvundne sider i en bog. Eller når et mystisk palæ fyldt med kult-troldmænd leger kispus med psyken. Det er vanvid og vanvittigt underholdende.

Til tider kunne jeg dog godt ønske mig, at der var en mere strømlinet sammenhæng – som i HBO-fætteren “Watchmen“. At det handlede mere om Atticus og kampen mod Sons of Adam, som er den røde tråd.

I virkeligheden er “Lovecraft Country” ikke så interesseret i at fortælle mig en strømlinet, skarpskåret historie, men virker i stedet bedst som antologi. Et tematisk katalog af horror.

Det er et tidsbillede af 1950’ernes raceadskilte USA. Fortalt i en ikke så lidt aktuel kontekst. Det lader den mig aldrig glemme med brugen af historiske voice-overs fra blandt andre James Baldwin.

Det skete og det sker stadig.

Og pludselig er Lovecraft mere end bare monstre og gys. ‘Lovecraftian horror’ har ofte at gøre med rædsler uden for menneskelig forstand. Det burde racismen ikke være. Hvornår forstår vi? Hvornår lærer vi?’

Det er fandme et uhyggeligt land.