Tænksom sci-fi uden de store overraskelser

Der er få klichéer i sci-fi-genren, der er så sejlivede som idéen om, at vi kun bruger 10 % af vores hjerne. “Lucy” giver den kliché endnu en tur i karrusellen ved at forestille sig, hvilke evner de sidste 90 % giver os adgang til. Det er ikke i sig selv en anklage. Det problematiske med klichéer er ikke, at man bruger dem, men hvordan man bruger dem. En dygtig fortæller kan få geniale ting ud af de mest fortærskede klichéer. I dette tilfælde, når det er et koryfæ som Luc Besson, der fortæller historien, er det ydermere fristende at bedømme filmen i forhold til instruktørens tidligere værker, hvilket sjældent er retfærdigt.

Scarlett Johansson spiller hovedrollen som den lettere naive Lucy, der af sin kæreste lokkes til at levere en taske til nogle skumle typer. Det går selvfølgelig galt, og hun ender med et halv kilo af et eller andet nyt syntetisk narkotikum indopereret i maven og en ufrivillig rejse tilbage til USA. Men det begynder først for alvor at gå galt, da der går hul på posen og stoffet optages i hendes krop med imponerende effekt. Pludselig kan hun gøre og opfatte ting, der synes umulige; ignorere smerte, kontrollere computere og manipulere tyngdekraften. Forståeligt bekymret over disse nye evner samt, hvad der sker, når resten af stoffet lækker ud i kroppen, søger hun mod Paris og en forsker, der måske kan forstå, hvad der er, der sker med hende.

Jeg elsker Johansson. Hun er en af de få skuespillere, der både kan se vildt godt ud, være imponerende badass og samtidig indgyde sine roller med karakter og dybde. Rollen som Lucy kompliceres af, at hun – i takt med at hun udvider sine evner – mister sin empati og menneskelighed. Johannson løfter dog sit ansvar og giver med- og indlevelse i en karakter, som ellers nemt kunne være blevet overfladisk. Indlevelsen hjælpes også på vej af filmens scenografi. Meget af filmen er optaget i Taipei, og sjældent har jeg i den grad følt mig hensat til en lokalitet i en film. Alt virker ægte og levende, og da historien rykker til Paris formår Besson også at give os en oplevelse af den by, der rækker udover de gængse klichéer.

Filmens actionsekvenser er overdådigt fotograferet og koreograferet, som man efterhånden må forvente det af Besson. Den bedste scene er i den forbindelse, da Lucy vender tilbage til gangsternes hotel og med hendes overmenneskelige evner køligt likviderer dem alle. Hun skyder fem gange mod en dør, åbner den og træder hen over ligene af de fem, der ventede på hende. Unægteligt cool og fængende, men hele plottet med gangsterne virker en smule løsrevet fra resten af handlingen. Det er, som om der ikke helt er stolet på, at et højkonceptet sci-fi-plot kan holde opmærksomheden, og derfor har tilført en dosis Hong Kong-action. Ikke en dårlig idé, men problemet i denne film er, at der ikke rigtigt er plads til tilfredsstillende at udfolde det handlingsspor.

Det er tydeligt, at historien skal inspirere os og forundre, og på det punkt er den næsten så klassisk sci-fi, som det er muligt. En af måderne, den holder publikum fast på sit tema om evolution, er ved konstant at krydsklippe til optagelser af dyreliv, som kunne være taget fra National Geographic. Vi ser endda en kort sekvens (der uheldigvis skæmmes af dårlig CGI) med Lucys tre millioner år gamle navnefælle. Disse klip bruges dog lidt for meget og snarere end at fungere som vignetter til at binde filmens elementer sammen og forstærke temaet, bliver det hurtigt irriterende.