At føde er som at dø en lille død

Som en let pendant til “Hvad med Kevin?”, der udkom i biograferne i april, beskriver “Lykkelige omstændigheder” den uudtalte sandhed, at mange kvinder skal arbejde for at elske deres børn, og at rollen som mor ikke altid kommer så naturligt, som man ellers bliver lovet i utallige selvhjælpsbøger og mødregrupper.

Barbara og Nicolas er meget forelskede. De tilbringer hvert øjeblik sammen, og tilværelsen kan ikke blive meget bedre for de to turtelduer. Indtil de beslutter sig for at få et barn. Graviditeten er en hyggelig tid, hvor det største problem er den opsvulmede krop, men tiden med den nyfødte baby viser sig hurtigt at være en langt mere krævende omgang, end de to dugfriske forældre nogensinde havde forestillet sig. Især Barbara (spillet af Katherine Heigl-klonen Louise Bourgoin) er ved at gå fra forstanden, da hun oplever sine tidligere interesser glide i baggrunden, alt imens hun ikke længere kan genkende den glade og frie pige, hun plejede at være. Forholdet til Nicolas bliver anstrengt, søvnen er ikke-eksisterende, og det, der før virkede som lykkelige omstændigheder, er nu et lille fængsel med mure af gylp og tremmer af barneskrig.

Den største force i “Lykkelige omstændigheder” er dens dristige villighed til at beskrive et emne, der ellers er tabubelagt: Mødres ikke altid lige glædelige forhold til deres nyfødte børn. Selv den filosofiske Barbara bliver til en dominerende diktator i det lille hjem, og manglen på intimitet skader hendes selvtillid og hverdag langt mere, end omverdenen havde forberedt hende på. At være mor er til tider en velsignelse, men “Lykkelige omstændigheder” vil have os til at erkende, at det også snildt kan ende som en til tider ulidelig rolle. Især den næsten barbariske fødselsscene kan nok få mange kvinder (og måske endda også mænd) til at tænke sig om en ekstra gang, inden de begiver sig ud på den tour de force, der hedder “graviditeten”. Og eftersom utallige forhold går i stykker efter den første graviditet, må der være noget om snakken, og “Lykkelige omstændigheder” er ikke bange for at gå ind og undersøge, hvad der også foregår, når barnet er født, og den første, overstrømmende glæde er dalet.

Udviklingen i ikke bare Barbaras forhold til Nicolas eller lille Leá, men også til sig selv er noget af det mest interessante i “Lykkelige omstændigheder”. Barbara i en af de mødregrupper, som hun tidligere så voldsomt ned på, og hendes dagligdag bliver pludselig til en kakofoni af barnegråd og gylpen. Væk er den identitet, som hun tidligere tog for givet. Men samtidig sidder man tilbage med ønsket om en mere dybdegående beskrivelse af faldgruberne, der følger med en post-graviditet.

For selvom filmen lyder som en seriøs affære, så bliver de fleste scener og replikker afviklet med et glimt i øjet, der understreger, at “Lykkelige omstændigheder” først og fremmest er en komedie, der skal tages med et smil på læben. Filmen lader til at sige, at det godt kan være, at det er slemt at være nybagt mor, men at det altså ikke er ensbetydende med, at det ikke også kan være en særdeles hyggelig og givende oplevelse. Filmen balancerer ikke særlig godt på skillelinjen mellem drama og komik, humoren føles ofte forceret, og tit lader det til, at filmmagerne har valgt at vandre ned ad underholdningens lette sti i stedet for at tage ordentlig stilling til de problematikker, som historien også kommer ind på.