Det frelsende kamera

Det er den Oscarnominerede instruktør Jan Troell fra blandt andet “Udvandrerne” og “Hamsun”, som står bag “Maria Larssons evige øjeblik”. Filmen skildrer, hvordan livet var for den fattige del af befolkningen i Sverige i den første halvdel af det 20. århundrede.

“Maria Larssons evige øjeblik” bygger på virkelige hændelser, som Maria Larssons ældste datter har fortalt til instruktørens hustru gennem en årrække, da hun dengang havde til hensigt at skrive en bog om beretningerne. Jan Troell blev dog betaget af historien, som han mente ville fungere godt på film.

I “Maria Larssons evige øjeblik” møder vi Maria, der lever under trænge kår sammen med sin mand og en børneflok på tre. Livet er ikke særlig let for familien, især ikke for Maria, som udover børnene også må tage sig af ægtemanden Sigge, der er en skørtejæger og ofte kommer fordrukken hjem i en altid uberegnelig sindstilstand. Maria finder dog glæde i et kamera, som hun har vundet, og som baner vejen for hendes kendskab til fotografen Pedersen, der både lærer hende brugen af kameraet og skønheden i billederne.

Filmens skuespillere kan der ikke sættes en finger på, da de alle udlever deres rolle på bedste vis. Særligt skal hovedrolleindehaveren, som spilles af Maria Heiskanen, samt Mikael Persbrandt i rollen som Sigge fremhæves. Begge går de godt i kontrast med hinanden som den forholdsvis rolige Maria og den ilter Sigge. Maria Heiskanen benytter ikke de store kropsfagter, men lader sin ansigtsmimik vise hendes person. Modsat benytter Mikael Persbrandt sig af utallige kropsfagter og en mere beskeden mimik til at udleve sin rolle, og uden at bruge et ord kan han beskrive humøret hos sin karakter.

Når der er tale om en film, som er bygget på virkelige begivenheder, så er det meget prisværdigt, at man går efter at skabe en så historisk korrekt film som muligt. Mere end en gang er det sket, at man kun holder fast i nogle få ting og så ellers forfatter videre efter egne ideer og skaber historien, som man ønsker, og ikke som den var. Sådan er det næppe foregået i “Maria Larssons evige øjeblik”. Det virker som om, at man har holdt sig meget slavisk til de beretninger, som Maria Larssons datter er kommet med, og har skåret det fiktive ned til det minimale. Det skaber dog visse problemer, da filmen gentager sig selv ved gang på gang at vise, hvordan faderen opfører sig i sin fuldskab, og hvor hårdt det går udover hovedpersonen Maria. Set ud fra datterens beretning er det meget logisk, at det er det, vi ser, for det er jo det, hun har oplevet. Men i filmen bliver det simpelthen for trivielt at se på, navnlig når den 132 minutter lange spilletid tages i betragtning.

I dette tilfælde havde det været rart, hvis man ikke havde holdt sig helt så stramt til den originale historie, men i stedet selv havde digtet videre. Vi hører alt for lidt til forholdet imellem Maria og fotografen Pedersen, og det havde været rart at få uddybet det forhold noget mere.