Now You See Me 2
Udgivet 15. jun 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Jeg har aldrig været specielt glad for tryllekunstnere. Selv når jeg ikke med det samme kan regne tricket ud, så er jeg alligevel pinligt bevidst om, at det er et trick. Men på trods af min antipati imod tryllekunst, så formåede “Now You See Me” faktisk at overraske mig. Den var underholdende, havde interessante karakterer og ikke mindst den magiske ingrediens, som alt for mange tryllekunstnere mangler: showmanship. Uheldigvis minder dens slappe fortsættelse mig kun om, hvorfor jeg var skeptisk til at begynde med.
Plottet er malet med bred pensel, og der er adskillige plothuller af alarmerende størrelse, men det havde den første film sådan set også. Årsagen til, at jeg kunne se gennem fingre med det i den første film, var først og fremmest de imponerende shows, som manuskriptet var konstrueret relativt løst omkring og så de gode karakterer, der interagerede på en underholdende måde. Her er samspillet mellem de fire (nu eftersøgte) tryllekunstnere skåret ned til et absolut minimum, og når der så endelig gives plads, er det sådan noget som det inderligt ligegyldige og dybt utroværdige romanceplot, der kluntet er klistret ind mellem James Francos figur og gruppens nye medlem.
Det irriterer mig også, at der insisteres på at fjerne en del af mystikken fra den første film. Dengang blev deres tricks først forklaret bagefter showet – hvis overhovedet, og man fik aldrig nogen fyldestgørende forklaring på den mystiske organisation, der stod bag tryllekunstnerne. I den anden film bliver alting overforklaret, og der bliver bundet en pæn sløjfe på det hele. Der er enkelte optrædender, der får lov til bare at (undskyld udtrykket) fortrylle publikum, såsom Eisenbergs fantastisk scene i London, hvor han fryser regndråber midt i luften, men de fleste af dem er enten kedelige, gennemskuelige eller bliver forklaret i detaljer, inden de er gået i gang.
Når jeg som barn sad gennem trylleshows, så var det eneste interessante, hvis jeg fik tricket forklaret bagefter. Det blev dog oftest affærdiget med en påstand om, at det ville ødelægge underholdningsværdien. “Now You See Me 2” giver den påstand ret. Du ser mig næppe til “Now You See Me 3”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet