Oldboy (2013)
Udgivet 5. dec 2013 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg har set koreanske Chan-wook Parks film fra 2003, “Oldboy – hævnen”, flere gange. En personlig favorit, men også en film, der i særlig grad er noget særligt første gang. Det er en stramt fortalt twistfilm à la “Memento” eller “The Usual Suspects”, der giver en hel unik jomfruoplevelse. Du kan aldrig vende tilbage og se den første gang igen. På samme vis som du kun kan elske med din mand eller kone første gang én gang. Derfor er det svært – for mig – at blive jomfruforelsket i Spike Lees amerikanisering, “Oldboy” (2013).
Det er ikke kun Josh Brolin, der er fanget, men Elizabeth Olsen med ham i en den meget lille historie, som Spike Lee forsøger at fortolke på sin egen måde. Udgangspunktet – Chan-wook Parks “Oldboy – hævnen” – er nemlig ingen stor historie. Det var i høj grad måden Park – og især hans faste fotograf, Chung-hoon Chung – forvaltede historien på, der var så vellykket. Ikke hvad den handlede om. Chungs sublime billedbehandling, der kan skabe den perfekte illusion af et kamera, der bevæger sig igennem to tætsiddende spisepinde, får den gedigne 2013-fotograf Sean Bobbitt til at blegne ved siden af en fotograf, der kun har Robert Elswit som konkurrent i dén billedskønne liga.
Jeg havde den samme oplevelse, som dengang Martin Scorsese tabte grundtanken ved Hong Kong-thrilleren “Infernal Affairs”, da den blev omsat til trøste-Oscar-filmen, “The Departed”. Hos Scorsese kunne der dog ikke sættes en finger på skuespillet. Det kan der her. Brolin og Olsen gør, hvad de kan, men skurken er et fejlcast, der får Lars Bom til at virke naturlig i en Onfone-reklame. Sharlto Copley drejer så meget på det excentrisk homokarikatur-håndtag med sin mystiske skurkekarakter, at jeg blev overbevist om, at hans pistol ville skyde med glimmer og strudsefjer. En god skurk er vigtigere end en god helt.
Amerikaniseringen er den samme film som den koreanske original. Næsten. Det næsten dækker over de små detaljer og forskelle, du ikke kan læse ud af et manuskript. Der er mange vellykkede eksempler på gode genindspilninger, men lige “Oldboy – hævnen” var måske ikke særlig oplagt. En film og fortælling, der er så stramt sat sammen, at det kan være svært at genfortolke. Amerikanerne burde i det her tilfælde lære at læse undertekster, så vil jeg bruge min tid på at gense Parks herlige hævn en gang til.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet