I intolerancens klør

Film, der handler om islamisme, er ikke ligefrem sjældne syn i biograferne, men sjældent er det ikke desto mindre, at vi ser dem udspille sig fra den muslimske synsvinkel. Det er ikke mindst denne vinkel, der gør “På vej” så rasende interessant at følge.

Filmen udspiller sig i Bosnien-Hercegovina, hvor Luna og Amar er et lykkeligt og meget forelsket moderne par. Hun er en selvstændig og stærk ung kvinde, der arbejder som stewardesse, og han er veletableret flyleder. Deres eneste umiddelbare afsavn er deres barnløshed, men også den forsøger de at tage hånd om via kunstig befrugtning.

Der lurer dog en slange i græsset i form af mandens lige lovlig store forkærlighed for de våde varer, der muligvis har en forbindelse til hans oplevelser under krigen, og da han gribes i at drikke på jobbet, får det omgående kontante konsekvenser i form af en håndfast fyreseddel. Nedslået over ydmygelsen ligner det en velsignelse, da en gamle krigskammerat dukker op og overbevisende beretter om den fred, han har fundet i religionens lune arme. Han tilbyder Amar et job i en islamisk fundamentalistisk lejr, og snart finder Amar en ro i sindet og overskuddet til at holde op med at drikke.

Hans indtog ind i fanatismens rækker vækker dog ikke megen begejstring hos Luna, der er alt andet end tiltrukket af den middelalderlige tilgang til tilværelsen, og som under et besøg i lejren bevidner den skarpe kønsopdeling og udsættes af lange belærende monologer om, hvordan det at føde børn er en kvindes sande kald. Den samme slags udsagn begynder hurtigt at flyde fra Amar, og da han aggressivt irettesætter familiemedlemmer til en højtid, bliver det tydeligt, at denne tilgang er uforlignelig med deres tidligere liv.

Bag det hele lurer nogle krigstraumer i fortiden, og vi fornemmer de ar i sjælen, som vore hovedpersoner bærer rundt på. At det er de selvsamme ar og den samme sårbarhed, som kan udnyttes af hjernevaskende grupper, er ikke overraskende, men ganske skræmmende og overbevisende er beskrivelsen af omvendelsen alligevel. Filmen er skabt af den kvindelige instruktør Jasmila Zbanic, der tidligere har lavet “Sarajevo – håbets sang”, som vandt Guldbjørnen i Berlin, og som ligeledes omhandlede krigstraumer. Zbanic har en finfølelse og forståelse for sine hovedpersoner, der gør, at hun aldrig forfalder til karikaturer. At det er en fejl at træde ind på intolerancens selvretfærdige sti er det dårligt muligt at være blind for – og Amars skiftevis tåbelige og arrogante holdning er bestemt ikke sympatisk – men selv de mest radikaliserede personer i filmen fremstår alligevel stadig som afrundede mennesker, der blot har søgt lindring i den selvvalgte umyndiggørelse.