Polisse
Udgivet 25. dec 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Har du også fået mere end nok af julens kvalmesøde hygge-nygge-film? Så er den franske “Polisse” måske svaret på dine bønner. Her følger man en specialeenhed i det parisiske politi, der tager sig af sager om især sexmisbrugte børn og buster pædofile på stribe. Glædelig jul. Det er selvsagt hård kost at sidde igennem, men heldigvis både sobert og balanceret formidlet af instruktøren Maïwenn.
Der er Fred (rapperen Joeystarr), der ligger i skilsmisse og savner sin lille datter. Makkerparret Nadine (Karin Viard) og Iris (Marina Foïs), der henholdsvis tumler med skilsmisse og bulimi. Fotografen Melissa (spillet af instruktøren selv), der er nyansat for at dokumentere enhedens daglige arbejde, men forelsker sig i Fred undervejs. Chefen, der kæmper en umulig kamp mod ledelsen, der hellere vil bruge ressourcerne i narkoafdelingen. Og så de frygtelige sager, der bare bliver ved at lande på deres borde.
Fortællingen er episodisk opbygget, så man sidder med ved mange af de brutale afhøringer af både pædofile og deres ofre. Udfaldet af sagerne får man aldrig indsigt i – ikke ulig virkelighedens politibetjente, der sjældent har tid til at følge op. Klogt set af Maïwenn. Det forstås, at Marina, Iris, Fred, Melissa og alle de andre på stationen besidder et job ligesom alle andre. De har også brug for at gå ud til en fyraftensbajer og danse bekymringerne væk i natten. Umiddelbart bliver man lidt harm, når scener skifter mellem et stakkels, misbrugt barn til betjente på grillbar, der mundhugges over ligegyldigheder. Men det understreger på den anden side også instruktørens pointe om, at hverdagen til hver en tid er sur-sød, selv for betjente i sædelighedspolitiet.
Råheden skriger én lige i ansigt i Maïwenns ypperlige mosaikfortælling “Polisse”. Lidt opstramning havde måske nok klædt filmen, der med sine 127 minutter og et utal af små, usammenhængende episoder favner lige bredt nok. Men virkelighedens hverdag er jo sjældent så fortættet, som film ofte lader én tro. Trivialiteterne er trods alt de mest talrige. Og i “Polisse” går de troværdigt hånd i hånd med menneskets værste, udpenslede skyggesider.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet