Okay, kære læsere, lad os nu stå ved sandheden og kalde en spade for en spade: Den originale “Predator” var en stinkende elendig film, som kun legitimeredes gennem brugen af tidens største actionhelt, Arnold Schwarzenegger. Jovist, filmen har opnået kultstatus, men det kun i kraft af, at mange filmelskere, undertegnede inklusive, har en spøjs og nærmest selvpinende tendens til gang på gang at smide filmiske fadæser i afspilleren og grine af, hvor meget elendigt makværk, der rent faktisk smides penge i. Som regel er det sjovt i de første ti minutter, men derefter begynder den ironiske distance ofte at miste sin appel. Der var umiddelbart lagt op til en sviner af dimensioner, da efterfølgeren “Predators” for nylig landede, men til stor forbavselse viste filmen sig at være en rimeligt habil actionfilm.

“Predators” lægger som sagt ud med en vanvittig actionscene, som giver så hårdt et los i måsen, at det er svært ikke at lade sig rive med. Man skal dog nyde det, mens man kan, for filmens resterende actionsekvenser er ikke helt på højde med introen. Der holdes dog et rimeligt fint niveau, og de adrenalinfyldte øjeblikke er såmænd hverken værre eller bedre, end hvad man ellers støder på i andre film af samme type.

Traditionen tro spises vi af med en flok karakterer, der ikke har meget essens, når man skræller camouflagen af dem. En hot action-chick, en mystisk og fåmælt japansk lejemorder, en overordentlig klichéfyldt straffefange i en fin, orange fangedragt, en afrikaner, der med næsten overnaturlig kraft sanser naturen og så ellers nogle store bøffer af nogle soldater. Det er simpelthen så uopfindsomt. Det eneste, der i denne sammenhæng emmer af bare den mindste originalitet, er placeringen af Adrien Brody i hovedrollen. Store geværer og camouflage er ikke just hans sædvanlige følgesvende, men han fungerer faktisk overraskende godt i rollen som actionhelt.

Præsenteret i 2.35:1. “Predators” er en meget mørk film, hvilket fordrer en stabil kontrast, medmindre man foretrækker en masse støj. Her leverer dvd’ens videotransfer heldigvis, og der er faktisk ikke meget at sætte sin finger på. Alle komprimeringsartefakter er undgået, og kun sortniveauet kunne være en anelse bedre – det betyder med andre ord, at de toner, som skal fremstå helt sorte, er en anelse grå, men det er absolut i småtingsafdelingen.

Dolby Digital 5.1. Som det sig hør og bør i en actionfilm, er der masser af smadder på drengen i “Predators”. Sub’en bruges generøst, når det går for sig med eksplosioner og skudsalver, og baghøjtalerne bruges til meget subtile, atmosfæriske effekter. Der er ikke noget ved lydsporet, som på nogen måde distancerer sig fra ethvert andet action-lydspor, men det er habilt håndværk og fungerer ganske fint.

I “Predators” støder vor helte på en predator, som er blevet korsfæstet af sine nære artsfæller. I en kort, vedlagt tegnefilm får vi svaret på, hvordan det er gået til, men den bidrager ikke det mindste til historien og er en noget tam affære. Derudover giver dvd’en os muligheden for at lave en digital kopi af filmen, så man kan se den på en bærbar enhed. På anmeldelseseksemplaret var der dog ikke vedlagt det serienummer, man skal indtaste for at lave kopien, men min erfaring siger mig, at man alligevel ikke kan kopiere filmen til et format, som understøttes af smartphones og iPad, hvilket gør funktionen mere eller mindre ubrugelig.

Hvis vi tæller det hele med, så må “Predators” være den femte i rækken af film om de væmmelige jægere, efter “Predator” nummer et og to samt de to “Alien vs. Predator”-film. Det er immervæk mange film for et væsen, der knap nok har sin egen dialog.

Den genkendelse er dog ikke noget, som vore hovedpersoner oplever, da de til stor forbløffelse kommer til bevidsthed i frit fald over en fremmed planet og ingen erindring har om, hvordan i alverden de er havnet her. Den blandede gruppe viser sig at bestå af så forskellige typer som lejesoldater, snigskytter, en yakuza-kriger, en morderisk fange samt en læge. Som i en anden Robinson Ekspedition må den brogede flok lære at samarbejde, hvis de da ellers skal have den mindste chance for at overleve. De arme stakler er selvsagt noget i vildrede over, hvorfor de dog er blevet bragt til denne planet, men som tilskuer er man naturligvis ikke i tvivl. De er udvalgt som et interessant bytte for en gruppe Predators, der trænger til noget at rive i.

Genkendeligheden ved det hele er dog også et af filmens svage punkter, og lidt ligesom vampyrer med lange kapper føles de drabelige Predators som noget, der var uhyggeligt for meget længe siden og nu mere fremstår som en slags spøjse hyggeonkler. Medvirkende til den fornemmelse er også det forhold, at vores hold viser sig at have en reel chance for at beskadige væsnerne, hvorimod uhyggen i den første film bl.a. var baseret på følelsen af, at soldaternes chancer mod væsenet var noget nær nul. Her er de inden for vores rækkevidde – og derved også betydeligt mindre frygtindgydende.