Anti-Netflix. Sådan vil jeg beskrive Alfonso Cuaróns “Roma”, der distribueres af netop Netflix.

“Roma” er nemlig ikke en film, der egner sig til on demand. “Roma” kræver selv opmærksomheden. Den fulde opmærksomhed.

Jeg så “Roma” i Danmarks største biografsal. Uden forstyrrelse. Uden mulighed for at pause, spole eller slukke efter 20 minutter, fordi der ikke sker noget.

For der sker ikke meget i “Roma”. Slet ikke den første time, hvor jeg utålmodigt skulle vende mig til Cuaróns krævende film.

Den er uden farver. Sort og hvid. På spansk og mexicansk. Aldrig inkluderende – den kræver. “Roma” stiller krav.

Den gør den fra et overklassehjem i Mexico City i begyndelsen af 1970’erne. Det handler igen om kvinder og børn.

Sådan plejer det at være hos Alfonso Cuarón, hvad enten det er barnløsheden i “Children of Men”, den forældreløse Harry Potter i “Fangen fra Azkaban” eller moderen, der har mistet sin datter, i “Gravity“.

I “Roma” bliver Cleo, der er pige i huset, gravid. Imens faderen i huset skrider. Tilbage står kvinder og børn i en langsom film, der nægter at give et stramt plot, men derimod gavmildt øser af tematik og stemninger.

Og ikke mindst af overlegne billeder. Det er Cuarón, der denne gang selv bestyrer kameraet. Det elsker han åbenlyst. Og kameraet elsker ham.

Men det er et underspillet kærlighedsforhold imellem instruktør og kamera. Cleo og overklassefamilien er sjældent i fokus. “Roma” foregår i baggrunden. Som da shoppeturen af en vugge pludselig forvandles til en massakre nede på gaden.

Igennem vinduet er Cleo som en anden Forrest Gump vidne til Corpus Christi-massakren på de mexicanske studenter i 1971. Den lille hovedfortælling spejler den store fortælling om Alfonso Cuaróns Mexico.

Det historiske mord på de mexicanske unge fletter Cuarón krævende ind i “Roma”, hvor børnene er ofrene, når fædrene ikke tager ansvar i det patriarkalske Mexico.

Der er den samme sejhed over “Roma” som med Michael Hanekes “Det hvide bånd“, der heller ikke kommer, når man kalder på det nemme i on demand-tidens ånd.

Og ligesom Hanekes bånd løsnede sig og åbnede for en stor gave af en generations-definerende fortælling, når den fik tid, sker det samme med “Roma”.

Den seje begyndelse afløses af en overflod af rørende billeder i en ‘Upstairs Downstairs’-historie af de sjældne. Og med et godt grin henvendt “Gravity”-fans.

Men jeg var aldrig kommet i mål med de 135 minutter, hvis jeg havde sat “Roma” på, når det passede mig. Jeg havde pauset, måske spolet, sandsynligvis slukket efter 20 minutter.

“Roma” krævede min fulde opmærksomhed. Det fik den. Jeg fik en ekstraordinær filmoplevelse til gengæld.