Til kamp mod katastrofekapitalisme og andet ondt!

Da den kontroversielle journalist Naomi Klein i 2007 lancerede tesen om ”disaster capitalism” i bogen “The Shock Doctrine”, fulgte en ophedet debat, der endnu ikke helt er kølet af. En så opsigtsvækkende udgivelse måtte selvfølgelig få en filmisk pendant, så nu er bogen blevet til en tankevækkende, men ikke uproblematisk dokumentar af instruktørparret Michael Winterbottom og Mat Whitecross.

Omdrejningspunktet i “The Shock Doctrine” er Naomi Kleins påstand om, at regeringer verden over udnytter naturkatastrofer, økonomiske kriser og krige til at gennemføre frie markedsvilkår. Resultatet er ofte katastrofalt for befolkningen, men særdeles lukrativt for store virksomheder. Denne såkaldte “Katastrofekapitalisme”, der udnytter samfund i choktilstand, udspringer af økonomen Milton Friedmans teorier og er ifølge filmen blevet praktiseret af bl.a. den chilenske diktator Pinochet og den amerikanske præsident George Bush.

Med afsæt i en lynintroduktion til elektrochokbehandling på psykiatriske patienter afsender filmen et sandt bombardement af historiske eksempler, der underbygger Kleins tese. En autoritativ voice-over leder os håndfast igennem det hele, og de mange arkivklip stimulerer det følelsesmæssige engagement. Klein selv optræder stedvist som belærende lektor fra sit foredragspodium. Hun samler de historiske tråde og tjener ofte som tiltrængt pusterum, før det igen går løs. I rask tempo går det fra kuppet mod Allende i Chile over Pinochets rædselsregime og Thatchers Falklandskrig, til Irak-krigen og den stadigt pågående økonomiske krise. Og konstant toner Milton Friedman frem som det store dyr i åbenbaringen. Ved filmens slutning gjalder budskabet klart i knolden, og man mærker indignationen boble i kroppen, når Klein anråber folket til at rejse sig. Noget må gøres!

Men det marcherende tempo, hvormed det hele bliver leveret, sætter imidlertid et par kritiske klokker til at ringe. For passer det hele ikke næsten for godt sammen? Lugter Kleins tese ikke bare en anelse af konspirationsteori? Her er jo tale om en gedigen sammensværgelse, der både involverer storkapitalen, lurvede politikere, fæle diktatorer og alle med ærkeliberalisten Friedman som fællesnævner. Det skorter ikke på argumenter og historiske sammenhænge i filmen, men burde enhver seriøs dokumentar ikke altid følge det hæderkronede journalistiske princip om også at behandle modpartens argumenter? Hvis man virkelig tror på sine egne argumenter, hvorfor så ikke gøre det?

Mange af de påstande, som bliver fremlagt i filmen, er skam ganske tankevækkende, som f.eks. det at kommercielle interesser kynisk udnytter katastrofer til implementering af frie markedsvilkår. Derfor undrer det også, at filmen i stedet for at tale til tilskuerens intellekt og egen stillingtagen hamrer budskabet ind med følelsesladet musik og stærke billeder i en grad, så filmen mere kommer til at ligne et manifest end en saglig dokumentar. Det giver mindelser om Michael Moores propagandistiske stil, men her savnes helt dennes formildende humor.