Hvem er Snehvide?

Der går 20-30 minutter, før den egentlige hovedperson i “Snow White & the Huntsman”, Snehvide (Kristen Stewart), rent faktisk bliver filmens hovedperson. I den første del af historien har hun blot været en næsten ikke-eksisterende biperson indespærret i det mørke fængsel på slottet, hvor den onde dronning og Snehvides stedmor (Charlize Theron) hersker. Men da Snehvide så flygter, og filmen flytter sit fokus til hende og hendes rejse, har man som seer intet som helst forhold til karakteren Snehvide, og pludseligt daler ens interesse i det videre forløb markant.

Det er faktisk ærgerligt, for “Snow White & the Huntsman” starter ellers som en virkelig lovende nyfortolkning af det gamle eventyr. Dette skyldes først og fremmest det markante fokus på Ravenna, den onde dronning, som i denne film har dybe, psykologiske traumer, som grunder i kvindernes magtesløshed i det mandsdominerede samfund. For at overleve i sine barske omgivelser har Ravenna ofte udnyttet sin enorme skønhed. En skønhed, der giver hende så meget magt, at hun kan vælte hele kongeriger. Men magten stiger hende til hovedet, og hun lever i en konstant tilstand af frygt for ikke længere at være den smukkeste af alle kvinder.

Det er altså en ond dronning, der først og fremmest fremstår psykisk syg grundet sin maniske væremåde, sin totale paranoia og det umulige forventningspres, hun lægger på sin egen skønhed. Umiddelbart ser det altså ud til, at der er lagt i kakkelovnen til et vedkommende miks af ingredienserne fra det originale “Snehvide”-folkeeventyr og en mere tidsaktuel kritik af vores moderne modeindustri og skønhedsidealer. Samtidig er skurken mere en tragisk skæbne end et ondsindet monster, hvilket tilføjer en sjælden dybde til filmens kulørte fantasy-univers.

Desværre holder disse gode takter ikke meget længere end til Snehvides utroværdige flugt. Herefter indrages en alkoholiseret og fortabt jæger (en “good guy in spe”, som spilles af Chris Hemsworth) samt – som sidste led i et eventuelt trekantsdrama – den heroiske Prins William (Sam Claflin), som var barndomsvenner med Snehvide. Ingen af disse karakterer har filmen ofret så meget som én eneste scene på at introducere ordentligt, og man er faktisk lige så uinteresseret i deres skæbner som i Snehvides, hvorfor man hellere havde set filmen handle udelukkende om Ravenna.

Der bydes på en masse flot og innovativ CGI, når “the fellowship of Snehvide” rejser gennem den fortryllede skov, og mødet med den lille kvindelandsby, hvor alle indbyggerne har skåret i sig selv for ikke at true Ravennas skønhed, hører til blandt højdepunkterne i denne ellers ret uinspirerede affære. Det er, som om filmskaberne glemmer, at det er svært at engagere et publikum, hvis manuskriptet ikke er troværdigt, og hvis karaktererne er svære (hvis ikke umulige) at holde af. Derudover svinger skuespillerpræstationerne alvorligt meget – fra fremragende (Theron) over godt (Stewart) og udmærket (Sam Spruell, som spiller Ravennas bror) til dårligt (Hemsworth) og decideret pinligt (Claflin).

“Snow White & the Huntsman” er altså middelmådig med stort M. Hvor filmens første halve time fungerer godt og vitterligt er dyb, så er den sidste halve time direkte kaotisk, mens den midterste time blot udgør ligegyldigt fyld. Der er planlagt en toer, hvilket – på baggrund af etteren – virker som et fuldstændig håbløst projekt og en selvskrevet fiasko. “Snow White & the Huntsman” er en flot, men kedelig affære, og det er trist, for med det rette mod og reelle, tematiske ambitioner kunne den snildt have endt som et vaskeægte fantasy-mesterværk.

Video

Filmen præsenteres i 2.35:1, og transferet er generelt rigtig flot. Visuelt har “Snow White & the Huntsman” som sagt en del at byde på, hvilket i høj grad skyldes et velvalgt farveskema, der komplementerer filmens stil og stemning godt, og det er fremragende gengivet på transferet. Detaljerigdommen er ofte også høj, men desværre er der indimellem problemer med skarpheden, hvorfor detaljerigdommen også daler. Det gælder især billederne af Charlize Theron, der til tider er decideret slørede. Dette, samt enkelte småproblemer med kontrasten, gør, at billedsiden kun kan få 4 stjerner.

Audio

I DTS-HD Master Audio 7.1 lyder “Snow White & the Huntsman” intet mindre end eminent. Der er fuld knald på samtlige højtalere – alfer og andre magiske skovdyr kravler og pusler rundt om én, og buldrende heste får subwooferen til at ryste hele huset. Filmens lydside er en af de bedste, jeg har hørt i år, og det er virkelig noget, der bidrager til den ellers lidt flade filmoplevelse – ja, det er vel egentlig det mest inddragende ved hele filmen!

Ekstramateriale

Der er vel samlet set cirka 45 minutters ekstramateriale af den traditionelle art med på udgivelsen. Dette indbefatter blandt andet en kortere ‘bag om kameraet’-dokumentar, hvori filmmagerne bl.a. taler om at nyfortolke det klassiske eventyr og filmens special effects. Det hele er dog ret overfladisk og ligegyldigt, og filmholdet bruger megen spilletid på at klappe hinanden og sig selv på skulderne.

Hvis man gerne vil have noget mere dybdegående baggrundsviden om filmen og dens produktion, så er kommentarsporet med instruktør Rupert Sanders, effekt-supervisor Cedric Nicolas-Troyan og klipperen Neil Smith ganske udmærket. Den vel nok sjoveste feature for fans er muligheden for at tage et kig rundt i de forskellige kulisser med det såkaldte 360 grader-udsyn, hvor man selv kan panorere rundt og samtidig se flere mini-interviews.

En møgbeskidt Snehvide

Glem alt om nuttede dværge med fjollede navne, der synger muntre sange. Dværgene (for de er der skam stadigvæk) i “Snow White & the Huntsman” svinger derimod blodtørstigt økser i ryggen på deres fjender. Og det siger vel alt om, hvorledes den britiske debutinstruktør Rupert Sanders er gået til filmatiseringen af brødrene Grimms klassiske eventyr om Snehvide.

Da prinsesse Snehvide er lille pige mister hun sin mor. Faderen sørger, men snart står den mystiske Ravenna (Charlize Theron) på spring og besnærer enkemanden til at indgå ægteskab. I brudesengen suger hun med sort magi alt liv ud af ham og kvitterer dertil med en dolk i brystet. Jo, Snehvides stedmoder er en ond én af slagsen. Snehvide indespærres i tårnværelset, og først år senere, hvor den nu både moder- og faderløse prinsesse er blevet voksen (i skikkelse af Kristen Stewart), ser hun sit snit til at flygte.

Ravennas lille spejl på væggen dér har nemlig udpeget Snehvide til den smukkeste af alle, og det har den onde dronning ikke i sinde at gå upåagtet hen. Snehvide må dø! Dronningen sender bud efter Jægeren (Chris “Thor” Hemsworth). Han er en drikfældig enkemand, der egentlig mest af alt ønsker sig at blive forenet med sin afdøde kone i himmeriget – og den eneste, der tør vove sig ind i Den Sorte Skov, hvor Snehvide er flygtet hen. Men som vi husker fra Disneys tegnefilm fra 1937, nænner Jægeren ikke at plante kniven i hjertet på den uskyldsrene prinsesse. Og så må de to sammen flygte fra dronningens sorte hær.

“Snow White & the Huntsman” er dejlig dyster. Sådan som man nok må regne med, at de to tyske eventyrbrødre Grimm tilbage i starten af 1800-tallet forestillede sig eventyret. Det er lykkedes instruktør Rupert Sanders at skabe et muddertilsølet, møgbeskidt og trøstesløst middelalderinspireret univers, der matcher den kulsorte fortælling om den ungdomshungrende stedmoder, der ikke skyr nogen midler for at opnå det uopnåelige: Evig ungdom og skønhed. Filmens massive brug af CGI-effekter resulterer langt hen ad vejen i blændende scenerier lige til at fortabe og forgabe sig i – især Snehvides flugt igennem Den Sorte Skov. Her er alle planter og alt liv kvalt af Ravenna, og svampe eksploderer i en sort, hallucinerende støvsky, der kun forstærker Snehvides værste frygt for den ukendte og meget uhyggelige skov. Høj på svampestøvet vrimler, kribler og krabler alskens utøj og råddenskab frem fra det skjulte (sind).

Om Charlize Therons rabiate Ravenna falder i alles smag er jeg ikke sikker på. Præstationen balancerer konstant på en knivsæg mellem det skingre og det skønt overdrevne – præcis som en ond dronning nu engang skal være i et rigtigt eventyr. Kostumedesigner Coleen Atwood understreger også subtilt ondskaben i en fin, lille detalje: en sort dronningerobe, sirligt dekoreret med funklende hvide fuglekranier. Her er vi igen langt fra Disney. Kristen Stewart tager sig ligeledes godt ud som den Jeanne d’Arc-inspirerede Snehvide på korstog. Om hendes påtagede, britiske accent er der knap så meget godt at sige. Filmens største og mest glædelige overraskelse kommer i form af de otte(!) dværge. Her har ferm computermagi neddimensioneret en række af Englands dygtigste karakterskuespillere, heriblandt Ian McShane, Bob Hoskins, Ray Winstone, Toby Jones og Eddie Marsan. Og flokken er mere desillusioneret og tyvagtig end munter.