Spider-Man kom hjem til Marvel i “Homecoming” – nu rejser Peter Parker så hjemmefra i “Far From Home”.

Han skal dog ikke tilbage til Sony, men ud af det hjemlige USA og på en sjov sommer-rundrejse til det fremmede Europa.

Det er sjovt at være med på high school-roadtrip, og det er mindst lige så fedt og forfriskende at se Spider-Man svinge rundt blandt turister i Venedig og kæmpe mod ild-monstre i Prag.

Den nærmest “Bond”-agtige rejse fra storby til storby gør samtidig, at det føles som en større film end “Homecoming” – samt en værdig epilog til “Avengers: Endgame“, der bliver endeligt rundet af.

Denne gang er det nemlig ikke svigerfar, der er den største fjende. Nu må Peter blive voksen. For der er større ting at slås med, når man er en ægte Avenger – og når faderskikkelsen Iron Man ikke længere kan komme til undsætning.

Det er det nye udgangspunkt i “Far From Home”, hvor Peter konstant bliver konfronteret med tabet af Tony Stark – både af Nick Fury og af journalister, der vil vide, om han er den nye Avengers-leder.

Peter er faktisk helst fri for sit superhelte-ansvar, men med store kræfter følger som bekendt stort ansvar. Det har han tidligere erkendt i tidligere inkarnationer, når han mistede sin Onkel Ben – nu indtager Tony Stark den rolle, som Spider-Man må vokse og leve op til.

Tvivlen og sorgen bliver endnu engang portrætteret fremragende af unge Tom Holland, der som Peter bare vil have lov til at være teenager og bekende sine følelser for MJ oppe i toppen af Eiffeltårnet.

For selv om der denne gang er forstørret Avengers-action, er der stadig dejligt meget akavet teenage/coming-of-age-sjov, der netop adskilte “Homecoming” fra resten af MCU.

Det inkluderer den kække live-streamende Flash, der elsker Spider-Man, men mobber ‘Penis Parker’, og den hotte Brad, der også er lun på MJ. Og han har den fordel, at han er ældre end de andre, fordi han ikke forsvandt i ‘The Blip’, som Thanos’ knips uhøjtideligt er blevet døbt.

Blip-navnet er et godt symbol på den lette stemning, der er tiltrængt oven på alvoren i “Endgame”.

Det lette inkluderer et ‘in memoriam’-klip, der hylder Blip-ofrene med Whitney Houston-musik, og et morsomt lærerpar, der spilles smukt af Martin Starr som den tragikomiske og godtroende Mr. Harrington og JB Smoove som den mere cool og ligeglade Mr. Bell.

Bell snorker af sted i flyet på vej til Italien, imens Harrington fortæller Peter om sin kone, der lod, som om hun var knipset væk for at slippe for ham.

Sådan har tid forvandlet “Endgame”-tragedien til “Far From Home”-komedie, som dog aldrig glemmer Peters sorg og tunge, nye ansvar som ham, der skal redde verden.

Quentin Beck eller Mysterio, som han bliver døbt af Peters klassekammerater på grund af en sproglig misforståelse, tager imidlertid gerne noget af det ansvar.

Marvel-ikonet spilles både mystisk og sympatisk af Jake Gyllenhaal, der samtidig leger med den klassiske tegneserie-skurk, der overrasker flere gange på måder, som er svære at forudse, men nemme at nyde.

Det samme kan siges om de to post-credit-scener, der er de to mest betydningsfulde af slagsen i hele MCU, fordi de teaser store ting for Spider-Mans fremtid og for det større Marvel-univers, som jo som bekendt er på rejse ind i en ny fase.

Den rejse glæder jeg mig ikke mindre til efter turen med “Far From Home”.