Stormfulde højder
Udgivet 23. maj 2012 | Af: Benway | Set i biografen
Hvordan ville en klassisk historie se ud, hvis vi forestillede os, at den ikke havde eksisteret tidligere, og vi nu så den for allerførste gang? Hvis vi legede med tanken om, at den aldrig før var blevet skrevet ned, og at der ikke allerede fandtes utallige filmatiseringer, flere operaer samt en særdeles iørefaldende Kate Bush-sang om den?
Ligesom den ganske fremragende nylige filmatisering af Charlotte Bröntes “Jane Eyre” er denne udgave af søsteren Emily Bröntes “Stormfulde højder” også et bevis på, at man sagtens kan vende tilbage til klassikerne med udbytte. Trods de mange tidligere filmatiseringer er historiens engelske sletter næppe nogensinde blevet fremstillet så naturtro og uglamourøst som her, hvor det stilrene romantiske landskab må vie for en mere mudret og snavset fremtoning. Vi er omtrent så langt væk fra de typiske kostumedramaer, som man kan komme.
Mellem Catherine og Heatcliff opstår en tiltagende forbudt tiltrækning, som vist sjældent er blevet fremstillet så sanseligt som her, hvor Heatcliffs ryg bankes til blods, mens Catherine helt bogstavelig talt slikker hans sår med erotisk nydelse. Filmen handler dog ikke mindst om den sociale struktur, og at han opfattes som et lavere væsen bliver der her lagt yderlige vægt på, da han spilles af en sort skuepiller, hvilken giver beretningen en ekstra bid af racisme. At han får ar på sjælen af den umenneskelige behandling kan dårligt undre, men både Heatcliff og Catherine fremstilles her ikke mindst som personer, der for alvor er i følelsernes vold. De stormfulde vinde kaster dem frem og tilbage som hjælpeløse blade, og uanset hvordan deres liv så ellers forandres, forbliver de viljeløse skabninger i elementernes vold uden egentlig mulighed for at ændre deres skæbne.
Det er i det hele taget en film ganske blottet for sentimentalitet, vi her udsættes for, men samtidig er det også en ekstremt besnærende en af slagsen, hvor kærligheden i mindre grad er en lyksalighed og i højere grad en forbandelse, som tvinger sjæle til at vandre hvileløst omkring. Den klassiske historie fremstår usædvanligt nærværende og uteatralsk, og eneste egentlige anke er den udskiftning af skuespillere, som forekommer midtvejs på grund af alder, og som skaber et lidt unødvendig knæk i fortællingen, som nok kunne være undgået med lidt opfindsom makeup. Ellers er det en noget nær perfekt filmatisering, som endnu engang bekræfter Andrea Arnolds store talent. Efter “Red Road” og “Fish Tank” havde hun allerede to fremragende film under bæltet – nu kan hun så føje endnu en til CV’et.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet