Strit og Stumme
Udgivet 6. sep 2013 | Af: The Insider | Set på DVD
Jeg var begyndt at miste troen på, at jeg nogensinde ville komme til at gense Jannik Hastrups “Strit og Stumme”. Det er trods alt over 25 år siden, at filmen udkom i biffen, mit Betamax-eksemplar blev slidt til ukendelighed allerede i start-90’erne, og i årevis blev rygter om en forestående dvd-udgivelse konstant skudt ned. Men nu kan jeg (og formentlig mange andre Generation-Y’ere herhjemme) ånde lettet op, for Nordisk Film har omsider gravet den danske tegnefilmsperle frem i arkivet og udgivet den på dvd.
Alt for mange animationsfilm (især nu til dags) er tydeligvis bange for at forurolige rollingerne og deres forældre. De er gennemsyret af harmløse vitser og nuttede dyr, men går hurtigt i glemmebogen, fordi intet bag morskaben giver genklang. Nogle af mediets største perler – lige fra klassikere som “Bambi” og “Dumbo” til nyere genistreger som “Løvernes konge” og “Toy Story”-trilogien – holder sig fra glemslens port, fordi de tør at være lidt vovede og ikke taler ned til børnene. Barndommen har sine trængsler og hjertesorger, og de film, der anerkender dét, giver derfor større genlyd end deres mere lalleglade artsfæller, og alene miljøskildringen i “Strit og Stumme” giver i dén grad genlyd. Vi befinder os i en frygtelig fremtid, hvor forurening har tvunget menneskeheden under jorden, hvor vi jages af muterede kæmperotter. Jeg husker nu også tydeligt, hvor stort indtryk de endeløse, dunkle korridorer og tanken om en trøstesløs tilværelse fjernt fra sollyset gjorde på mig, da jeg var en bitte barnerumpe.
“Strit og Stumme” skaber altså både et univers og et persongalleri, man har lyst til at fordybe og fortabe sig i. Der udvindes adskillige grin af samspillet mellem den sprælske Strit og hendes mere stilfærdige makker, og selvom filmen visuelt ikke er nær så poleret og prangende som eksempelvis Disney-storfilmene fra samme tidsperiode, så er billedsiden bestemt beundringsværdig – den postapokalyptiske verden skildres så godt, at man kun bliver endnu mere engageret i Strit og Stummes kamp for at nå op til planetens forladte overflade.
Præsenteret i 1.66:1 anamorphic widescreen-format. Jeg var på forhånd lidt nervøs for, at “Strit og Stumme” ville se mere eller mindre forfærdelig ud på dvd. Da man for få år siden udgav Hastrups “Samson og Sally” på dvd, var transferet plaget af snavs og irriterende kontrastsvingninger, og billedsiden var ikke engang anamorphic, hvilket indebar, at man (medmindre man altså ejede et gammelt 4:3-tv) var nødt til at zoome kunstigt ind i billedet for at få det til at udfylde tv’ets billedramme, hvilket selvfølgelig fik billedkvaliteten til at dale yderligere. Men heldigvis forduftede min frygt hurtigt. Først og fremmest er billedsiden anamorphic i denne ombæring, og derudover er transferet relativt pletfrit. Jovist, der optræder nogle utilsigtede støvkorn her og der (primært under de dunkleste sekvenser), men aldrig i et distraherende omfang. Billedet er en anelse uskarpt, men aldrig voldsomt sløret, og jeg bemærkede ingen banding eller edge-enhancement. Kontrasten er rimelig solid, og farverne gengives også fint (der forekommer dog ét billede, hvor figurerne pludselig er grønne i stedet for blå).
Dvd’en indeholder udelukkende et dansk monolydspor, som (af indlysende årsager) ikke just tvinger hjemmebiografen i knæ. Det er selvsagt udelukkende centerhøjtaleren, som er aktiv. Mild susen forekommer sjældent, men samtlige replikker kommer klart igennem, og både dialogen, lydeffekterne og musikken har altid den helt rette lydstyrke. Naturligvis har lydsporet ikke nogen nævneværdig bund, og hverken lydene eller musikken har nogen bemærkelsesværdig, auditiv slagkraft. Det havde været herligt med et godt, veldrejet 5.1-remix, men dette monospor er under alle omstændigheder hæderligt.
Skiven indeholder desværre intet ekstramateriale. Man har da ellers haft god tid til at stable noget på benene…
Omsider er “Strit og Stumme” ude på dvd, og selvom dens flow undertiden er lidt ujævnt, så bugner denne 26 år gamle tegnefilm stadig af charme, opfindsomhed og smittende fortælleglæde. Det er virkelig ærgerligt, at dvd-udgivelsen ikke huser noget ekstramateriale (jeg har tidligere interviewet instruktøren Jannik Hastrup og ved derfor, at han bestemt ikke er sky for at diskutere sine ældre opusser), men takket være et udmærket transfer, et acceptabelt lydspor og en lav vejledende udsalgspris får skiven alligevel en anbefaling med på vejen herfra.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet