Omsider!

Jeg var begyndt at miste troen på, at jeg nogensinde ville komme til at gense Jannik Hastrups “Strit og Stumme”. Det er trods alt over 25 år siden, at filmen udkom i biffen, mit Betamax-eksemplar blev slidt til ukendelighed allerede i start-90’erne, og i årevis blev rygter om en forestående dvd-udgivelse konstant skudt ned. Men nu kan jeg (og formentlig mange andre Generation-Y’ere herhjemme) ånde lettet op, for Nordisk Film har omsider gravet den danske tegnefilmsperle frem i arkivet og udgivet den på dvd.

Jeg må indrømme, at langt de fleste af filmens scener og karakterer for længst var blevet fordrevet fra min hukommelse. Det er trods alt et par årtier siden, jeg sidst så “Strit og Stumme”. Alligevel var der en håndfuld specifikke billeder, jeg stadig huskede klokkeklart – en forfalden by begravet i sne; en underjordisk flod af glødende, glohed lava; skyggelignende figurer, der hugger sten til… Jeg tror, jeg stadig husker disse øjeblikke, fordi (som jeg fik bekræftet ved gensyn) “Strit og Stumme” er en af de sjældne børnefilm, der tør at være lidt dyster… At slække lidt på børnevenligheden og indlemme en smule gru og alvor – ikke på bekostning af humoren og naturligvis ikke i et tilnærmelsesvis traumatiserende omfang, men lige akkurat nok til, at intensiteten højnes, og at man derfor bliver mere grebet.

Alt for mange animationsfilm (især nu til dags) er tydeligvis bange for at forurolige rollingerne og deres forældre. De er gennemsyret af harmløse vitser og nuttede dyr, men går hurtigt i glemmebogen, fordi intet bag morskaben giver genklang. Nogle af mediets største perler – lige fra klassikere som “Bambi” og “Dumbo” til nyere genistreger som “Løvernes konge” og “Toy Story”-trilogien – holder sig fra glemslens port, fordi de tør at være lidt vovede og ikke taler ned til børnene. Barndommen har sine trængsler og hjertesorger, og de film, der anerkender dét, giver derfor større genlyd end deres mere lalleglade artsfæller, og alene miljøskildringen i “Strit og Stumme” giver i dén grad genlyd. Vi befinder os i en frygtelig fremtid, hvor forurening har tvunget menneskeheden under jorden, hvor vi jages af muterede kæmperotter. Jeg husker nu også tydeligt, hvor stort indtryk de endeløse, dunkle korridorer og tanken om en trøstesløs tilværelse fjernt fra sollyset gjorde på mig, da jeg var en bitte barnerumpe.

Jeg fornemmer lidt, at jeg får “Strit og Stumme” til at lyde som en dystopisk tragedie, men filmen er absolut seværdig for både børn og voksne. Hovedpersonerne, børnene Strit og Stumme, udgør et mindeværdigt makkerpar. Strit er drilsk og sjov, mens Stumme, som hans navn antyder, er en lavmælt fætter, og især takket være deres troskyldighed og begejstring og tegnernes præcise penselstrøg er de animerede knægte aldeles charmerende. Danske skuespillere er generelt hamrende dygtige til at indtale replikker til tegnefilm, og det er selvfølgelig også et stort plus, at hvert eneste ord her i “Strit og Stumme” er blevet indtalt med stor entusiasme og indlevelse. Desuden gør det ikke spor, at Fuzzys skiftevis jazz-prægede og cirkusagtige underlægningsmusik er fuldkommen vidunderlig.

“Strit og Stumme” skaber altså både et univers og et persongalleri, man har lyst til at fordybe og fortabe sig i. Der udvindes adskillige grin af samspillet mellem den sprælske Strit og hendes mere stilfærdige makker, og selvom filmen visuelt ikke er nær så poleret og prangende som eksempelvis Disney-storfilmene fra samme tidsperiode, så er billedsiden bestemt beundringsværdig – den postapokalyptiske verden skildres så godt, at man kun bliver endnu mere engageret i Strit og Stummes kamp for at nå op til planetens forladte overflade.

Til gengæld måtte filmens flow gerne have været en anelse mere raffineret. Der bruges lidt for meget tid sammen med rotternes leder, den grumme, dameglade Mr. President, og hans højre hånd, den kiksede McDonald, og Hastrup og Co. sætter lidt for ofte plottet i bero for at lade Strit, Stumme og deres venner danse og synge løs. Men man keder sig aldrig, og den sidste akt er simpelthen fremragende – kickstartet af et direkte hjerteskærende dødsfald, hvorefter tempoet stiger dramatisk op til det spændende, opløftende klimaks. De danske biograflærreder savner dig, Hastrup.

Video

Præsenteret i 1.66:1 anamorphic widescreen-format. Jeg var på forhånd lidt nervøs for, at “Strit og Stumme” ville se mere eller mindre forfærdelig ud på dvd. Da man for få år siden udgav Hastrups “Samson og Sally” på dvd, var transferet plaget af snavs og irriterende kontrastsvingninger, og billedsiden var ikke engang anamorphic, hvilket indebar, at man (medmindre man altså ejede et gammelt 4:3-tv) var nødt til at zoome kunstigt ind i billedet for at få det til at udfylde tv’ets billedramme, hvilket selvfølgelig fik billedkvaliteten til at dale yderligere. Men heldigvis forduftede min frygt hurtigt. Først og fremmest er billedsiden anamorphic i denne ombæring, og derudover er transferet relativt pletfrit. Jovist, der optræder nogle utilsigtede støvkorn her og der (primært under de dunkleste sekvenser), men aldrig i et distraherende omfang. Billedet er en anelse uskarpt, men aldrig voldsomt sløret, og jeg bemærkede ingen banding eller edge-enhancement. Kontrasten er rimelig solid, og farverne gengives også fint (der forekommer dog ét billede, hvor figurerne pludselig er grønne i stedet for blå).

Audio

Dvd’en indeholder udelukkende et dansk monolydspor, som (af indlysende årsager) ikke just tvinger hjemmebiografen i knæ. Det er selvsagt udelukkende centerhøjtaleren, som er aktiv. Mild susen forekommer sjældent, men samtlige replikker kommer klart igennem, og både dialogen, lydeffekterne og musikken har altid den helt rette lydstyrke. Naturligvis har lydsporet ikke nogen nævneværdig bund, og hverken lydene eller musikken har nogen bemærkelsesværdig, auditiv slagkraft. Det havde været herligt med et godt, veldrejet 5.1-remix, men dette monospor er under alle omstændigheder hæderligt.

Ekstramateriale

Skiven indeholder desværre intet ekstramateriale. Man har da ellers haft god tid til at stable noget på benene…