Der findes to slags fanservice.

Den ene viste sit grimmeste fjæs med “The Rise of Skywalker“, der afsluttede ‘Skywalker Saga’ med en leflen for de mest reaktionære fans, som kræver deres barndom tilbage.

Den anden er finaleafsnittet af Sæson 2, der var det sødeste Star Wars-sukker, jeg kan forestille mig. Det er svært at ønske sig mere.

Der er dog stadig tale om fanservice. “The Mandalorian” leverer det, jeg vil have – sjældent det modsatte.

Sådan er det efterhånden også svært at argumentere seriøst for, at ‘Skywalker Saga’ blev begravet med “The Rise of Skywalker”.

“The Mandalorian” dyrker nemlig fortiden som en Star Wars-arkæolog, der forbinder trådene fra “Clone Wars” til “Rebels” og de ni Episode-film.

Bo-Katan, Ahsoka og Boba Fett har alle hilst på i Sæson 2, der servicerer som en tjener på galaksens fineste familierestaurant.

Peyton Reed og Jon Favreau havde dog gemt den lækreste udskæring til en slutning, der må få alle dem, som hader “The Last Jedi”, til at glemme det igen for en stund. Her er intet at hade.

Kun ren kærlighed i en sæson, der har ageret trailer for to kommende spinoffs, så Star Wars+ kan streame videre til evig tid.

Hvad så nu, “The Mandalorian”? To sæsoner er gået med at miste og redde den nuttede Baby Yoda igen. Kan endnu en sæson gå med det?

Det håber jeg ikke. Og det tror jeg ikke. I stedet peger det nu frem mod kampen om Mandalore, hvor der med garanti vil blive hilst på nye gamle kendinge fra “Clone Wars” og Rebels”.

Sådan er det, når man laver fanservice af den bedste slags.

Hvis man skal være lidt kritisk eller endda grov, så kunne man hævde, at det eneste, der er sket i Sæson 2 af “The Mandalorian” indtil i dag, er, at Mando har mistet Baby Yoda.

Resten har været små omveje, fan-service samt en trailer til et kommende spinoff med Ahsoka Tano.

Men man skal naturligvis ikke være grov. I dag er jeg begejstret: “The Believer” er det suverænt bedste afsnit af “The Mandalorian”.

Nu tager “The Mandalorian” med hjælp fra forfatter og instruktør Rick Famuyiwa hjelmen af sin stive formel og viser et andet ansigt.

Væk er den nuttede, altædende Grogu – nu er der dømt alvorlig krig, der minder om de bedste sekvenser fra “Rogue One”, eller da Han kæmpede for Imperiet i “Solo”.

Vi lægger for som en hyldest til “Frygtens pris”, som både kan anbefales originalt på fransk eller som William Friedkins genindspilning, “Sorcerer“.

Sæson 1-skiderikken Mayfeld er tilbage som hjælper til Mando, der sammen skal køre en lastvogn sprængfarligt igennem en uvelkommen jungle af pirater og en mør bro. Bare det ikke sprænger i luften!

Det er den pris af frygt, der må betales, når en Imperie-fæstning skal infiltreres, som var det selveste Ørneborgen.

Men der er ikke kun tale om endnu en simpel suspense-mission. Her er også tid til at reflektere over ondt og godt, da de to er forklædt som Stormtroopers.

Er der egentlig forskel på det ene eller det andet styre? For de lokale er besættelsesmagten de onde – og det uanset, om de kalder sig for Imperiet eller Republikken.

“The Mandalorian” graver endelig ind bag hjelmen, hvor der venter et nervepirrende møde med en ægte rumnazist – måske er der alligevel forskel?

Det må jeg i hvert fald konstatere. “The Mandalorian” er ikke det samme hver uge. I denne uge var det forrygende, hvis man skal være lidt positiv.

Star Wars-fans har ventet i en uge på 34 minutter. Og her er inkluderet resume, intro og lange rulletekster.

Det er ikke et afsnit, men en scene. Ugens ‘afsnit’ er et eksempel på konsekvenserne af streamingkrigen, hvor HBO Max netop har meldt sig på banen med et 2021 fuld af premierefilm, der ellers var tiltænkt biografen.

Det handler om at trække kunder ind og holde på dem. Det gør Disney Plus med “The Mandalorian”.

For under normale omstændigheder var denne episode blot en scene i et normalt afsnit. Men “The Mandalorian” skal strækkes til otte afsnit per sæson, selv om der måske maksimalt er til to-tre fulde episoder.

Således er der i denne uge én – ganske vist underholdende – kampscene.

Stormtroopers får tæv, mens et nyt fællesskab dannes for at beskytte stykkets MacGuffin – Baby Yoda – som vi nu skal til at kalde Grogu. Det ligger ikke godt i munden.

Det er som en leg på drengeværelset. Røver og soldater. Konflikt, en bliver taget til fange – nu må vi redde vores ven.

Sådan gik tiden også i den første “Star Wars” fra 1977 med fangeleg og befrielse – og ikke så meget andet, hvis man skal være helt ærlig.

Men George Lucas kunne trods alt ikke få sig til at bruge otte uger på at fortælle “Stjernekrigen”, der kunne klares på en aften i biografen.

Men Star Wars+ skal ikke stoppe efter én aften. Det skal fortsætte uendeligt, så kunderne ikke bliver fristet af HBO Max.

Derfor er der kun 34 minutter i denne uge – én underholdende scene.

Nu begynder Sæson 2 af “The Mandalorian”.

Den første halvdel af sæsonen har padlet sig frem mod i dag. Med monstre, en frøkvinde med ægløsning og Baby Yoda, der spiser småkager. Tiden er gået.

Men nu er det endelig slut med at spilde tiden. Nu sker der noget med en intro, der understreger, hvorfor afsnittet har titlen “The Jedi”.

Der er svingende lyssværd med et callback til “Clone Wars”. Det er tydeligt, at Dave Filoni er instruktør på ugens afsnit.

Det vil sikkert pisse Twitter af, at ikke-indianske Rosario Dawson bringer en indianer-inspireret legende til levende live, men hun ligner og er i den grad rollen.

Missionen er igen lille og lukket, men åbner alligevel endelig for den sammenhæng, som “The Mandalorian” har skreget på siden Sæson 1.

Og det med en cool samurai-vibe, hvor finalen blinker til opgøret fra Quentin Tarantinos første “Kill Bill”.

Rosario Dawsons Jedi-ridder bringer allerede mere historie med sig, end hvad Mando har formået igennem de tidligere 12 afsnit.

Hun frygter at træne en ny Padawan, da hun som bekendt frygter The Dark Side, som fans allerede ved. Ahsoka Tanos fortid rimer på Darth Vader.

Således bekender “The Mandalorian” og Jon Favreau også definitivt kulør. Det er ikke en ny historie, men en udvidelse af det kendte univers.

Sådan bliver “The Mandalorian” næppe en fortælling om fremtiden, men derimod en bearbejdelse af den dystre fortid. Af Klonkrigene og den dystre lektie fra den store Stjernekrig.

Det tog sin tid, men nu er vi endelig i gang – tilbage på rette vej.

Selv den mest inkarnerede Star Wars-fan må snart have indset det: Jon Favreau og “The Mandalorian”-holdet har ikke idéer nok til en Sæson 2 på hele otte afsnit.

Det illustrerer ugens afsnit, der er definitionen på en ‘træde vande’-episode.

Derfor er det heldigt, at man har opfundet Baby Yoda – stykkets nuttede MacGuffin – der gør den som Baby Groot i indledningen på afsnittet.

Den røde ledning skal i der, hvor den blå ledning har været. Nej, ikke den blå, den røde!

Man genkalder tydeligt detonator-sekvensen fra “Guardians of the Galaxy Vol. 2”, hvor Rocket skal forklare den nuttede – og ret dumme – Baby Groot, hvordan bomben skal aktiveres.

Senere fortsætter den sultne Baby Yoda med at spise. Denne gang en pakke turkisblå kiks, som den stjæler. Men altså man kan bare ikke blive sur på Disneylands mest nuttede skabning, vel?

Til gengæld kan man godt blive lidt sur på Jon Favreaus forudsigelig skabelon, der nu åbent afslører, at de første tre episoder af sæsonen udelukkende har været opbygning med lovning om både Boba Fett og Ahsoka Tano.

Men det er for tidligt at introducere dem. Der skal nemlig holdes på abonnenterne helt ind i december.

Derfor skal vi nu igen tilbage til Nevarro, hvor Carl Weathers får lov til at debutere som Star Wars-instruktør i et afsnit med hans egen Greef Karga og også Cara Dune.

Her står den igen-igen på lille mission, mens Baby Yoda æder blå småkager i børnehaveklassen.

Det er ind på basen, ud fra basen, farvel, tak og videre.

Sådan træder man vande, når man kun er kommet til fjerde ud af otte afsnit.

Der er måske mere end én vej at gå for Mando.

Det var det vigtigste, der kom ud af Bryce Dallas Howards korte, men også intense “The Mandalorian“-afsnit.

Endelig kom der lidt tiltrængt tvivl til Mandos kodeks om, at ‘This is the way’ for en ægte mandalorianer. Måske er der en anden vej?

Samtidig skabte ugens afsnit en forbindelse til den større rammefortælling fra Sæson 1 anført af hovedskurken Moff Gideon, mens fans også blev lovet en snarlig introduktion af “Clone Wars”-favoritten Ahsoka Tano.

Men når det gode er sagt, så er “The Mandalorian” stadig fanget i sin ene ‘way’.

Det er noget for noget. Mando mangler information, hvilket han som i et klassisk rollespil kun kan få ved at løse en mission.

Og den lille mission bliver løst hver eneste uge, så Mando kan flyve videre. Den vej er ensformig og forudsigelig.

For da sidste uges mission – frøkvinden med æggene – er afleveret i sikker havn, så venter endnu en kroget kro, der kræver en ny mission.

Her skal et Imperium-skib anført af General Hux-udueligt mandskab kapres, hvilket minder om, at Stormtroopers efterhånden er reduceret til en ironisk meta-joke – se, hvor dumme de er.

Derfor er udfaldet aldrig overraskende, hvilket sender Mando og Baby Yoda videre til næste uges mission, der sandsynligvis bliver løst efter 30-40 minutter, inden de igen må flyve videre.

Mit håb er dog, at Jon Favreau og resten af “The Mandalorian”-holdet også snart bliver ramt af samme tvivl, som der i denne uge ramte Mando: Findes der mon en anden vej?

Det er nærmest passende – og ironisk – at det er “Ant-Man”-instruktør Peyton Reed, der har instrueret ugens afsnit af “The Mandalorian“.

Fordi ugens monster er et insektkryb – dog ikke en myre.

Peyton Reed er kendt for at levere de lette MCU-indspark, nu gør han det samme til “The Mandalorian”.

Her er igen akut overspil fra Amy Sedaris som mekanikerkvinden Peli Motto, der er alle 80’er-furier fanget i én karakter.

Og så er der nuttet hyggehumor med Baby Yoda, der spiser æg, som den ikke må. Nej! Men den gør det alligevel… Nej! Og igen. Og igen.

Æggene tilhører ugens opgave – en frøkvinde, der skal på tur ombord Razor Crest for til gengæld at give et tip om en mandalorianer, som tilsyneladende er sæsonens undskyldning for de enkelte missioner.

Højdepunktet kommer tidligt, da Mando passes op af to X-wings, der patruljerer i Den nye republik. Herfra følger et hæsblæsende Star Wars-fiks i luften, der næsten er abonnementet værd til Disney Plus.

Disse små mellemregninger til det storpolitiske Star Wars-spil og gode at få med, men der mangler stadig en stor begrundelse for “The Mandalorian”, der bare får tiden til at gå – fredag efter fredag.

Denne gang med en nødlanding, der sætter gang i en “Alien”-handling og en frøkvinde så begavet som deltagerne i en “Prometheus”-film.

Hun trænger til at varmt bad, som naturligvis nydes i en uhyggelig grotte omringet af klamme æg.

Det kan kun gå galt, men fordi det er “The Mandalorian”, så når det også at gå godt, før afsnittet er afrundet. Her er ingen hængepartier til næste uge, hvor det hele på ny begynder forfra.

Derfor har “The Mandalorian” efterhånden den fordel, at man kan se ugens afsnit eller lade være og springe på igen ugen efter igen.

For ugens afsnit gør lige så stor en forskel i “The Mandalorian”-fortællingen, som en “Ant-Man”-film gør det i MCU. Myrelille.

Dette er vejen. Sæson 2 bliver præcis som Sæson 1.

I hvert fald hvis man skal dømme ud fra første afsnit af den nye sæson, der byder på et nyt afsnit otte fredage i træk på Disney Plus.

Og jeg forstår det godt. Sæson 1 var på mange måder en succes. Der var Emmy-priser fra branchen, sindssygt mange streams på Disney+ og vigtigst af alt: Ingen sure Star Wars-fans.

Sæson 1 kunne ikke pisse nogen af. Her var respekt for canon og gammeldags historiefortælling, som var det en ny barndom skabt af selveste George Lucas.

Alt det fortsætter med dette premiereafsnit, der hører til blandt seriens bedste.

Glemt er sæsonfinalen. Vi starter forfra med at lede efter mandalorianere og svaret på gåden om Baby Yoda, der stadig mest er med for at være nuttet og sælge merchandise.

Jon Favreau lovede ellers en større Star Wars-fortælling med Sæson 2, men den er ingen steder at finde i sæson-premieren, der igen er et lille, lukket afsnit, hvor ugens monster/skurk skal bekæmpes.

Denne gang er det det hidtil fedeste “The Mandalorian“-monster, da Mando lander på Tatooine.

Her hærger en kraytdrage den nordlige westernflække Mos Pelgo, hvor byens sherif har noget, som Mando vil have. Noget for noget? Naturligvis.

Sheriffen er et herligt westerngensyn med “Deadwood”-stjernen Timothy Olyphant, som igen forsøger at opretholde lov og orden i et vildt vest, hvilket understreges af Ludwig Göranssons retrocool cowboy-musik.

Sammen skal de nu bruge et afsnit på at nedlægge dragen, der mest minder om en sandhaj i Jaws-klassen. Sikke et gab!

Samtidig er der rigeligt med hints til ‘Skywalker’-sagaen, hvor der varmes op til et halvdødt gensyn med en klon, der rimer på Sarlacc.

Bedst er “The Mandalorian”, når den får lov til at udforske universet her i en efterkrigstid, der har efterladt et magttomrum for slyngler og lykkejægere.

Her er de gode og de onde ikke så hårdt tegnet op, som når Luke og Darth kæmpede for lys og mærke.

I “The Mandalorian” kæmper man allerhøjest for sin by, sin næste eller en nuttet Baby Yoda. Dette er vejen.