Han har ikke lavet en god film i 10 år. Nu blomstrer Clint Eastwood igen.

Det gør Clinten i sin første selvinstruerede rolle siden “Gran Torino” – den seneste gode.

Dengang handlede det om at gå op imod nabolagets gangstere. Det handler igen om gangstere i “The Mule”, hvor Clint Eastwoods pensionerede blomsteravler bliver narkokurér.

Gamle Earl bliver pak-æsel for mexicanske narkobaroner for at tjene penge nok til at gøre det godt igen over for den forsømte familie; barnebarn, datter og ekskone.

Livet igennem har han foretrukket blomsterne – arbejdet – imens han selv er afblomstret uden familien. Og har har været stædig som et muldyr.

Her ligger den fine dobbelthed i titlens “The Mule”. Earls stædighed gør ham nu til mexicanernes muldyr. Over grænsen og tilbage igen.

Men ikke i et hidsigt “Sicario”-drama. Clint Eastwood har alderens ro og eftertænksomhed, der var fraværende i hans seneste helte-trilogi, hvor skurkene skulle skydes, imens Stars and Stripes svulstigt vajede i vinden.

Den gamle brokrøv vrisser over alt det nye. Over internettet, der lukkede hans blomsterbiks. Og over smartphones, som ‘de unge’ er alt for optaget af.

Det er globaliseringen, den er gal med, mener Eastwood. Det er derfor, at de små butikker går konkurs – og den lokale bar må lukke.

“The Mule” bliver en voksen forklaring på Donald Trumps USA. Konservative Eastwood støtter ikke reality-præsidenten, men han forstår årsagen til ham.

For selv om Eastwoods Earl vrisser af de moderne tider, så graver han ikke grøfter – men bygger bro. Eller skifter et dæk.

Det gør han i én af de fineste scener i “The Mule”, hvor et sort par er stoppet med punkteret bildæk.

Earl holder ind, selv om gangsterne ønsker narkoleveringen til tiden. Det må vente. Han må hjælpe.

For det yngre par har ikke dækning herude på landevejen – Google kan ikke hjælpe. Det kan Earl.

Han hjælper gerne ‘neger’-parret. N-ordet! Bare rolig. Earl og Clinten mener det ikke ondt. Parret forklarer, at de foretrækker ‘sort’ – det andet bruger man ikke mere.

Fair nok. Earl forstår. Og retter ind. Samtale, forståelse og sund fornuft vinder i “The Mule”, som alverdens identitets-ryttere med et hurtigt hashtag burde se.

Langsomt overtager gangsterfortællingen dog anført af Andy Garcia med et gevær af guld og et palæ med patter. Her farer både Earl og Clint Eastwood vild.

“The Mule” er nemlig bedst, når Earl drikker en diner-kaffe i selskab med Bradley Coopers narkobetjent, der jagter den ukendte kurér, som smugler kilo efter kilo ind i USA.

De snakker om arbejde. Glemte bryllupsdage. De er ens, selv om Cooper sms’er mere end den analoge Earl, der er ved at løbe tør for tid med familien, imens han bruger timerne som smugler på landevejen.

Eastwoods forlorne helte er visnet. Nu blomstrer den humanistiske og livskloge Clint igen.

Lad der ikke gå 10 år igen, dit stædige mule.