Dette er ikke en (positiv) anmeldelse

“This Is Not A Film” er ganske rigtigt (næsten) ikke en film. Måske kan den betragtes som et kunstnerisk manifest, men et egentligt narrativ skal man lede længe efter. Det behøver dog ikke betyde, at den er dårlig. Nogle af de bedste kunstfilm er dem, der afviser enhver konvention og prøver nye og udfordrende veje. Uheldigvis farer instruktører nogle gange vild på de uprøvede stier, hvilket desværre er tilfældet for Jafar Panahis.

Panahi er under husarrest efter at være blevet idømt seks år i fængsel og forbudt at lave film i 20 år. I begyndelsen af filmen optager han sig selv med et digitalkamera i lejligheden. Han fodrer datterens leguan, vander planter og ringer til sin advokat og sine kolleger for at høre, hvordan hans appelsag forløber. Efter en af disse telefonsamtaler henvender han sig pludselig direkte til kameraet, og det går op for publikum, at en ven tilsyneladende har optaget ham. De to taler om Jafars situation, mens han bliver mere og mere frustreret over det nytteløse i at lave en dokumentar om sig selv. Han vil ikke være fortællingen, han vil selv fortælle.

Der er lavet fantastiske film om og af instruktører i personlig eller professionel krise. Jeg vil specielt fremhæve den fremragende “Arirang” fra 2011, som var Kim Ki-duks første film efter en treårig filmpause fra en ellers yderst produktiv instruktør. Den fokuserede ekstremt meget på instruktørens personlighed og psykologi, men blev forløst af en selvironisk tone, som undertiden blev decideret grotesk. “This Is Not A Film” handler i langt højere grad om Iran, end den handler om Jafar Panahi – derfor er den mindre vellykket. Jeg savnede simpelthen et fikspunkt som tilskuer.

Det er tydeligt, at det meste af filmen er en kommentar på det iranske samfund og især på præstestyrets undertrykkelse af kultur og tankefrihed. Panahi bemærker, at han ikke kan tale over telefonen. Hver gang dørklokken lyder, er der et element af uro og frygt. Der er konstant lyden af eksplosioner og skud i byen omkring lejlighedskomplekset, hvilket internt forklares af, at der fejres en helligdag med fyrværkeri, men symbolikken i den fredelige kunstner, der er spærret inde og omgivet af vold og undertrykkelse, er langt fra subtil nok. Det er muligvis mit største kritikpunkt til filmen: at dens pointer alle sammen er overtydelige og leveres med tonstung alvor.

Der, hvor filmen omvendt charmerer, er i dens leg med narrativet. Der er ingen tvivl om, at alt er opstillet og planlagt, men filmen præsenterer stadig sig selv som en dokumentar optaget med et lille kamera af to venner i den enes lejlighed. På et tidspunkt begynder Panahi at opsummere handlingen af en film, som han ikke fik lov til at lave. Det sker med streger på gulvet som kulisser (Trier har tydeligvis ikke levet forgæves) og Panahi selv i alle roller. Historien, der fortælles, er samtidig en tynd allegori over Panahis egen skæbne. Den metafortælling gås der til og fra i filmen, efterhånden som den kan belyse forskellige aspekter af Panahis og Irans problemer. Som publikum var jeg konstant usikker på, i hvor høj grad filmen skal læses direkte, allegorisk eller symbolsk. Den effekt, som man med et akademisk ord kalder verfremdung, gør, at man tvinges til at forholde sig kritisk til alting frem for at lade sig rive med.