Computerprogrammeret maling, der tørrer

Underholdningsindustrien er i en konstant balancegang mellem at kommentere sin samtid og underholde. Det sidste lyder måske indlysende, men man kan nogle gange få den tanke, at det alligevel bliver glemt, når en eller anden producer stirrer sig blind på en idé. Som at give Wally Pfister, der har stået bag kameraet på de fleste af Christopher Nolans film, en bizar, pseudovidenskabelig historie han kan trylle visuelt med. Sjældent imponerende, så hurtigt min interesse for en lang række usandsynligheder pakket ind i en flot, men klinisk kedelig vision om den nære fremtid blev mistet, fister.

Der er postet penge i, er der. Johnny Depp er sandsynligvis ikke billig, og han står i spidsen for et solidt cast, der bare får nul at arbejde med. Rebecca Hall er en dygtig skuespiller, men her bliver hun reduceret til at rende rundt i underjordiske serverhaller og se forgrædt ud. Paul Bettany misser med sine mest forpinte øjne, men er så entydig reel og fornuftig, at jeg var mere interesseret i nogle kobberkabler, han render rundt og hiver i. Action bliver sparket hovedløst ind via det altid sikre kort; CIA, der jo er garant for skydegale psykopater og en masse biljagter. Men hvad fanden render de rundt og skyder for?! Det er åbenbart så mangesidet et spørgsmål, at man har opgivet at svare.

Man har stået med et manuskript, der kunne sammenlignes med rodet af kabler i en teenagedrengs værelse, og har så forsøgt at hive en stringent og engagerende historie ud stik for stik. Men ligesom ledningerne til en Playstation har en nærmest magnetisk tiltrækning på sin nabo, filtrer de her plottråde sig igen og igen ind i hinanden, og resultatet er lige så underholdende. Johnny Depp, verdens klogeste menneske (Rebecca Hall og Paul Bettany er hhv. nr. 2 og 3), bliver skudt med en radioaktiv kugle og dødsdømt. Men inden da når han at blive uploadet til verdens bedste computer. Han og Rebecca Hall er verdens rigeste forskere og køber en by ude i ørkenen, som de omdanner til en Jonestown-lignende kult, hvor Johnnys forskning i nanoteknologi gør alle superstærke og selvhealende. Kan Paul Bettany, der ikke ville være med mere, og elektroterroristen Kate Mara nå at give ham en virus, hvis de nu får hjælp af Morgan Freeman (verdens 4. klogeste)?

Det tunge tankegods, der skal give det ellers meget typiske action/kysse-scenarie noget vægt, er en frygtsom filosoferen over skellet mellem menneske og maskine. Når man sætter lighedstegn mellem hjerneaktivitet og elektroniske signaler, som kan kopieres ind i en kæmpe server, er vores følelser, håb og drømme så overhovedet andet end matematik? Hvor er det, vi skal sige stop før udviklingen sletter os fra hukommelsen? Paradoksalt nok har man så lavet en film, der virker som et regneark, med skematisk plotudvikling og to streger under alle resultater. Intet virker tilfældigt og uoverlagt, og man behøver ikke have en doktorgrad fra MIT for at aflæse den temmelig lineære kurve i dramaet. Det kan man sagtens med et diplom fra aftenskolens kursus i Office for alle.

Når filmen er så dum at lege så klog uden en særligt stimulerende historie, bliver det en underholdningsnedsmeltning af de større. Spørgsmålene burde optage alle: fra den unavngivne af mine slægtninge, der har købt en iPad kun for at spille 7-kabale, til de hårde drenge på fjerde dags nattekoder. Mand mod maskine er simpelthen et godt emne for en fortælling – har været det siden “Metropolis” og er ikke holdt op med det nu, hvor enhver 2-årig kan lave en powerpoint-præsentation af årets ønskeseddel. Men selvom der ikke kan swipes en osterejefedtet finger henover det skinnende production design, var jeg aldrig grebet. Billederne står knivskarpt, men udtrykket er grynet.