Jeg husker stadig tydeligt, den allerførste gang jeg uforsætligt trådte på en snegl. Det var i haven til mit gamle barndomshjem i Nyborg, hvor jeg spænede formålsløst rundt i ring (som børn nu engang gør), før jeg pludseligt hørte et skarpt knæk. Jeg kiggede ned, indså til min store skræk, hvad der var sket, og så begyndte tårerne ellers at fosse, mens min mor blot rystede misbilligende på hovedet bag et vindue.

Jeg studsede især over lighederne mellem “Turbo” og “Babe”. I den Oscar-belønnede 90’er-perle finder grisens ejer, en lavmælt bondemand, ud af, at Babe har et særligt talent for at dirigere andre dyr, så han tilmelder det lyserøde kræ til en fårehyrdekonkurrence, hvor alle ler af farmeren, der – som den eneste – ikke har medbragt en veldresseret vovse. I “Turbo” bliver den kære, lille Turbo også adopteret af et menneske – her en mexicansk tacosælger – der får den gakkede idé at melde mollusken til Indianapolis 500, et af verdens kendteste Formel 1-racerløb – vel at mærke et racerløb for homo sapiens i toptunede racerbiler. Men efter at Turbo tilfældigvis får en masse motorolie og benzin pumpet ind i blodet (længere historie), kan han faktisk fare lige så hurtigt af sted som menneskernes motorkøretøjer. Hans livslange drøm om at slå motorbanens fartrekorder kan omsider realiseres.

Men for det meste fløj tiden bare af sted – især fordi instruktøren David Soren, der også står bag historien, har skabt et indtagende persongalleri anført af den vildt charmerende Turbo. Og man bliver faktisk grebet af det hjertevarme sammenspil mellem henholdsvis Turbo og hans langsomme, forsigtige bror, Chet, og den evigt optimistiske tacosalgsmand og hans mere mådeholdne bror. En af fordelene ved filmens (lidt for) langsommelige tempo er, at vi faktisk lærer de her mænd, kvinder og bløddyr temmelig godt at kende, og gudskelov har man også lyst til at lære dem at kende. Vitserne er generelt gode, og filmen truer aldrig med at drukne i to af genrens værste, mest sejlivede suppedaser: Platte popkulturreferencer og product placement.

Præsenteret i 1080p/3D-MVC 2.35:1. Ligesom de fleste 3D-animationsfilm ser “Turbo” mere eller mindre perfekt ud på Blu-ray. Billedet er knivskarpt hele vejen igennem, både kontrasten og farvegengivelsen er upåklagelig, og hverken støj, banding eller edge-enhancement forekommer. Desuden blev jeg ofte helt paf over 3D-billedsidens dybde. Man kan tydeligt fornemme afstanden mellem billedets mange figurer og objekter, som aldrig fremstår tilnærmelsesvis flade, og pulsen tvinges for alvor op under scenerne på væddeløbsbanen, hvor de lynhurtige biler nærmest synes at køre ud af skærmen. Jeg bemærkede få sekunders mild ghosting – slet ikke nok til at forhindre en velfortjent topkarakter.

Det engelske DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er også sublimt. Som nævnt ovenfor bugner “Turbo” af mindeværdige lydeffekter, og de kommer alle klokkeklart igennem og leveres altid med den helt rette slagkraft. Selvfølgelig er det især væddeløbssekvenserne, der kræser for øregangene, hvor særligt de toptunede panoreringer og subwooferens dybe brummen indgyder seeren med fornemmelsen af at sidde på Turbos lille sneglehus, mens han kører derudaf. Replikkerne er også tydelige og har en god rumklang, og musikken gengives lige så godt. Her er også et dansk DTS 5.1-lydspor, der selvsagt ikke er nær så effektivt som det engelske mix, da lyden er blevet komprimeret, men de danske skuespillere leverer en brav indsats bag lydstudiets mikrofoner.

Desværre er her ikke særlig meget ekstramateriale, og det, som er her, er først og fremmest rettet mod filmens yngste fans. Sagt med andre ord: Det er ikke voldsomt dybdeborende. “Champions Corner” (5 min.) byder på en sportsjournalists fingerede interview med Turbo. “Team Turbo: Tricked Out” (3 min.) fokuserer på de dingenoter, som filmens snegle er udstyret med. De, der interesser sig for håndtegnet animation, vil formentlig sætte pris på de godt 60 minutters videoklip med en tegner, der møjsommeligt gennemgår, hvordan man tegner karakterer som dem, der medvirker i “Turbo”.

Jeg husker stadig tydeligt, den allerførste gang jeg uforsætligt trådte på en snegl. Det var i haven til mit gamle barndomshjem i Nyborg, hvor jeg spænede formålsløst rundt i ring (som børn nu engang gør), før jeg pludseligt hørte et skarpt knæk. Jeg kiggede ned, indså til min store skræk, hvad der var sket, og så begyndte tårerne ellers at fosse, mens min mor blot rystede misbilligende på hovedet bag et vindue.

Jeg studsede især over lighederne mellem “Turbo” og “Babe”. I den Oscar-belønnede 90’er-perle finder grisens ejer, en lavmælt bondemand, ud af, at Babe har et særligt talent for at dirigere andre dyr, så han tilmelder det lyserøde kræ til en fårehyrdekonkurrence, hvor alle ler af farmeren, der – som den eneste – ikke har medbragt en veldresseret vovse. I “Turbo” bliver den kære, lille Turbo også adopteret af et menneske – her en mexicansk tacosælger – der får den gakkede idé at melde mollusken til Indianapolis 500, et af verdens kendteste Formel 1-racerløb – vel at mærke et racerløb for homo sapiens i toptunede racerbiler. Men efter at Turbo tilfældigvis får en masse motorolie og benzin pumpet ind i blodet (længere historie), kan han faktisk fare lige så hurtigt af sted som menneskernes motorkøretøjer. Hans livslange drøm om at slå motorbanens fartrekorder kan omsider realiseres.

Men for det meste fløj tiden bare af sted – især fordi instruktøren David Soren, der også står bag historien, har skabt et indtagende persongalleri anført af den vildt charmerende Turbo. Og man bliver faktisk grebet af det hjertevarme sammenspil mellem henholdsvis Turbo og hans langsomme, forsigtige bror, Chet, og den evigt optimistiske tacosalgsmand og hans mere mådeholdne bror. En af fordelene ved filmens (lidt for) langsommelige tempo er, at vi faktisk lærer de her mænd, kvinder og bløddyr temmelig godt at kende, og gudskelov har man også lyst til at lære dem at kende. Vitserne er generelt gode, og filmen truer aldrig med at drukne i to af genrens værste, mest sejlivede suppedaser: Platte popkulturreferencer og product placement.