Sagt diplomatisk: Det er hendes bedste film. Christina Rosendahls tredje spillefilm er en (super)voksen film om en idealist.

Men først og fremmest er det en film om diplomati og alliancer. Både i krig og kærlighed.

Ligesom i Rosendahls “Idealisten” er afsættet danmarkshistorien. Ulrich Thomsen spiller Henrik Kauffmann som en rolig Ricardo fra “Sommeren ’92”.

Kauffmann var den danske udsending i USA, dengang Hitler truede med krig. Han var manden, der gav amerikanerne den militære adgang til Grønland imod den danske regerings officielle vilje.

“Vores mand i Amerika” er historien om det forræderi, som efter 2. verdenskrig blev ophøjet til heltestatus og dansk politik. Det er historisk nørderi gengivet så lækkert, som de poolpartys Kauffmann-familien deltager i sammen med inderkredsen tæt på præsident Roosevelt.

Den adgang er skaffet igennem den amerikanske kone, Charlotte Kauffmann, der har en smukkere søster, som Henrik har mere lidenskabelige følelser for.

Sådan bliver “Vores mand i Amerika” en film om alliancer og diplomati på mere end én front.

For selv om han kæmper imod direkte ordre fra det nazist-besatte Danmark, så er kampen i privaten nok den største.

Her er portrættet af Charlotte dejligt dobbelt. Misbrugt af ægtemanden for diplomatisk indflydelse hos Roosevelt, men også selv en misbruger – sex for indflydelse. Svag og stærk. En moderne kvinde.

Sådan må Kauffmann – der belejligt betyder købmand på tysk – indse, at idealismen har en pris. Den ægte kærlighed koster. Det samme gør amerikanernes hjælp under 2. verdenskrig.

Christina Rosendahl fortsætter nemlig sin udenrigspolitiske interesse for Danmarks (mis)brug af Grønland, hvilket også var tilfældet med den noget mindre “Idealisten”, der blev holdt sammen af lidt for mange klip fra arkivet.

Men selv om det igen handler om Grønland, så er der lige så mange grønlændere i en Rosendahl-film, som der er ved et politisk møde om Nordatlanten. Ingen.

Selv om jeg ikke betvivler Christina Rosendahls sympati for Grønland, så ville et lokalt perspektiv være tiltrængt, hvis hun vælger at udvide til en tematisk trilogi.

Anderledes ros skal Rosendahl have for ikke at forfalde til at idolisere Henrik Kauffmann som en helt. Han er først og fremmest idealistisk købmand.

Og det er nu engang nemmere at være idealist fra USA, når Hitler invaderer Danmark.

Den pointe understreges subtilt med kontrapunktisk lyd hentet fra 9. april-invasionen, mens billederne viser luksuslivet i USA med champagne på kanten af poolen.

Rosendahl råber ikke spørgsmålet ud, men det stilles mellem linjerne: Hvad havde Henrik Kauffmann gjort i Erik Scavenius’ sted? Kæmpet eller samarbejdet?

Det spørgsmål kan passende diskuteres efter “Vores mand i Amerika” – en diplomatisk bedrift.