En nation af zombier

Zombiefilm er (ud over deres blodbesmurte monstre) især kendte for deres sociale og politiske undertoner. I de seneste par år har genren dog ofte forsømt subteksten, men “Warm Bodies” blander den klassiske zombiefilms konventioner med skarp satire i en effektiv pærevælling, der nok bedst kan beskrives som, øh… rom-zom-com? Hvorom alting er: Det er altså en god zombiefilm med noget så sjældent som en god og vigtig morale. Hvem skulle da have troet det?

R er en zombie. Hans hverdag går med at gå rundt i en lufthavn uden blik for andre. Hans eneste virkelige bekendtskab er en anden zombie, der har lige så svært ved at kommunikere som R selv. Men så ser han en dag Julie, et menneske, der får varme, hidtil ukendte følelser til at spire i ham. R bliver fast besluttet på at forbedre sig, blive mere menneskelig og redde hende fra de andre zombier, der ser hende som endnu en snack i middagsplanen. Imens kærligheden imellem de to vokser, oplever R, at han bliver mere og mere menneskelig dag for dag – men kan omverdenen acceptere denne sære kærlighed?

Instruktøren Jonathan Levine har et anseeligt talent for at blande svære genrer. Ligesom hans forrige film, “50/50”, er “Warm Bodies” en perfekt blanding af genrer, der ikke burde kunne mikses. Her finder vi både skræk, komik, romantik og drama tilsat en samfundsmæssig subtekst, der udgør den endelige prik over i’et. Her kunne man frygte, at en underliggende pointe om den menneskelige tilstand ville fremstå søgt, men Levine indlemmer den på så elegant vis, at det hurtigt virker, som om budskabet om vores menneskelige mangel på følelsesmæssige forbindelser ikke kunne fortælles på bedre måder.

“Warm Bodies” hylder de gode, gamle dage, hvor der var vinyl i stedet for iPods og fastnet i stedet for mobiltelefoner. Vi er en nation af moderne zombier, siger den, og vores sociale sjæl er ved at dø. Man kan selvfølgelig enten være enig eller uenig i den tese, men måden, hvorpå Levine bruger R til at understøtte sine argumenter, fastslår ikke bare pointen, men er også kilde til de fleste af filmens bedre jokes. R’s overvejelser er alle overvejende menneskelige, og det er ikke svært at se lighedstegn mellem ham og tusindvis af nulevende unge, der hver dag bruger deres computere og mobiltelefoner til at komme ud til omverdenen, der til gengæld virker mere og mere uvirkelig.

Desværre er “Warm Bodies” også ofte forudsigelig ligesom de mere konventionelle opusser inden for genren. Der er ingen pludselige, spændende overraskelse, og derfor lever “Warm Bodies” aldrig helt op til dens nytænkende pitch. Levine og Co. forfalder ofte til de genkendelige genrekonventioner, og det er hamrende ærgerligt. Lige så ærgerligt er det, at filmen aldrig bliver rigtig sjov. Dens tema er lige i øjet, men det ville have klædt “Warm Bodies”, hvis komikken var blevet bearbejdet lige så meget.