Tilbage til fremtiden med Wolverine

For tre somre siden slog Matthew Vaughn sagaen om de muterede X-Men tilbage til start. En god, ny start. I “X-Men: First Class” blev en retrolækker historietime om den kolde krig fyldt ud med begyndelsen: Hvordan blev Charles Xavier, med sin insisteren på dialog og fornuft, ærkefjende med Magneto, der har større tiltro til jernhård konsekvens i kampen for at få lov til at være anderledes, til at være mutant. Nu tager X-Men-farmand, Bryan Singer, den ny begyndelse videre i et forsøg på at splejse den med Singers første mutantfilm. Det er resulteret i en film med respekt for fans, kun for fans og med plothuller, som udelukkende fans vil opdage.

Der begyndes lige så indforstået, som Professor Xavier gerne vil være humanistisk rummelig. Her er kun plads til os indviede nørder, der ved, hvem Mystique, Storm og William Stryker er. Så fuck jer andre – nørder, kom med! Kom med til en dystopisk fremtidsverden, der er lige så lækkerond, som “Terminator” har vist os, at fremtiden er. Den sidste time er nær for X-Men-mutanterne, der grusomt Holocaust-udryddes af menneskene. Alt er fortabt. Næsten. For “Terminator” har også lært os, at fremtiden kan omgøres ved at sende en tilbage i tiden for at ændre på én skæbnesvanger beslutning. I mangel på en Terminator sendes mutanten med adamantium i årene, Wolverine, tilbage til syretrip og bukser med svej i. Tilbage til 1970’erne, som huser den her familiesammenføring af en tidsrejsefilm.

På den måde forbinder Singer den skaldede Gajolpakke-velmener, Patrick Stewarts Professor X, fra de første film, med Michael Fassbenders idealistisk intrigante Magneto fra første klasse. Alle – uanset tidsplacering og hårpragt – jagter de nøglen til balladen: Mystique, der i superstjernen Jennifer Lawrences blåbodypaintede skikkelse, har mere X end de andre. Hun er mutantballets tilbejlede prinsesse, som har så svært ved at vælge imellem Xaviers Dr. Pacifist-korrekt og Magnetos Mr. På-den-metalhårde-måde. I første omgang vil hun bare gerne nakke Peter Dinklages herligt diabolske videnskabsdværg Trask, der med sin smørede halvfjerdsersnegl er lige (u)lovligt glad for at lave mutantforsøg.

Men netop karakteren Trask udgør for serien som et hele et plothul så stor som Dinklages “Game of Thrones”-karisma. Hans plan og kumpaner stiller Singers første film i et dårligt logiklys, de mangler simpelthen i den retrospektive ligning, hvis ligningen da ikke ligefrem kortsluttes af en anden Trask i “X-Men: The Last Stand”? Det må bedre nørder end jeg afgøre. For den logiske inkonsekvens sløres effektivt af et ekset overskud, som igen byder på en kulørt historietime. Nu med Vietnamkrig og opfindsomme JFK-teorier, der dog mest er for sjov, vi leger bare, som Evan Peters turbokække Quicksilver er et charmerende eksempel på i en forrygende slowmotion-scene, hvor hans fodrappe drillerier gøres tilgængelige for os uden X.

Og netop dem med X er der måske lige et filmunivers for mange af. På nær den oplagte, dramatiske motor, der ligger i skynd-dig-Wolverine-ellers-dør-vi-her-i-fremtiden-spændingskurven, så virker det unødvendigt ærgerligt med koblingen af de gamle og nye film. Fassbender og James McAvoys unge Xavier klarede den fint uden støttefod i første klasse, så ingen grund til ekstra fortidshjul og en lidt slidt jærv på slæb – for mange mutanter fordærver. Styrken ved Singers første film er dog bibeholdt. “X-Men: Days of Future Past” er politisk (korrekt) og ideologisk fabulerende: Vi har et valg, intet er nødvendighedens politik, du kan smadre din modstanders øje eller vende din kind. Alt det højtraveri imens en mand med evnen til at manipulere metal løfter et sportsstadion. Dét er X-Men!