Zambezia
Udgivet 19. dec 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Afrika bliver ofte portrætteret som en usædvanligt fattig, hjælpeløs og sølle verdensdel, som i dén grad har brug for vores vestlige assistance. I de sidste år har kontinentet dog taget til genmæle, og “Zambezia” virker som et forsøg på også at nå ud til børnene, så Afrika i fremtiden kan blive taget seriøst som et stærkt og smukt kontinent. Men selvom filmens mål altså er ærværdigt, formår “Zambezia” altså aldrig at nå de samme tårnhøje højder som sine storebrødre fra Pixar.
Der er især ét påfaldende element i “Zambezia”, der er med til at knække filmens egen illusion: Tordenfuglene. For hvis man tænker på, hvor svært det er at blive medlem af denne eksklusive gruppe jægerfugle, er de forbavsende langsomme og gumpetunge. Skurkene fanger dem med lethed, og Kai flyver fra dem under sin allerførste øvelse. Måske skyldes det, at ingen af dem får den påkrævede træning, for den bliver der heller ikke gjort meget ud af. Som en ny rekrut bliver Kai i hvert fald næsten slet ikke trænet og én ting er sikkert: Hvis undertegnede var en fugl og boede i Zambezia, ville hun aldrig føle sig tryg. Ikke med så elendige sikkerhedsforhold!
Men når “Zambezia” også prøver at agere humoristisk børnefilm med både action og følelser, falder den ofte igennem, for den er bare sjældent særligt spændende eller særligt sjov. Som sagt er animationen dog flot. Scenerne, hvor vores fuglevenner flyver gennem den afrikanske natur, er enormt flotte og næsten tranceinducerende. Her bliver man for alvor mindet om, at det altså ikke blot er Pixar, der kan præstere visuelle lækkerier på animationsfronten.
“Zambezia” frarådes børn under syv år, men målgruppen synes at være de rollinger, der netop er fyldt fem. Der er bestemt ikke tale om en af de herlige animationsfilm, der både giver børnene og de voksne meget at more sig over. De allermindste vil formentlig elske ethvert sekund, men ethvert fornuftigt, voksent menneske vil finde filmen lige så tam som en veldresseret kanariefugl. Lige præcis derfor får “Zambezia” tre stjerner. Denne anmelder kedede sig nemlig bravt fra start til slut, men kunne samtidigt godt se, hvorfor et lille barn ville elske den fjollede humor og være bedøvende ligeglad med de kedelige karakterer og de underliggende reklamebidrag. De vil måske hoppe glade ud af biografen og belønne den med fire stjerner, mens en gennemsnitlig voksen nok snarere ville ende på to. Og i lyset af filmens konkluderende morale om, at man skal gå på kompromis og altid følge demokratiet, rammer “Zambezia” derfor tre stjerner på den endelige karakterskala.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet