Så sandelig en Sandler-fadæseDet er let at pege fingre ad “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” og kritisere filmens påklistrede moralprædiken og flittige nedgørelse af homoseksuelle og kvinder for at fremmane latter. Men ærlig talt har filmen større problemer end sin svingende tone. Manuskriptet, der ellers er skrevet af to af branchens dygtigste forfattere, Jim Taylor og Alexander Payne, er ludfattig på gedigne morsomheder. Filmen er simpelthen ikke særlig sjov.

Konceptet er ellers udmærket. Brandmændene Chuck og Larry, som både er kollegaer og bedste venner, arrangerer et registreret partnerskab, så Chucks børn er bedre stillet, hvis deres far skulle dø på jobbet. Men det falske ægteskab strider imod loven, og der går ikke længe, før de får en mistænksom sagsbehandler på nakken. Derfor er det heteroseksuelle makkerpar nødt til at lægge deres hverdag om for at overbevise omverdenen om, at de vitterligt er homoseksuelle. Det bliver især svært for den kvindebedårende Larry, som forelsker sig i parrets hotte stjerneadvokat.

Førnævnte Taylor og Payne vandt Oscars for deres fabelagtige manuskript til den fantastiske “Sideways”, og der er mildest talt en verden til forskel mellem de to produktioner. “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” er en blødsøden omgang følelsesporno uden mærkbare overraskelser. Den lægger ud med at udstille homoseksualitet som en eksklusiv klub for letpåklædte, falsetsyngende ungkarle, der flittigt nyder voldsom sex. Der er ikke én eneste statist eller skuespiller, der skal forestille at være homoseksuel, som ikke er en flamboyant stereotyp. Der er dog ikke grund til at være virkelig forarget over, hvor snæversynet filmen er, da den som helhed er så tåbelig, at intet i den umiddelbart kan tages seriøst.

Efter filmens første halvdel bliver den slags jokes, som publikum først blev bedt om at grine af, pludselig ytret af nederdrægtige karakterer, som det er meningen, vi skal hade. Det er ikke blot en smule hyklerisk, det er også højst mærkværdigt. Det ville have været lettere at snuppe den rodede films svingende orientering, hvis den rent faktisk havde været morsom. Men i deres iver efter at balancere mellem både det politisk korrekte og ukorrekte glemmer filmmagerne at raffinere vitserne, som svinger mellem det aldeles forfærdelige, det ringe og det middelmådige. Der er ingen kliché, der ikke hives ud af ærmet – ja, selv en langtrukken badescene med masser af sæbe er inkluderet.

Adam Sandler og Kevin James er dog langtfra forfærdelige i titelrollerne – der er en gnist mellem de to kollegaer, som til tider får én til at trække på smilebåndet. Men man fornemmer immervæk, at begge komikeres potentiale går til spilde. Folk som Dan Aykroyd, Ving Rhames og Steve Buscemi (som virkelig ser ud til at kede sig) dukker også op for en kort bemærkning uden at gøre indtryk, mens Jessica Biel, indimellem nærbillederne af hendes bryster og bagdel, undertiden fremstår troværdig og med autoritet som parrets advokat. Selvom sødsuppen løber over sine bredder i filmens sidste akt, lykkes det faktisk filmmagerne til slut at ytre noget meningsfuldt om tolerance, men det er alt for lidt, alt for sent.

Video”Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” ser lige så godt ud, som en ny og velfinansieret komedie bør i High Definition. Farverne er virkelig mætte og attraktive, og de fremstår immervæk naturtro. Især brandbilernes røde facader og de destruktive, orange ildebrande ser virkelig godt ud. Kontrasten er god – kun i ganske få skud bider man mærke i milde kontrastsvingninger. Og sortniveauet er ofte meget imponerende, selvom der til tider optræder en smule støj og gryn i billedets dunkleste afkroge. Hverken edge-enhancement eller udtværing optræder, og billedet står knivskarpt.

AudioMan vil normalvis ikke forvente at blive blæst væk af lydsiden i en film som “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry”, men skivens Dolby Digital Plus 5.1-lydspor leverer virkelig varen. Filmen drives selvsagt primært af dialogen, og hver eneste replik er krystalklar. Det kan godt være, musikken er lidt kedelig, men i det mindste får den lov til at folde sig godt ud. Alle højtalerne bruges godt til at frembringe subtile lydeffekter, der skaber en troværdig atmosfære i både filmens stilfærdige og højlydte scener. Og apropos højlydte, så er filmens tidlige scener, hvor vi ser brandmændene i aktion, især auditivt fornøjelige – subwooferen tages godt i brug, mens branden sniger sig rundt om seeren via et par fine panoreringer. Der er ingen støj, og kun i et par af filmens indendørsscener savner man mere auditiv aktivitet.

EkstramaterialeDer medfølger to kommentarspor. Det ene er udelukkende med instruktøren Dennis Dugan, og det andet er med Dugan, Sandler og James. Der er heldigvis ikke mange pauser på sporene, som er langt mere seriøse og saglige, end man ellers ville have forventet. Mændene ævler en del og tilbyder ikke megen information om filmens tilblivelse. Til tider kommer skuespillerne heldigvis med en morsom anekdote, men Dugans kommentarer er generelt kedelige og tørre.

Der er også inkluderet fem korte featuretter med en samlet spilletid på cirka 27 minutter, der præsenteres i 1080p. De byder desværre hovedsageligt på kun delvist morsomme klip fra optagelserne og ligegyldige interviews med skuespillerne, som næsten udelukkende roser hinanden. De ni minutters slettede/forlængede scener er ligeledes af mildt sagt svingende kvalitet.

Discen indeholder også en såkaldt ‘Friendship Test’-funktion. Når denne er aktiveret, præsenteres man for nogle få venskabsrelaterede spørgsmål under filmen, og til sidst kan man så se, hvor god en ven man egentlig er. Det er omtrent lige så kedeligt, som det lyder. Man kan også bogmærke ens favoritscener, og skiven giver køberen adgang til mere ekstramateriale via internettet såsom trailers.

Bøsser og brandmændI “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” må to venner og kollegaer indgå proformaægteskab og overbevise omverdenen om, at de er homoseksuelle, for at kunne ordne en forsikringssag. Nok ikke det mest normale oplæg til en komedie, men alligevel bringer filmen intet nyt med sig. Man har på den ene eller anden måde set det hele før, og hvis man har set den lidt mere vellykkede “Three to Tango” fra 1999, vil man nikke genkendende til store dele af handlingen.

Kevin James, der er bedst kendt fra tv-serien “Kongen af Queens”, spiller enkemanden og alenefaren Larry. Han arbejder som brandmand sammen med sin bedste ven, Chuck (Adam Sandler), der lever livet som playboy omringet af kvinder. Larry har haft reddet Chucks liv, og derfor står Chuck i gæld til Larry, og han får hurtigt mulighed for at betale tilbage, da Larry har brug for en tjeneste. Larry kæmper nemlig for at få sin livsforsikring til at gå til sine børn, hvis der skulle ske ham noget. Det er dog ikke særlig nemt, men kan lade sig gøre, hvis han indgår i et proformaægteskab med én, han kan stole på, og hvem er et mere oplagt valg, end ens bedste ven? Desværre er myndighederne på vagt over for svindel, og begynder at undersøge, om Chuck og Larrys ægteskab nu også er ægte nok. Nu må Chuck og Larry leve som ægtepar og vise omverdenen, at de er homoseksuelle. Det er ikke særlig nemt, og værre bliver det, da Chuck forelsker sig i den advokat (Jessica Biel), som skal hjælpe dem.

Filmens omdrejningspunkt er Chuck og Larry, som må gennemleve diverse pinligheder i deres stræben efter at ligne et homoseksuelt par. Problemet er blot, at pinlighederne ikke opstår i forskellige situationer, men at det næsten hele tiden er pinligt for dem. Det trækker det sjove ud af filmen, og efterlader dermed kun nogle få morsomme øjeblikke.

Samtidig bliver det ikke bedre af, at Chuck og Larry på ingen måde virker særlig homoseksuelle og slet ikke i forhold til de andre homoseksuelle karakterer i filmen. Derfor er det heller ikke nogle særlige mindeværdige skuespilspræstationer, som Kevin James og Adam Sandler leverer. Kevin James er, som var han pillet ud af “Kongen af Queens”, og Adam Sandler ligner meget sine tidligere roller, på nær at han har lagt noget af sin aggressivitet på hylden, og fremstår langt mere afdæmpet, hvilket er positivt i denne sammenhæng. Det bedste skuespil skal findes hos Ving Rhames, som spiller stationens nye brandmand, der i første omgang mest ligner en øksemorder, men senere springer ud af skabet som feminin og følelsesladet homoseksuel. En sjov karakter man gerne havde set noget mere til.

I film som “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” er det ikke unormalt, at man udvider grænserne for filmens handling, så det er muligt at skabe de situationer, der skal til for at gøre filmen sjov. På dette område er “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” heller ikke nogen undtagelse. Men her nøjes man ikke med at udvide grænserne – man sprænger dem simpelthen, hvilket får filmens handling til at falde til jorden og spørgsmålene til at hobe sig op. Man får aldrig svar på, hvilke fordele myndighederne har ved at afsløre et proformaægteskab, der ikke er nogen udgift for systemet og hvorfor, der er tale om bedrag? Der gives heller ikke nogen ordentlig forklaring på, hvordan det kan gavne Larrys pensionssag, at han gifter sig med Chuck.