Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 30. jul 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
“Sweeney Todd – Den djævelse barber fra Fleet Street” er altså per definition musical, og det er igennem filmens i alt femogtyve sangbidder, den grumme historie fortælles. Efter femten års uberettiget anholdelse vender barberen Benjamin Barker – nu påklistret navnet Sweeney Todd – tilbage til forrige århundredes London for at gøre regnskabet op. Før det ufrivillige fængselsophold var han gift med sin bedårende tilkomne, og sammen havde de den spæde datter Johanna.
Men når først Sweeney Todd har fået genetableret sig i 1800-tallets tågeindhyllede London med en kyndig håndsrækning fra underboen og tærtemageren fru Lovett, er det som om, roen sænker sig over den engelske købstad. Lidt for meget måske. Jagten på dommer Turpin og hans håndlanger udvikler sig derfor til en lidt for forudsigelig og ensporet venten på det uundgåelige udfald, alt imens byens herremænd får foretaget ind imellem lidt for tætte barberinger. Se, det er noget, Lovett kan bruge til noget i sit virke som konditor, uden at der derved bliver afsløret for meget.
Johnny Depps leg med de knivskarpe rageknive fik denne anmelder til at tænke tilbage på Tim Burtons og netop Depps samarbejde omkring den uforglemmelige “Edward Saksehånd”, som efterhånden har sine atten år på bagen. Det forsøg var imidlertid noget mere vellykket, og nøglen til succes ligger formentligt i daværende films brug af en uskyldig hovedperson, hvorimod hverken Sweeney Todd eller Lovett kan siges at være videre sympatiske i deres respektive handlemønstre. Det er ren overlevelse og blodshævn og står dermed i skærende kontrast til de to teenagere Johanna og Anthonys blomstrende og uskyldige kærlighed. Derfor bliver “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” aldrig i samme grad fængende, om end Tim Burtons altid gode håndværk trods alt stadig er en nydelse.
Tim Burton har med “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” holdt sig inden for sine gængse rammer, men dermed heller ikke skabt banebrydende filmkunst. Filmen har sine øjeblikke, som udgangspunkt en finurlig historie og tilmed storspil med dertilhørende gnister mellem Helena Bonham Carter og Johnny Depp. Men med det lagt til side vækker karaktererne ikke empati, og så bliver hele moradset nu også en kende for forudsigeligt og ensformigt i det lange løb. Burton forstår stadig at underholde, men måske er den begavede instruktør efterhånden blevet for bevidst om sine egne evner. Det ligner rutinearbejde fra en mester.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet