Florian Henckel von Donnersmarcks “De andres liv” er en film, der i sine bestræbelser på at levere en fængslende fortælling om livet i 1980’ernes diktatoriske DDR opnår mange ting. Men den tyske produktion stræber også ihærdigt efter at være en bedre film, end den formår at blive. Men i det mindste stræber den, hvilket er mere, end man kan sige om de fleste thrillere nu til dags.

En fantastisk Ulrich Mühe spiller Gerd Wiesler. Wiesler er en af STASI’s mest anerkendte officerer, og han har bl.a. til opgave at opdrætte en ny generation af betjente. Året er 1984, og der er endnu en håndfuld år til, at muren fjernes, så befolkningen lever stadigvæk i frygt under et frygtindgydende, kommunistisk regime. Den tydeligvis koldblodige og kyniske Wiesler beder selv om lov til at efterforske en kendt teaterinstruktør (den glimrende Sebastian Koch), som bor sammen en populær skuespillerinde (en stærk Martina Gedeck). Men i løbet af processen begynder Wiesler at forstå, at systemet tager fejl, og at individet er hårdt udsat i hans isolerede land. Men Wieslers transformation fra adlydende vagthund til human medborger er faktisk filmens største akilleshæl.

Der er tale om en mand, som har forhørt hundredvis af potentielle flygtninge og deres formodede hjælpere igennem sin langstrakte karriere. En mand, som i sin mimik og udstråling snarere minder om en robot end et menneske. En mand, som noterer sine elevers navne på sin blok, hvis de udviser blot det mindste tegn på basal medmenneskelighed. Og alligevel, efter blot få dages aflytning af sine seneste mistænkte, sidder han på det nærmeste i fosterstilling og er fluks forvandlet til en helt ny, følelsesladet og helt igennem sympatisk person. Reaktionen er forståelig og ventet, men omvendelsen er alt for pludselig, og det svækker karakteren og gør en film, som i den grad stræber efter realisme og plausibilitet, utroværdig.

Men filmen fungerer stadigvæk fortrinligt som en forholdsvis traditionel thriller. Skuespillerholdet leverer i den grad varen, og den fantastiske fotografering og det brillante production-design gør filmen en fornøjelse at se på. Der er også en lille portion humor, som faktisk fungerer ganske godt, og dialogen er skarp. Historien om en professionel aflytter, hvis arbejde ændrer hans liv, er set før i Francis Ford Coppolas “The Conversation”. Men selvom “De andres liv” slet ikke er nær så uforglemmelig, så er den i hvert fald mindst ligeså intens, og intensiteten holdes og er ofte næsten ulidelig. I hvert fald lige indtil den fortænkte slutning…

Efter en yderst dramatisk scene, hvis afrunding ville have dannet et tilpas stærkt slutbillede, hopper vi pludselig knap fem år frem i tiden. Dernæst yderligere to år frem i tiden. Og så to år igen. Al den tidsrejsen giver filmens sidste akt et irriterende fragmenteret præg, som dulmer helhedsindtrykket. Måske hvis Donnersmarck blot havde valgt at springe frem i tiden uden konstant at gøre os opmærksom på det via blikforstyrrende tekst, havde forløbet virket mere organisk. Slutreplikken er dog guld værd, men alt i alt kunne “De andres liv” uden det store besvær have været en bedre film. Måske endda et mesterværk.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “De andres liv” har et lettere tørt og klinisk blå/brunt look, som er med til at gøre filmens Østberlin endnu mere klam og på det nærmeste fængselsagtig. Filmens farvepalet er lidt af en genistreg, og heldigvis er farvegengivelsen fantastisk på denne dvd. Billedet er for det meste knivskarpt, og kontrasten er rigtig god. Digital støj og smuds er der ingen tilfælde af, men der figurerer uheldigvis en lille smule udtværing i nogle af filmens mørkeste scener, mens glorier rundt om personer og objekter (forårsaget af edge-enhancement) er tydelige i ganske få velbelyste scener.

Audio

“De andres liv” er en film, der handler meget om analysen og brugen af lyd. Så heldigvis præsenterer det tyske Dolby Digital 5.1-spor filmens lydside på fornem vis. Filmen er meget dialogbaseret, og det er forholdsvis sjældent, at baghøjtalerne virkelig tages i brug. De bliver primært brugt til at gøre Stéphane Moucha og Garbiel Yareds (som Donnersmarck selv kæmpede ihærdigt for at få hyret) musik mere fyldig. Enkelte gange leverer baghøjtalerne subtile, men stærkt effektive lydeffekter. Sporet besidder også en overordentlig solid bund – prøv bare at tjekke scenen, hvor en champagneprop rammer en af de mange lyskontakter, som indeholder en mikrofon. Dialogen kommer også klart og tydeligt igennem.

Ekstramateriale

Efter discen er lagt i afspilleren, bliver man præsenteret for trailere til “Volver”, “The Queen”, “Leonard Cohen: I’m Your Man” og “Little Red Flowers”. Traileren til “De andres liv” (i forfærdelig kvalitet) er også inkluderet. “Spy Equipment” (3 min.) er en kort, visuel gennemgang af det spionudstyr, som STASI brugte til at udspionere indbyggerne i DDR.

Derudover er der interviews med skuespillerne Ulrik Mühe, Martina Gedeck, Sebastian Koch og Ulrich Tukur, samt instruktør Donnersmarck, produceren Max Wiedemann og filmens tekniske rådgiver, Professor Manfred Wilke. Hver for sig varer interviewene omkring 5 minutter, mens de tilsammen varer ca. 33 minutter. Alle de interviewede disker op med nogle interessante anekdoter og spændende indsigt. Donnersmarck fortæller bl.a. om sit store researcharbejde og om hvordan, han fik ideen i forbindelse med en filmskoleprøve. Alle interviews er på tysk, men har naturligvis danske undertekster. Wilkes kommentarer er især interessante. Han kan bl.a. fortælle, at hvis man lagde alle STASI-sagsakter ved siden af hinanden, ville de måle omtrent 100 km.!

Hvis man spørger de fleste efterretningshistorikere, vil svaret stort set altid være det samme: Den bedste og mest effektive efterretningsenhed nogensinde var DDR’s STASI. DDR var et overvågningssamfund uden lige, og ved murens fald havde STASI over 300.000 ansatte og meddelere. De havde informanter på alle niveauer og i alle dele af samfundet, og ingen regler eller love til at standse dem. I selve STASI’s sindelag var der en hensynsløshed uden lige. Alle var under mistanke, udgangspunktet for enhver undersøgelse var, at man havde fat i en skyldig. Afpresning og frygt var midlerne til at nedbryde ens eget folk.

En sådan loyal ansat i STASI er Kaptajn Gerd Wiesler. Han er en effektiv overvågningsmand og en nådesløs forhørsleder. Overfor dem han vender sit søgende blik mod, er der ingen tilbageholdenhed. Som han minder de studerende på STASI universitet om: ”Vi har med socialismens fjender at gøre.” Wiesler får til opgave at undersøge landets ledende dramatiker Georg Dreyman. Overvågningen sker på foranledning af minister Bruno Hempf, der muligvis er mest motiveret af sin betagelse af Dreymans kæreste, den smukke skuespillerinde Christa-Maria Sieland.

Inden længe har Wieslers hold plantet mikrofoner overalt i Dreymans lejlighed, og Wiesler selv flytter ind på loftet af bygningen, hvorfra han lytter og omhyggeligt noterer alt i sine rapporter om Dreymans færden. I mellemtiden kommer Dreymans loyale tillid til DDR under pres, da en af hans venner bliver blacklistet af partiet, og i fortvivlelse begår selvmord. Det er dog kun starten på de overgreb Dreyman bliver vidne til, og snart ulmer oprøret i ham. Alt dette følger Wiesler, der i sin ensomhed efterhånden føler stigende sympati med sit offer, indtil den dag hvor han griber Dreyman i en forbrydelse, men beslutter at se den anden vej, bare denne ene gang. Da er det allerede for sent, observatøren er blevet en del af begivenhederne, og inden længe er de begge fanget i det dødelige spil.

Med “Good Bye, Lenin” og “Der Untergang” er tysk film for alvor trådt i front på den internationale scene, og har samtidig startet en bølge af selvransagelse over fortidens gerninger. Hvor “Good Bye, Lenin” havde en satirisk og nostalgisk tone, er “De andres liv” anderledes ubønhørlig og fuldstændig blottet for sentimentalitet over fortiden. I stedet tegner den et dystopisk portræt af det selv samme undertrykkelsessamfund som George Orwell allerede i 1949 advarede mod med “1984”, men som ikke desto mindre blev en grusom realitet. “De andres liv” formidler fornemt paranoiaen og fortielsen i det angstfyldte samfund.

Det er også en historie om to mennesker, der er vidt forskellige, men alligevel åndsbeslægtede. Det bliver for eksempel illustreret ved Dreymans lejlighed, der er lettere rodet og proppet til med nips, klenodier og bøger (til sin fødselsdag har han frabedt sig flere). I kontrast hertil er Wieslers hjem sterilt, velordnet og tomt – ikke ulige et hotelværelse. Ikke desto mindre bliver Wiesler dybt bevæget da Dreyman spiller et klaverstykke til sin afdøde ven.