Ad Astra

InstruktionJames Gray

MedvirkendeBrad Pitt, Tommy Lee Jones

Længde122 min

IMDbVis på IMDb

I biografen19/09/2019

Anmeldelse

Ad Astra

4 6

 

Det er den bedste åbning i rummet siden “Gravity“, der er den bedre kusine til “Ad Astra”.

 

Brad Pitt er astronauten i centrum, da uheldet er ude på den rumstation, som han arbejder på.

 

I rollen som Roy McBride finder Pitt dog en del hurtigere tilbage til Jorden, end tilfældet var det med Sandra Bullock i “Gravity”. Men idéen er den samme.

 

Det handler mest om den indre rejse for McBride, selv om han efter ulykken sendes på rumtur til Neptun. Farmand skred, da Roy var barn – nu skal Roy på jagt efter sin far, men uden at blive ligesom ham på rejsen.

 

Således er det sandsynligvis Clifford McBride, der fra et sted nær Neptun står bag de aggressive energibølger, som skabte indledningens uheld. Han må findes og stoppes.

 

Derfor sendes Roy på tur ud i rummet, men også ind i mørkets hjerte, hvor hemmeligheden bag faderens mission til Neptun skal findes – “Ad Astra” er også “Apocalypse Now” som sci-fi.

 

Pitts karakter er systemtro som Martin Sheen, da han jagtede Marlon Brando i Vietnam – Tommy Lee Jones er denne rejses Kurtz, der venter derude for enden af galaksen med et ønske om at finde liv ude i rummet.

 

Det er det paradoks, som Roy ender i. Han leder efter liv/far langt væk fra livet på Jorden, hvor han selv kunne blive far.

 

Sådan noget indser man bedst på en hård rejse, ligesom Bullock skulle få livsglæden tilbage på rejsen ned til Jorden igen.

 

Men Roy er ikke på vej tilbage, han er på vej ud, hvilket fører til “Mad Max”-biljagt på Månen og mytteri på Mars. De få actionsekvenser liver op i en tung affære fuld af alvor og en Brad Pitt, der taler om livets store emner i en højstemt voice-over.

 

Den alvorstunge voice-over er dog nødvendig for at få meningen frem. For Brad Pitt spiller en gammeldags mand af få ord som Ryan Gosling var det i “First Man” og Matthew McConaughey i “Interstellar“.

 

Det er tavse mandemænd, der søger svar derude i rummet til livet nede på Jorden. Den opgave løfter Pitt uproblematisk med og uden tyngdekraft – han er skabt til rollen som tynget mand.

 

Men selv om den indre rejse er både interessant og relevant med et strejf civilisationskritik, der er så populært i disse klimatider, så mangler den ydre rejse det ekstra wow, som tidligere sci-fi-ekspeditioner har haft.

 

Der er ingen indlevende 3D-effekt som i “Gravity”, tidsparadokser a la “Interstellar” eller den overvældende oplevelse ved at gå på Månen i “First Man“.

 

I stedet stiller “Ad Astra” ganske rimeligt spørgsmålet: Hvorfor søge nyt liv ude i rummet, når vi allerede har liv på Jorden, der kunne trænge til opmærksomheden?

 

Svaret findes på rejsen mod stjernerne.

 

Ad Astra anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer