Livet længe leve

Da to af de allerstørste amerikanske filmskuespillere – Brad Pitt og Cate Blanchett – sidste gang tørnede sammen, var det ifølge denne anmelders blakkede hukommelse i den fænomenale og stærkt samfundsanskuende “Babel”, der ikke lader noget som helst tilbage at ønske. I David Finchers forsøg ud i eventyrgenren – “Benjamin Buttons forunderlige liv” – mødes de to billedskønne starletter igen, men denne gang er niveauet et ganske andet.

Med hvad der synes at involvere både arme og ben, har David Fincher lånt, stjålet eller sjusset sig til nært beslægtede genretyper for at formgive nærværende film. Ikke mindst fornemmes forkærligheden for “Forrest Gump”, “Big Fish” og også “Den fabelagtige Amelié fra Montmartre”. Det kunne være så godt, men ender alligevel som noget skidt. Ofte virker referencerne påklistrede, men mest af alt unødvendige. Fincher har gerne villet kreere sin egen, unikke og eventyrlige storfilm. Og det er han naturligvis i sin gode ret til. Cv’et har han i orden. Her fungerer opskriften imidlertid ikke som forventet. Og hvorfor så egentligt det?

Først og fremmest fordi selve nerven i “Benjamin Buttons forunderlige liv” er svær at sluge. Det er svært at tro på filmens overordnede projekt og det faktum, at den bærende figur Benjamin fødes som 80-årig og i modsætning til alle os andre vokser sig yngre og yngre. Det komplekse skal tilmed findes i, at han indvendigt er som et lille barn og først skal til at lære verden at kende, mens han udvendigt starter og slutter som spædbarn. I første omgang dog med alle de følgesygdomme, som ældre mennesker normalt plages af. Nu er det ganske vist et eventyr, vi har med at gøre. Årsagen til denne særegne skabnings specielle livscyklus kendes ikke som sådan. Dog vides det, at en berømt urmager samtidig med Benjamins fødsel i 1918 offentliggør et ur i hjembyen New Orleans. Uret har han ladet gå baglæns i et brændende håb om, at det kan indhente de tabte timer og dermed genoplive hans søn, der netop er faldet i den nyligt overståede Første Verdenskrig.

Det lykkes naturligvis ikke, men om ikke andet får det en afsmittende effekt på Benjamins forunderlige liv allerede fra starten. Livshistorien fortælles igennem den døende Daisy fremme i nutiden baseret på en dagbog, hovedpersonen nedfældede før sin død. De to var igennem et halvt liv sjælefrænder, om end forskellige og uforenelige livscyklusser besværliggjorde omstændighederne betragteligt. David Fincher har her valgt at spille bold på den store bane og skaber også mange fine gimmicks i historien. Undervejs kan det underholde, men i det lange løb er fremhævelsen af de samme skæve personligheders særegenheder en smule enerverende. Benjamin Buttons opvækst sker i trygge rammer på et pensionat for ældre og døende medborgere, der i instruktørens optik ikke er helt normale.

Et væsentligt problem i “Benjamin Buttons forunderlige liv” er det drevne tempo, som er styrende for handlingens udfoldelse. Efter sine ‘ungdomsår’ flytter han hjemmefra og stævner ud for at opleve verden igennem førerhuset på en slæbebåd – en udvikling, der ikke er ulig Tom Hanks’ Forrest Gump i filmen af samme navn. Til en familiefest falder han for den bedårende og purunge ballerina Daisy, som fører en mere frivol livsstil end sin aldrende genpart. “Benjamin Buttons forunderlige liv” har mange fine og nuancerede betragtninger om livet og døden, og hvad der mon sker, hvis man ændrer på naturens orden.

David Fincher har brygget sit kog på F. Scott Fitzgeralds knap hundrede år gamle litterære forlæg. Om det modsat filmen holder vand skal være usagt. Blot må det konstateres, at kærlighedsromancen mellem Benjamin og Daisy, der kun på et tidspunkt i livet er jævnaldrende, i hvert fald ikke gør det. Og som hun bliver ældre og han yngre, bliver den del kun en mere og mere vammel oplevelse at overvære. På den anden side er “Benjamin Buttons forunderlige liv” faktisk en visuelt animerende anretning, hvor de stilistiske og billedskønne scenarier gør filmen værd at bruge tid på, om man så end tror på projektets kurs eller ikke. Set i bakspejlet havde Fincher dog nok ønsket sig, at han kunne få tiden til at gå baglæns og lave sin film én gang til.

Video

“Benjamin Buttons forunderlige liv” præsenteres i et skarpt og mørkt udseende anamorphic widescreen 2.40:1-format med et stærkt farvebrug. Der er ikke tilfælde af digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens edge-enhancement dog forekommer i mindre grad. Oven i hatten er både farvetemperatur og kontrast stabile hele vejen igennem, og alt i alt er det her et fremragende transfer.

Audio

På lydsiden er det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor dækkende. Dialogen er hele tiden klar, mens overstyringer slet ikke forekommer. Filmen understøttes i øvrigt af den sublime underlægningsmusik, der aldrig overdøver den detaljerige atmosfære og de mange distinkte lydeffekter samt vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Som det eneste ekstramateriale er et udmærket kommentarspor med instruktøren David Fincher, der kravler bag om filmen som sådan, forlægget, tematikkerne, livet og døden blandt andet. Det virker interessant nok, men også en kende tørt.

Vi ender alle med at gå med ble

Nogle gange støder man på en film, hvis idé virker så absurd, at man glæder sig til at se, om den flyver mod stjernehimlen eller styrter mod afgrunden. Den visionære filmskaber David Finchers nye film, “Benjamin Buttons forunderlige liv”, om en mand, der bliver født som gammel og gradvist ældes baglæns, er sådan en film. En ambitiøs og smuk fortælling om livets skrøbelighed, der desværre aldrig kommer helt op at flyve.

Det starter ellers rigtig godt. Benjamin Button bliver født under usædvanlige omstændigheder i kølvandet på 1. Verdenskrig. Moderen dør i barselssengen, og faderen går i panik over den nyfødtes groteske udseende, så han lægger sin søn fra sig på en trappesten ved et plejehjem. En sort plejer tager sig af den lille babyolding Benjamin, og han vokser op i selskab med gamle mennesker, der alle befinder sig ved livets endestation.

Det er i denne første del af fortællingen, at filmen fungerer bedst. Man bliver draget af den lille dreng fanget i en rynket og gigtplaget krop og den tilgang, han har til livets udfordringer. Benjamin starter livet omringet af død og bliver dermed et symbol på den skrøbelighed og flygtighed, som er en del af dets natur. Ordene ”Når det at give op bliver mindre smertefuldt end det at holde fast, så er det på tide at give slip” er med til at forsegle den forunderlige Benjamin Buttons skæbne.

Som historien skrider frem, udvikler fortællingen sig desværre mere i retning af en syret udgave af “Forrest Gump”, hvor de småfilosofiske floskler om livet, døden og kærligheden bliver skudt ud med spredehagl, indtil det ikke er til at finde hoved og hale i Finchers budskab. Og ironisk nok bliver filmen langsommere og mere stillestående, jo yngre hovedpersonen kommer til at se ud, og fortællingen taber gradvist det momentum og den fortryllende aura, som man blev draget af i starten.

Hvor filmens narrative struktur til tider er rodet og har svært ved at finde sit fodfæste, så vinder “Benjamin Buttons forunderlige liv” seeren over med nogle af de mest bjergtagende og overdådige visuelle effekter set i meget lang tid. At se Brad Pitt i hovedrollen som Benjamin Button blive transformeret fra en gammel, gigtplaget dreng til en ung og flot olding er intet mindre end fantastisk udført, og man klør sig selv i hovedbunden og undrer sig over, hvordan man har formået at gøre denne illusion så virkelighedstro. Cinematografien i filmen er ligeledes spektakulær med flotte widescreen landskaber, der er som skabt til det store lærred, og farverne og skyggerne i de mætningsfyldte billeder giver filmen et unikt æstetisk look.