Need for Speed
Udgivet 20. mar 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Ah, muskelbiler.. Alle drengerøves hedeste feberdrøm er jo at køre 200 km i timen i en Mustang eller Maserati med en smuk, storbarmet kvinde på passagersædet. Når man så ikke kan drive det videre end lige at runde de 100 på motorvejen til Tyskland i den gamle Opel Kadett med vennerne (hvoraf nogle måske er storbarmede, men det er bare ikke det samme…), så er det trods alt godt, at der produceres en jævn strøm af film, der taler lige til mellemgulvet i dette segment. “Fast & Furious”-serien lever i bedste velgående. Der er endda lavet et computerspil over filmene. Man kan også vælge at gå den anden vej, som det er tilfældet med denne uges “Need for Speed”, der er baseret på EA’s ustyrligt populære spilfranchise.
I det hele taget er filmen et kærkomment gensyn med det gamle filmhåndværk; stuntkørsel. “Bullitt” bliver nævnt som mønstereksemplet på en bilfilm af flere af folkene bag “Need for Speed”. Steve McQueens kærlighedshyldest til bilen voksede da også ud af en værdsættelse for fart og ikke mindst for de stuntmænd, han arbejdede sammen med. Væddeløbsscenerne er også ubestridt det, der fungerer allerbedst i filmen. De er lækkert fotograferede og effektivt klippet, og jeg kan uden forbehold sige, at jeg var godt underholdt af dem. Det er altid en fornøjelse af se passion og stolthed over et håndværk omsat til praksis.
Han bakkes op af et multietnisk hold af gæve gutter med masser af pinlig værkstedshumor, der er så frygteligt dårligt skrevne, at det er svært at tro, at det ikke er med vilje. Den åh-så-unge-og-uskyldige Pete, som er værkstedets klovn, får endda en ‘vision’, som inspirerer Tobey til at tage kampen op imod overmagten. Den stakkels knægt kunne lige så godt have trukket i en rød trøje og malet en skydeskive i panden. Vi skal have motiveret vores hovedperson, og alle ved, at der ikke er noget som en død kammerat til at gøre det. Den død begrædes behørigt og ganske længe i filmens første halve time, men når det store ræs i filmens klimaks går i gang og politibetjente og racerkørere dør grusomt den ene efter den anden, så skal vi som publikum tværtimod begejstres af de vilde eksplosioner. Hvor der handles, der spildes.
“Need for Speed” er en skuffelse. Det kan de fantastiske bilscener desværre ikke ændre på. Hvis man er ganske og aldeles ligeglad med historie og bare vil se hurtige biler, så er det muligvis årets film. Jeg kan desværre kun bedømme filmen som helhed, og sjældent har jeg set så forudsigeligt og dumt et plot. Det er nærliggende at anklage filmen for at ligne et overfladisk computerspil, men det er en lidt for nem anklage. Der laves fantastiske computerspil med gode historier og troværdige karakterer. Ligesom der tydeligvis laves frygtelige film med dumme historier og papirstynde karakterer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet