Når mennesker mødes, og sød musik opstår

Der er på flere måder sød musik i vente for de nok så kræsne øregange med irske John Carneys mageløse og herligt underspillede musical “Once”, der imponerer med en sjældent set indadvendt charme. Trods et gennemgribende spartansk udtryk efterlader filmen, der har rodfæstet sig midt i den irske sangskat, et uafrysteligt aftryk på nethinden.

Handling er der ellers ikke meget af. Og det er skam heller ikke meningen. To anonyme skæbner af hvert sit køn og begge omkring de tredive mødes af tilfældighedens vej på en gågade i den irske hovedstad Dublin, hvorved sød musik opstår. Deres navne får vi aldrig, og det er også fint. For budskabet ligger latent og antyder, at det i og for sig kunne have været hvem som helst og hvor som helst. Han optræder som gademusikant, og hun tjener til dagen, vejen og føden til sin lille søn ved at sælge magasiner og blomster på gader og stræder. Men i musikken finder de fællesskab og en delt fortrolighed.

Det er startskuddet på en turbulent rejse underlagt følelsernes vold. Det er en rejse, hvor kærligheden til musikken er gennemgående, og hvor kærligheden til selve livet ikke er tilsvarende, men ikke desto mindre smitter af på lyduniverset. En lurende kærlighedsfortælling synes endda i syne et sted i horisonten, om end de begge har deres lig i lasten. Den del får vi eksekveret igennem musikken, der dermed bliver samlende for filmen som sådan og også for de to plagede sjæle, der på skift udbasunerer storladne, følsomme og blaserte kærlighedsnumre fyldt med en nerve og et nærvær, der kunne været selv den mest rutinerede singer-songwriter vel undt. “Once” er en gave til musikkens historie. Intet mindre.

Stærkest er dog filmens evne til at skære helt ind til benet og forherlige dens spartanske og minimalistiske niveau, hvor storheden og storladenheden ligger i de små, glatbarberede og livsbekræftende anekdoter, der er uundværligt fyld i “Once”. Heri er så meget varme, medmenneskelighed og empati, at det må få ethvert varmesøgende missil til at sætte kursen mod den irske storby. Det vi her har med at gøre er en film om drømme og om håb. Den egentlige hovedperson har drømmen om at bryde igennem som musiker, hans elegante østeuropæiske modspil drømmen om at sammenføre familien. Igennem samværet med hinanden får de måske skubbet lige præcis så meget til hinanden, at det kan sætte gang i de nødvendige processer for at opfylde drømmenes mål.

Undervejs turer de byen rundt, nyder tosomheden frem for ensomheden, spiser middage og låner sig til jam sessions i den lokale musikbutik. Kemien får eklektiske udladninger, særligt igennem musikken. Men selv om det skulle synes oplagt, og der bestemt flirtes til grænsen, så synes ingen for alvor at kunne tage det første skridt og lade kærligheden blomstre. Alligevel komplimenterer de to jævnaldrende hinanden fortræffeligt på den musikalske scene, og særligt filmens egentlige finale, hvor en plade forsøges indspillet er en mindeværdig oplevelse og hele filmen værd. Den irske lune og selvfremstillende ironi er allestedsnærværende og gør samtidig “Once” til en aldeles uhøjtidelig, men rørende oplevelse.

Selv om hele indfatningen umiddelbart hviler i en digel af positivisme, næstekærlighed og medmenneskelighed, så viser det sig undervejs, at kærligheden ved gud er et mangehovedet monster, der også kan vise sig fra sine mindre skønne sider. Måske er det i virkeligheden derfor, de to hver især fornemmes flygtet fra en uvis fortid og i stedet har indfundet sig i musikkens hovedstad. Svaret står skrevet i vinden, men undertiden, som de kommer tættere på hinanden, erfares det, at han som et såret dyr på savanen er flygtet fra et forlist forhold i London, mens hendes historie i og for sig ikke er voldsomt anderledes.

“Once” er en sansende oplevelse med mange facetter og mange niveauer. Det er svært at sætte sin finger på noget og da slet ikke skuespillet, som bæres eminent i hus af de to hovedrolleindehavere Glen Hansard og Markéta Irglová. De to matcher hinanden blændende, er utroligt godt castet, og sammen giver de det tilskud, der sender filmen lige i hjertet. “Once” er en regulær genistreg fra en instruktør, der tydeligvis foretrækker en bearbejdelse af de små historier. Og gud ske tak og lov for det. Resultatet foreligger dermed soleklart. Nærværende film er formentligt én af de absolut bedste musikfilm, der er komponeret i en anseelig årrække.

Video

“Once” præsenteres i et rimeligt anamorphic widescreen 1.85:1-format, som dog ikke er uden præg af de forholdsvist simple produktionsforhold. Edge-enhancement forekommer i filmens lysere scener, mens grums, udtværinger og blødhed også kan detekteres undervejs i filmen. Herudover er kontrasten ligesom farvetemperaturen nogenlunde stabil i det jævne, men ikke imponerende transfer.

Audio

Den engelsksprogede film suppleres på lydsiden af et Dolby Digital 2.0-lydspor, som er anderledes vellykket. Dialogen er tydelig og uden eksempler på overstyringer, mens atmosfæren underneden også gør en god figur. Vigtigst er dog musikken. Det er den, det hele handler om, og den kommer godt og iørefaldende ud.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet rummer to underholdende og indlevende kommentarspor, begge med instruktøren John Carney samt de to skuespillere Glen Hansarrd og Markéta Irglová, hvor der i det ene skeles til filmen som sådan og i det andet til de sange, der eksekveres undervejs. I to featuretter gås via interviews samt klip fra filmen tæt på henholdsvis filmens tilblivelse og historien bag. Endelig suppleres – i den mere ligegyldige afdeling – med tre små håndtegnede sekvenser, der følger en smule af filmens musik.

Enestående

Mens millioner af filmentusiaster verden over spændt ventede på at se, om “There Will Be Blood” eller “No Country For Old Men” ville vinde den eftertragtede Oscar for bedste film tidligere i år, indtraf et mindre mirakel. En lille bitte film, der blev skudt på godt og vel to uger med billige videokameraer, og som næsten udelukkende var blevet produceret med amatører foran og bag kameraet, vandt Oscar for bedste sang. “Once” (filmens titel) mødte ellers seriøs modstand i form af Disneys “Fortryllet”, der havde fået hele tre af sine storladne sange nomineret. Det var David mod Goliath, og Goliath havde kostet knap 600 gange så meget at finansiere. Sejren var en lunende solskinshistorie på niveau med selve filmens opkvikkende fortælling om kærlighed og musik.

Omsider har denne irske perle fået biografpremiere herhjemme, og ingen tilbedere af musikkens mangfoldige væsen må gå glip af den. Ligesom dens titel, “Once”, er filmen aldeles simpel. Nogle vil måske endda sige banal. Det er trods alt en forholdsvis traditionel fortælling om venskabet mellem en mand og en kvinde (deres respektive navne nævnes aldrig), der begge har døjet med slidsomme kærlighedskvaler, og som sammen via musikken, de dyrker, forsøger at opnå sindsro og trøst.

Her er ingen overrumplende twists. Ingen uforudsete dilemmaer. Ingen dramatiske temposkift. Og allerede et godt stykke tid før slutningen har man en forholdsvis klar idé om, hvordan hele seancen ender. Men man sidder sjældent og efterlyser monumentale overraskelser. Der er ingen grund til, at manuskriptforfatteren og instruktøren John Carney pludselig hiver en kanin op af sin hat, for hans fantastiske musical er så hjertevarm, ubeskriveligt charmerende og forfriskende oprigtig, at man opsluges totalt af filmens festlige, smittende stemning. Og hvis man tror, at turtelduerne øjeblikkeligt falder pladask for hinanden, har man overraskelser i vente. Carney dingler ofte drilsk med klicheer for næsen af publikum, før han kasserer dem og dermed håner vores forventninger.

Modsat mange andre musicals bærer “Once” aldrig præg af griske pengemænds indblanding. Musicalen, der næsten udelukkende gør brug af håndholdt kamera, føles undertiden som en dokumentar. Og den dokumenterer (og hylder) da også fornemt musikkens enestående evne til at skabe glæde, sorg, kærlighed og forsoning. Teksterne handler ikke om berømmelse, penge eller promiskuøs sex, men om langt mere ømtålelige emner som ensomhed og sjælefred. “Once” er derudover ikke en traditionel musical. Folk bryder ikke spontant ud i sang. I stedet er sangene fornemt integreret i historien, således at hver eneste velkomponerede nummer ikke blot fornøjer sjælen og øregangene, men også fører historien videre.

Historien drives ligeså meget af sangene som af karaktererne, og kun to af disse er virkelig betydningsfulde: de to førnævnte musikere. Han spilles af Glen Hansard, der er en forholdsvis kendt musiker i Irland, hvor han er frontmand i bandet The Frames. Hun spilles af tjekkiske Markéta Irglová, som blot var 17 år gammel under optagelserne. Ingen af de to havde spillet skuespil tidligere, hvilket til tider kan mærkes. Men parrets manglende erfaring gør dem også ofte mere overbevisende som almindelige mennesker i filmens realistiske univers. Og Hansard og Irglová, der selv forfattede sangenes tekster, har en fantastisk kemi, hvorfor det ikke overrasker, at duoen siden hen har indspillet og sunget musik i talløse lande. De kommer i øvrigt til Danmark i midten af november.