Det er det feminine modstykke til “Interstellar“, som Bond-baben Eva Green her er i front for.

I “Proxima” er hun ikke ‘babe’, men kvinde, mor og kommende astronaut på en international rummission – vi er tættere på “Gravity” end “Casino Royale”.

For ligesom Sandra Bullocks ene kvinde i rummet så kæmper Eva Green alene i en mandsdomineret verden – dog primært nede på Jorden.

Det gør hun i en lille, skrøbelig film, hvor hun skal bevise sig selv blandt mænd, der betvivler hendes evner, mens hun svigter som mor. Datteren bliver forladt, når mor satser på karrieren. Det konkrete barn bliver ladt i stikken til fordel for at vise vejen for alle fremtidens døtre – I kan også nå stjernerne.

Sådan diskuterer “Proxima” lødigt et feministisk paradoks: Hvis du vil arbejde som en mand, må du også svigte som en mand. Den lektie lærte Brad Pitt på den hårde måde i “Ad Astra“, hvor han rejste ud på mission for at svigte livet på Jorden – familien.

Det samme var tilfældet i “Interstellar”, som jeg genså som corona-repremiere på det store IMAX-lærred. Her handlede det potent om at redde hele verden til tonerne af Hans Zimmer pumpede orgelmusik. Det var en film af en mand om en mand – maskulint.

“Proxima” er sci-fi af Alice Winocour om en kvinde. Forandringen i blikket er tydeligt og ganske sikkert tiltrængt.

Matt Dillon er den modvillige mand, der starter en demonstrations-video, hvor en astronaut som noget naturligt omtales som en ‘han’. Her havde ‘hen’ givet mening – rummet har ikke ét køn.

Heldigvis er “Proxima” befriet fra binær konflikt, som de ville have lavet den i USA. Han og hun. Mand og kvinde. Ond og god. Sådan laver Alice Winocour ikke film – hun er fransk.

Således tøffer astronaut-træningen af sted i en konstruktiv fortælling om begge køn, himmel og jord, karriere og familie. Det hele er lidt svært, men aldrig umuligt.

På den måde får “Proxima” skabt en kompleks sci-fi-heltinde, der er svag og stærk – tilstrækkelig, men svigtende. Hun er relaterbar. En ekstra time på kontoret eller komme tidligt hjem? Det er hverdagens evige forhandling sat ind i en rumramme om at rejse ud på mission.

Til slut letter “Proxima” – og dog. Jeg havde gerne oplevet afsavnet ude fra rummet, hvor Sandra Bullock kæmpede for en returbillet. Derfor må “Proxima” nøjes med at være en lille stjerne.