Muskelbundternes fest

Jeg finder det stadig helt utroligt, at sci-fi-gyseren “Pitch Black” fra 2000 er blevet efterfulgt af ikke blot to fortsættelser, men også en stribe spil, tegnefilm og bøger, der alle kredser om straffefangen Riddick – en muskuløs antihelt på evig flugt engang i det 28. århundrede. Hvorfor er det utroligt, at Riddick er blevet genstand for en vaskeægte franchise? Fordi “Pitch Black” med nød og næppe genererede overskud, mens dens første fortsættelse, “The Chronicles of Riddick” fra 2004, både floppede fælt og blev slagtet af kritikerne. Det er altså et mindre mirakel, at seriens tredje spillefilm, “Riddick”, overhovedet eksisterer, og mirakelmageren hedder Vin Diesel.

Den snart 47-årige skuespiller har så stærk en tilknytning til Riddick-rollen, at han pantbehæftede sit hus og vendte vrangen ud på sin egen pengepung for at sikre, at “Riddick” blev færdiggjort. Diesels engagement er beundringsværdigt, og jeg føler også, at hans anseelige talent som skuespiller er uretfærdigt overset. Måske skyldes det, at Diesel ofte optræder i dumt, men pragtfuldt pjank som “Fast & Furious”-filmene. Men ud over at ose af charme og overskud er Diesel også dygtig til at formidle meget med små miner og bevægelser. Han lader os ane en samvittighed og sorg i Riddicks forpinte blik, der er svært dragende, og Diesels entusiasme og målrettethed bag kameraet gennemsyrer hans tændte præstation foran det. Uanset om Riddick tæsker bidende bæster og dusørjægere eller leverer spydige oneliners med manér, så er Diesels gejst direkte magnetisk.

Og det, at en temmelig traditionel monster-thriller som “Riddick” formår at få to timer til at føles som én, er et stærkt vidnesbyrd om Diesels publikumstække. Jeg kunne egentlig både lide “Pitch Black” og den nedsablede “The Chronicles of Riddick”. Sidstnævnte var måske nok rodet, ujævn og indimellem grinagtigt teatralsk, men det lykkedes den (med forbavsende stor succes) at udbygge forgængerens univers og skabe en interessant, omfattende mytologi, og også her var Diesel i sit es. Men filmen havde været dyr, så dens upopularitet betød, at en lige så grandios efterfølger aldrig ville komme på tale, og derfor minder “Riddick” forståeligt nok mere om den relativt nedtonede “Pitch Black”.

Vi er blot et par minutter inde i “Riddick”, da titelhelten bliver efterladt på en gold ørkenplanet af de grumme, sortklædte necromongers – et fanatisk folkefærd, som bruger alt for meget sminke og hårgelé. Denne fremmede verden er spækket med blodtørstige uhyrer, der mægtig gerne vil sætte tænderne i Riddicks krop, og hans tilværelse bliver ikke just ulideligt lettere, da en gruppe toptrænede lejesoldater dukker op. Men de stridende parter bliver tvunget til at slå sig sammen for at besejre stedets djævelske dyreliv, hvilket praktisk talt er “Pitch Black”-plottet om igen.

“Riddick” kommer straks op i omdrejninger og går aldrig voldsomt ned i gear, så ærgrelsen over filmens beskedne opfindsomhed fordamper hurtigt. Den første halve time er nærmest helt dialogfri og filmens klart bedste akt, hvor frygtindgydende, overbevisende CGI-monstre går i clinch med Diesels karismatiske enspænder. Filmen slutter også med et brag, men tempoet daler en smule i midten, hvor soldaterne introduceres. Persongalleriet har dog op til flere mindeværdige medlemmer – deriblandt den samvittighedsfulde sergent Boss Johns (hvis forhistorie er med til at forbinde “Pitch Black” med “Riddick”) og snigskytten Dahl, der spilles af det elskelige energibundt Katee Sackhoff (bedst kendt som Starbuck i “Battlestar Galactica”). Jeg værdsatte også filmens bramfri sprog og brutalitet – særligt i en tid, hvor filmmagere gladelig lægger en dæmper på intensiteten og jargonen for at sikre en lavere aldersgrænse og derved flere penge i kassen.

Men puha… Jordi Mollà, der spiller dusørjægernes larmende leder, leverer til gengæld en af de allerværste skuespillerpræstationer, jeg nogensinde har set. Selv hvis man ser bort fra spanierens voldsomt distraherende intonation (det lyder ærlig talt, som om han aldrig har talt engelsk før), så er han simpelthen så flagrende og labil, at han konstant truer med at kuldsejle ens indlevelse. Men Mollàs elendighed gjorde mig da ikke mindre grebet af Riddicks kamp for at overvinde den sleske skurk, og måske bed jeg bare ekstra meget mærke i catalonierens rædselsfulde præstation, fordi han er et af de få store minusser i en film fyldt med plusser. Personligt håber jeg da også, at der bliver fulgt op på filmens åbne slutning i en fjerde Riddick-film. Alt andet ville da være riddickulous!

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Langt de fleste scener i “Riddick” foregår om natten eller i kulsorte grotter og dunkle lokaler, så detaljer kunne let være druknet i billedsidens mange skygger og mørke afkroge. Men detaljerigdommen forbliver enorm fra start til slut, og kontrasten er superb. Skarpheden er også i top hele vejen igennem, og jeg bemærkede ingen glorier, banding, støj eller snavs. Farvemæssigt har filmmagerne givet billedsiden et meget gulligt look – formentlig i et forsøg på at få planeten til at virke endnu mere gold og fremmed – men hudfarverne og alle andre nuancer er alligevel fuldkommen naturtro. Et fremragende transfer.

Audio

“Riddick” lyder lige så godt, som den ser ud. Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor udnytter fornemt hele kanalnetværket til at skabe følelsen af, at man befinder sig på planeten sammen med Riddick og Co. De grumme rumvæsner flyver fra højtaler til højtaler takket være en stribe pragtfulde panoreringer, der får nakkehårene til at krible. Alskens subtile, effektive atmosfærelyde – lige fra tordenskrald over regnbyger til fjerne, skingre skrål – tropper op i surround-højtalerne og styrker indlevelsen, og hver eneste replik kommer klokkeklart igennem. Særligt Diesels dybe røst har en vidunderlig rumklang. Musikken får også lov til at folde sig ud i samtlige kanaler og hverken overdøver eller overdøves.

Ekstramateriale

Før hovedmenuen dukker op, præsenteres man for trailere til “Don Jon”, “Homefront” og “Rush”. Derudover er her fire korte dokumentarer: “Riddickian Tech” (11 min.), “Vin’s Riddick” (9 min.), “Meet the Mercs” (11 min.) og “The World of Riddick” (11 min.). De gennemgår alt fra filmens look og rekvisitter til skuespillertruppen og kulisserne. De byder på en smule verbalt rygklapperi, men de rummer også nogle ganske interessante ‘behind the scenes’-klip og interviews. Katee Sachoff er immervæk vidunderlig bramfri. Derudover er her en fin, lille tegnefilm, “Riddick: Blindsided” (6 min.), som fungerer som en slags prolog til “Riddick”. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Machokampe i den golde ørken

Hvis man troede, at Riddick var fortid efter sine eskapader i “Pitch Black” og “The Chronicles of Riddick”, kan man godt tro om igen. Endnu en gang må den hårdkogte antihelt se sig selv jagtet af både monstre og mænd i et fremmed univers, hvor slagets gang lynhurtigt kan vende på en tallerken, og hvor fjender sommetider bliver venner. Og omvendt.

Richard B. Riddick er efterladt i en ørken på en fremmed planet. Hans fjender troede, han var død, og det samme gør de fugle, der prøver at bide stykker af ham. Men nej, Riddick lever stadig i bedste velgående og er opsat på at finde de mænd, der prøvede at slå ham ihjel. Først skal han dog væk fra den livsfarlige planet, hvor to vidt forskellige grupper af mænd (og en enkelt kvinde) prøver at pågribe ham. Den ene gruppe er ude på at indkassere både hans hoved og en dusør, mens den anden har sin helt egen, mystiske dagsorden.

En tese inden for filmdramaturgien slår fast, at man bør kende en films handling efter de første tyve minutter. Det føler man også umiddelbart, at man gør efter de første tyve minutter af “Riddick”, men pludseligt stikker plottet af i en helt ny retning. Og derefter er det desværre svært at ryste følelsen af, at filmen forsømmer historiens ellers spændende springbræt, og man sidder vitterligt og bliver mere og mere frustreret og forvirret, alt imens man venter på, at Riddick får fuldbyrdet sin hævn over dem, der efterlod ham på den ugæstfri klode. Den hævn går dog lidt i glemmebogen, og som seer efterlades man med en sær fornemmelse af at være blevet snydt for den potentielt gribende fortælling, som “Riddick” ellers lagde op til i sin første del.

Heldigvis er dét, som vi i stedet får serveret, en tilforladelig omgang underholdning (der altså ikke lever helt op til filmens intense indledning) i selskab med en nærmest skammeligt tvetydig antihelt. Riddick er en psykopatisk mandschauvinist og en brutal bølle, men dem, han er oppe imod, er endnu værre. På dén billige baggrund bliver han hurtigt til ham, vi holder med, i en verden, der ikke har noget bedre at byde på. Men sommetider er det også helt rart og forfriskende at blive mødt med et filmunivers, der har smidt den politiske korrekthed på porten og i stedet er fuldkommen blottet for medmenneskelighed. Her har vi en hovedperson, der er lige så barsk som sine omgivelser, mens skurken er lige så utiltalende som de monstre, der gemmer sig i planetens vandforsyninger.

Genremæssigt har “Riddick” haft et relativt sparsommeligt budget på 38 millioner dollars, som instruktøren David Twohy må siges at have fået meget ud af. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at Twohy også har instrueret de to første film i serien om Riddick, hvorfor han allerede er godt bekendt med den dødsensfarlige straffefanges fiktive univers, mens filmens flotte udseende og overbevisende CGI-effekter formentlig kan tilskrives Twohys raffinerede økonomiske sans. Man må i hvert fald sige, at han får hver eneste mønt til at række, for visuelt er “Riddick” både flot og overbevisende.