Bourne to Be Wild

En fjerde “Bourne”-film er angiveligt i støbeskeen. Tilbage i 2007 antydede føljetonens ophavsmænd ellers, at man ville standse, mens legen var god, ved at runde sagaen af med seriens tredje kapitel, “The Bourne Ultimatum”. Det havde alligevel været trist at skulle tage afsked med karakteren, som nærmest egenhændigt revolutionerede thrillergenren. Bourne er et dragende og forfriskende troværdigt alternativ til de ensartede, kedelige supermænd, der slår gækken løs i størstedelen af tidens thrillere. Og vi vil formentlig kun blive serveret for flere traditionelle metervarer, når den forhenværende lejemorder en dag ikke længere er her til at vise, hvordan man konstruerer en thriller, der både tirrer nerverne og intellektet.

Hvis man endnu ikke har givet sig i kast med Jason Bournes filmiske eskapader, er der to gode grunde til at se de forrige film først. For det første var begge de foregående episoder fremragende thrillere. For det andet har man ikke en jordisk chance for at følge begivenhedernes gang her i “The Bourne Ultimatum”, hvis man ikke allerede har et intimt kendskab til karaktererne eller de forrige films respektive handlingsforløb. Trilogiens sidste del starter i femte gear og træder aldrig på bremsen, og kun få korte, tilfældige bemærkninger og flashbacks indikerer, hvad Bourne tidligere har foretaget sig.

Bournes forsøg på at finde ud af, hvem han var, før han blev hjernevasket af CIA, tager ham til byer som London, Tanger og New York. Og i hver eneste by får filmholdets talentfulde stuntmænd lov til at demonstrere deres evner via adskillige overvældende, velkoreograferede actionsekvenser – deriblandt filmhistoriens bedste slåskamp siden Sean Connery og Robert Shaw gik til den i en klaustrofobisk togvogn i “Agent 007 jages”. Ligesom i “The Bourne Supremacy” kommer kameraet så tæt på karaktererne og dramaet, at man ikke blot føler sig som tilskuer, men også deltager. Man kommer virkelig under huden på karaktererne, der spilles af et talentspækket ensemble, som bl.a. tæller David Strathairn, Paddy Considine, Joan Allen og en typisk suveræn Matt Damon.

Filmens afsindige tempo er både dens trumfkort og akilleshæl. Man keder sig ikke et eneste sekund, og der spildes ikke tid på lange, redegørende dialoger. Men man får sjældent lov til virkelig at få vejret og fordøje historiens mange twists, og der er ikke afsat nær så megen tid til karakterdrevet drama som i de forrige kapitler. Enkelte af fortællingens elementer virker en smule forhastede – især det semi-romantiske forhold mellem Bourne og hans tidligere kollega Nicky Parsons virker påklistret og utroværdigt. Desuden er Bournes søgen efter svar og selverkendelse slet ikke så engagerende eller tilfredsstillende som hans søgen efter selvransagelse og tilgivelse i trilogiens højdepunkt, “The Bourne Supremacy”.

Mange plotrelevante informationer serveres også ofte via underlige, konstruerede samtaler, hvor det snarere virker som om, at karaktererne taler til publikum end til hinanden. Det er sandsynligvis gjort for at spare tid, men det gør filmen mindre plausibel og vedkommende end sin umiddelbare forgænger. Men instruktør Paul Greengrass’ film var trods alt år 2007’s mest intelligente og fyldestgørende blockbuster. Og ikke nok med, at “The Bourne Ultimatum” fungerer som en særdeles underholdende actionfilm, så har produktionens politisk bevidste instruktør også indsat veltimede referencer til verdens nuværende tilstand, hvor ordensmagterne glædeligt ofrer al moral, lov og etik for at nå endemålet.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Udgivelsens filmlignende transfer er magen til det på den gamle HD-DVD-udgivelse. Der er absolut ingen tilfælde af edge-enhancement, udtværing, komprimeringsfejl eller utilsigtet støj. Den lille portion gryn, der optræder, er blot med til at skænke billedsiden et attraktivt, celluloidagtigt look. Selv billedets dunkleste afkroge er rige på detaljer, der ikke drukner i mørket. Og man kan vitterligt tælle, hvor mange biler, mennesker og endda blafrende måger, der befinder sig på New York og Tangers travle stræder i de forbløffende totalbilleder. Kontrasten er fornem, og farverne summer af vitalitet.

Audio

Udgivelsens Dolby TrueHD 5.1-lydspor fryder også. Dialogen er krystalklar. John Powells musik hverken overdøver eller overdøves, og komponistens kompositioner får ofte lov til at flyde over i baghøjtalerne, hvilket kun intensiverer spændingen. Subwooferen giver både musikken og alskens lydeffekter ekstra power, men LFE-kanalen misbruges aldrig. Der er flere fine, subtile panoreringer, og baghøjtalerne udnyttes endnu bedre end af HD-DVD-udgivelsens udmærkede Dolby Digital Plus-lydspor – den klarere gengivelse af de allerdybeste og allerhøjeste toner gør lydsiden endnu mere besnærende.

Ekstramateriale

Instruktør Paul Greengrass’ kommentarspor er bedre end hans tidligere. Instruktøren taler bl.a. en del om arbejdet med skuespillerne og forsøget på at udvikle historien og karaktererne, mens et højt tempo fastholdes. Der er desværre en del pauser, men englænderen bruger heldigvis ikke megen tid på sniksnak eller gennemgange af egne favoritøjeblikke. Apropos favoritøjeblikke så kan man selv bogmærke ens favoritscener. Når discens såkaldte U-Control-funktion aktiveres, popper talrige, fornøjelige ‘behind-the-scenes’ klip op, mens filmen kører. Man bliver også præsenteret for en masse tekstlige informationer om bl.a. filmens bygninger, dingenoter og karakterer.

Der medfølger omtrent 12 minutters interessante, men overflødige slettede scener. De fleste er snarere alternative udgaver af scener, der allerede optræder i filmen. “Be Bourne Spy Training” er et ganske morsomt spil, hvor man skal besvare spørgsmål relateret til adskillige videouddrag. Hvis ens BD-afspiller er tilkoblet internettet, kan man også sammenligne ens resultater med andres. Via internetopkobling kan man også downloade mere info om bilerne i filmen. Ikke synderlig interessant…

Dokumentaren “Man on the Move: Jason Bourne” (24 min.) indeholder en masse optagelser og interviews med skuespillerne og filmmagerne, der diskuterer filmens mange locations. Det er en interessant dokumentar, der giver seeren et godt indtryk af, hvor vanskeligt det er at skrue en dyr blockbuster sammen. Interessante er også featuretterne “Rooftop Pursuit” (6 min.), “Planning the Punches” (4 min.), “Driving School” (3 min.) og “New York Chase” (11 min.), som gennemgår filmens største actionsekvenser.

Bourne to Be WildDet er til dels glædeligt, at folkene bag “Bourne”-filmene angiveligt vælger at standse, mens legen er god, ved at runde sagaen af med seriens tredje kapitel, “The Bourne Ultimatum”. Men samtidig er det begrædeligt at skulle tage afsked med karakteren, som nærmest egenhændigt revolutionerede thrillergenren. Bourne er et dragende og forfriskende troværdigt alternativ til de ensartede, kedelige supermænd, der slår gækken løs i størstedelen af tidens thrillere. Den ufuldkomne og hårdkogte Agent 007 i “Casino Royale” er tydeligvis også inspireret af Jason Bourne. Forhåbentlig vil genren ikke atter forfalde til traditionelle metervarer, når nu den forhenværende lejemorder ikke længere er her til at vise, hvordan man konstruerer en thriller, der både tirrer nerverne og intellektet.

Hvis man endnu ikke har givet sig i kast med Jason Bournes filmiske eskapader, er der to gode grunde til at se de forrige film først. For det første var begge de foregående episoder fremragende thrillere. For det andet har man ikke en jordisk chance for at følge begivenhedernes gang her i “The Bourne Ultimatum”, hvis man ikke allerede har et intimt kendskab til karaktererne eller de forrige films respektive handlingsforløb. Trilogiens sidste del starter i femte gear og træder aldrig på bremsen, og kun få korte, tilfældige bemærkninger og flashbacks indikerer, hvad Bourne tidligere har foretaget sig.

Bournes forsøg på at finde ud af, hvem han var, før han blev hjernevasket af CIA, tager ham til byer som London, Tanger og New York. Og i hver eneste by får filmholdets talentfulde stuntmænd lov til at demonstrere deres evner via adskillige overvældende, velkoreograferede actionsekvenser – deriblandt filmhistoriens bedste slåskamp siden Sean Connery og Robert Shaw gik til den i en klaustrofobisk togvogn i “Agent 007 jages”. Ligesom i “Bourne duellen” kommer kameraet så tæt på karaktererne og dramaet, at man ikke blot føler sig som tilskuer, men også deltager. Man kommer virkelig under huden på karaktererne, der spilles af et talentspækket ensemble, som bl.a. tæller David Strathairn, Paddy Considine, Joan Allen og en typisk suveræn Matt Damon.

Filmens afsindige tempo er både dens trumfkort og akilleshæl. Man keder sig ikke et eneste sekund, og der spildes ikke tid på lange, redegørende dialoger. Men man får sjældent lov til virkelig at få vejret og fordøje historiens mange twists, og der er ikke afsat nær så megen tid til karakterdrevet drama som i de forrige kapitler. Enkelte af fortællingens elementer virker en smule forhastede – især det semi-romantiske forhold mellem Bourne og hans tidligere kollega Nicky Parsons virker påklistret og utroværdigt. Desuden er Bournes søgen efter svar og selverkendelse slet ikke så engagerende eller tilfredsstillende som hans søgen efter selvransagelse og tilgivelse i trilogiens højdepunkt, “Bourne duellen”.

Mange plotrelevante informationer serveres også ofte via underlige, konstruerede samtaler, hvor det snarere virker som om, at karaktererne taler til publikum end til hinanden. Det er sandsynligvis gjort for at spare tid, men det gør filmen mindre plausibel og vedkommende end sin umiddelbare forgænger. Men Greengrass og Co. har trods alt lavet årets mest intelligente og fyldestgørende blockbuster. Og ikke nok med, at “The Bourne Ultimatum” fungerer som en særdeles underholdende actionfilm, så har produktionens politisk bevidste instruktør også indsat veltimede referencer til verdens nuværende tilstand, hvor ordensmagterne glædeligt ofrer al moral, lov og etik for at nå endemålet.

VideoUdgivelsens filmlignende transfer efterkommer i allerhøjeste grad filmmagernes intentioner. Der er absolut ingen tilfælde af edge-enhancement, udtværing, komprimeringsfejl eller utilsigtet støj. Den lille portion gryn, der optræder, er blot med til at skænke billedsiden et attraktivt, celluloidagtigt look. Selv billedets dunkleste afkroge er rige på detaljer, der ikke drukner i mørket. Og man kan vitterligt tælle, hvor mange biler, mennesker og endda blafrende måger, der befinder sig på New York og Tangers travle stræder i de forbløffende totalbilleder. Kontrasten er fornem, og farverne summer af vitalitet.

AudioUdgivelsens Dolby Digital Plus 5.1 lydspor fryder også. Dialogen er krystalklar. John Powells musik hverken overdøver eller overdøves, og komponistens kompositioner får ofte lov til at flyde over i baghøjtalerne, hvilket kun intensiverer spændingen. Subwooferen giver både musikken og alskens lydeffekter ekstra power, men LFE-kanalen misbruges aldrig. Der er flere fine, subtile panoreringer, og brugen af baghøjtalerne er forholdsvis diplomatisk og som regel velovervejet.

EkstramaterialeInstruktør Paul Greengrass’ kommentarspor er bedre end hans tidligere. Instruktøren taler bl.a. en del om arbejdet med skuespillerne og forsøget på at udvikle historien og karaktererne, mens et højt tempo fastholdes. Der er desværre en del pauser, men englænderen bruger heldigvis ikke megen tid på sniksnak eller gennemgange af egne favoritøjeblikke. Apropos favoritøjeblikke så kan man selv bogmærke ens favoritscener. Når discens såkaldte U-Control-funktion aktiveres, popper talrige, fornøjelige ‘behind-the-scenes’ klip op, mens filmen kører. Man bliver også præsenteret for en masse tekstlige informationer om bl.a. filmens bygninger, dingenoter og karakterer.

Der medfølger omtrent 12 minutters interessante, men overflødige slettede scener. De fleste er snarere alternative udgaver af scener, der allerede optræder i filmen. “Be Bourne Spy Training” er et ganske morsomt spil, hvor man skal besvare spørgsmål relateret til adskillige videouddrag. Hvis ens HD-DVD afspiller er tilkoblet internettet, kan man også sammenligne ens resultater med andres. Via internetopkobling kan man også downloade mere info om bilerne i filmen. Ikke synderlig interessant…

Dokumentaren “Man on the Move: Jason Bourne” (24 min.) indeholder en masse optagelser og interviews med skuespillerne og filmmagerne, der diskuterer filmens mange locations. Det er en interessant dokumentar, der giver seeren et godt indtryk af, hvor vanskelligt det er at skrue en dyr blockbuster sammen. Interessante er også featuretterne “Rooftop Pursuit” (6 min.), “Planning the Punches” (4 min.), “Driving School” (3 min.) og “New York Chase” (11 min.), som gennemgår filmens største actionsekvenser.

Bourne er tilbage!Med filmatiseringen af Robert Ludlums bogtrilogi om agenten med hukommelsestab, Jason Bourne, lykkedes det faktisk Hollywood efter årtusindskiftet at give nyt liv til actionfilmen, som ellers var blevet en lettere træg affære og havde måtte vige for CGI-holdige tegneseriefilmatiseringer og fantasy-film. Med Bourne som en anderledes menneskelig actionhelt var der pludselig noget at komme efter og identificere sig med, uden at der dog var slækket på spændingen eller de hæsblæsende actionscener. Med “The Bourne Ultimatum” afrunder Paul Greengrass filmtrilogien på fornem vis, og får samlet op på alle de løse tråde, men man undgår ikke at tillægge serien en anelse metaltræthed efterhånden.

Filmen blænder op, hvor den forrige sluttede. Jason Bourne (Matt Damon) flygter fra Rusland, men fortiden vil ikke sådan bare slippe taget. En engelsk journalist får nys om Treadstone-projektet, som Bourne var en brik i, og dette tvinger agenten tilbage for at konfrontere CIA. De tror til gengæld, at Bourne er journalistens hemmelige kilde, og den nye task force-leder, Noah Vosen (David Strathairn), skyr ingen midler for at komme ham til livs. Bourne forsøger dog også selv at finde ud af, hvem der lækkede de prekære oplysninger, for denne kan muligvis sætte ham i forbindelse med hans sande fortid og forklare, hvad hans genkommende flashbacks betyder. Hvem der er jæger, og hvem der er bytte, vil kun tiden vise, men én ting er sikkert: Bourne er tilbage, og denne gang er han fuldt besluttet på at slutte spillet!

“The Bourne Ultimatum” lægger sig stilistisk op ad de to forrige film, men det er dog tydeligt, at Paul Greengrass er bag roret, for hans forkærlighed for det håndholdte, rystende kamera, kombineret med et heftigt klippetempo – særligt i de mange actionsekvenser – er ikke til at tage fejl af. Fotografen Oliver Wood, som stod bag kameraet på både “The Bourne Identity” og “Bourne Duellen” har en sikker sans for at fange det naturlige i billederne, samtidig med at han får rig mulighed for at lege med det visuelle sprog. Netop billedsiden ligger godt til den rå og dog menneskelige historie, der, selvom den når hele Europa rundt på eksotisk manér, stadig finder fodfæste i en realisme, der gør filmserien anderledes unik.

Omvendt synes det dog som om, at historien om Jason Bourne nu heller ikke har mere kraft til at kunne fortsættes. På trods af, at “The Bourne Ultimatum” er yderst behændig til at samle op på de to forrige film og således binde det hele an til en større helhed – ved f.eks. at lave adskillige scener der spejler historiens tidligere forløb – så virker det som om, at dramaet i sidste ende får åndenød. Garnet er spundet, Bourne-karakteren kan ikke presses yderligere, selvom han denne gang skal konfrontere sin skaber (en Frankenstein-allegori, der utilsigtet vækker lidt for mange minder om “X-Men 2”), og de mange spejlinger kan godt give fornemmelsen af, at man har set det meste før.

Men actionen er stadig lige i øjet, selvom de mange jagt-sekvenser måske bliver en anelse for lange, og Matt Damon giver igen hovedpersonen en troværdighed, der gør, at vi har lyst til at følge ham til den bitre ende. Omkring ham er det tunge skyts linet op i form af et hold gode skuespillere, der tæller både Joan Allen, David Strathairn, Albert Finney og Scott Glenn, og det gør ikke spektaklet mindre seværdigt.