Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet

InstruktionAndrew Adamson

MedvirkendeGeorgie Henley, Skandar Keynes, William Moseley, Anna Popplewell, Tilda Swinton, James McAvoy, Jim Broadbent, Kiran Shah, James Cosmo, Judy McIntosh, Elizabeth Hawthorne, Patrick Kake, Rachael Henley, Mark Wells, Noah Huntley, Sophie Winkleman, Liam Neeson, Ray Winstone, Dawn French, Rupert Everett, Cameron Rhodes, Philip Steuer, Sim Evan-Jones, Michael Madsen

Længde147 min

GenreAdventure, Fantasy, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen25/12/2005


Anmeldelse

Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet

5 6
Fantastisk udgivelse af fantasifuld film”Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” er en kompetent, men langtfra dristig familiefilm. Det er en film, som maler med brede, sikre penselstrøg, men sjældent virkelig tager sig tid til at skabe en stærk forbindelse til sit publikum, og som lidt for ofte har travlt med at forsøge at være et pompøst, episk alternativ til “Harry Potter”-filmene. Karakterer bliver introduceret i flæng og ofte så hurtigt, at man ikke når at etablere et ordentligt forhold til dem.
Folk, der er vokset op med fortællingen om børnene Edmund, Lucy, Peter og Susan og deres opgør med den frygtindgydende hvide heks, vil sandsynligvis føle en tættere forbindelse til Narnia og fantasiverdenens indbyggere. Et kendskab til universet gør indlevelsen lettere, men det havde været et stort plus, hvis filmmagerne havde haft mere tålmodighed og brugt mere tid på at etablere personerne, verdenen og historien.

Folkene hos special effects-firmaet WETA måtte også gerne have brugt mere tid på skabelsen af filmens computergenererede dyr og baggrunde, der lidt for ofte gør filmen kunstig, hvilket langtfra passer til en grandios, eventyrfortælling. Men filmen har også mange forcer. Det kommer ikke som en stor overraskelse, at filmen blev skudt kronologisk, eftersom børneskuespillerne synes at blive bedre og bedre. Derudover er Tilda Swinton den perfekte hvide heks, James McAvoy er en velkommen hr. Tumnus, og Liam Neesons mageløse stemme får én til at hylde filmens særdeles computergenererede kongeløve, Aslan.

Lydsiden er i øvrigt sprudlende, Harry Gregson-Williams musik er fornem, og man har også smidt adskillige habile musiknumre ind af talentfulde kunstnere som Imogen Heap og Alanis Morissette. Og på trods af de ofte middelmådige effekter er det sjældent, man kan hævde, at “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” ikke er billedskøn.

Udgivelsens ekstramateriale afslører tydeligt, at instruktør Andrew Adamson (“Shrek”) er lidt af en barnlig sjæl, og hans forfriskende og næsten paradoksalt professionelle barnlighed har gjort “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” til en herlig naiv og stærkt underholdende oplevelse i høj grad på samme måde som f.eks. “Star Wars”-filmene. “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” er langt fra lige så gennemført, helstøbt eller betydningsfuld, men det er dens afvæbnende naivitet, der er dens største styrke. Adamsons film minder os om dengang, verdens problemer var fjerne og ubetydelige, og ideen om en eventyrverden gemt i et gammelt klædeskab slet ikke var så utroværdig endda.

Video”Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” så desværre slet ikke så godt ud på dvd, som den storladne film burde have gjort. Farvetemperaturen vaklede lidt, billedet var til tider lidt uskarpt, og edge-enhancement plagede flere sekvenser. Men det er derimod praktisk talt umuligt at sige noget dårligt om BD-udgivelsens fantastiske transfer. Hvert eneste snefnug og græsstrå i Narnia fremstår knivskarpt. Ikke ét eneste billede kan klandres for at være sløret, og detaljerigdommen er så enorm, at man opdager nye visuelle detaljer ved hvert eneste gensyn. Kontrasten er perfekt, farverne er lamslående, og ikke én glorie eller ét uønsket støvkorn optræder.
AudioSkivens ukomprimerede, engelske PCM 5.1-mix er formidabelt. Både høje og dybe toner er ufattelig distinkte. LFE-kanalen udnyttes på de helt rigtige tidspunkter, og hver eneste replik er krystalklar. De talløse panoreringer er usynlige og effektive, og lydbilledet er spækket med fornøjelige lydeffekter i alskens afskygninger, der gør filmens særprægede univers fuldstændig troværdigt. Harry Gregson-Williams musikalske bidrag får for alvor lov til at folde sig ud med manér. Børnefamilier kan også glæde sig over, at skiven indeholder et hæderligt dansk Dolby Digital 5.1-lydspor.
EkstramaterialeDer medfølger to kommentarspor. På begge spor optræder instruktør Andrew Adamson, som på det første spor ledsages af filmens børneskuespillere og på det andet af produceren Mark Johnson og production-designeren Roger Ford. Der er for det meste godt gang i deltagernes mundtøj, og der bliver talt om skuespil, historie, teknik mm. Hvis man aktiverer den såkaldte “Discover Narnia Fun Facts”-funktion, dukker der tekstlig info op undervejs om filmen, universet og dets historie.

På udgivelsens 2. disc befinder der sig en masse dokumentarer. I “Chronicles of a Director” (38 min.) hører vi en del om instruktøren Andrew Adamsons arbejde. Vi kommer tæt på filmens forarbejde, castingen og – i høj grad – filmens udseende og effekter. Dokumentaren er fyldt med interessante anekdoter, billeder og interviews. “The Children’s Magical Journey” (27 min.) beretter om børnenes oplevelser under optagelserne. Det er muntert at få lov til at se skabelsen af filmen gennem børnenes øjne.

“From One Man’s Mind” (4 minutter) omhandler C.S. Lewis, og “Anatomy of a Scene: The Melting River” (12 minutter) fortæller selvsagt om skabelsen af scenen med den smeltende is. Klikker man på menupunktet “Cinematic Storytellers” får man adgang til 8 dokumentarer om filmens hovedansvarlige bagmænd, såsom WETA’s Richard Taylor og komponisten Harry Gregson-Williams. Kvaliteten er gennemgående høj, og tilsammen varer de i alt 55 minutter. Det eneste, man savner, er noget om lyden. Undermenuen “Creating Creatures” byder på 11 korte featuretter, der går tæt på flere af filmens karakterer. Tilsammen varer de små 15 minutter.

Trykker man på menupunktet “Explore Narnia”, bliver man præsenteret for et kort over Narnia, som man har mulighed for at udforske. Dette vil garanteret være et hit blandt de mindste. Her er også en tidslinie bestående af adskillige fine animerede sekvenser, der beretter om Narnias historie. Discen byder også på 4 minutters ofte morsomme fraklip.

Desværre præsenteres alt videomaterialet i Standard Definition. Det eneste ekstramateriale, der er produceret i 1080p, er det interaktive spil “Battle for Narnia”. Det er et forbavsende underholdende spil, der vækker minder om kortspillet “Magic: The Gathering”. Man skal alliere sig med forskellige væsner og sammen udradere et væld af monstre i Narnia. Spillet er både tilpas lettilgængeligt og avanceret, hvorfor både børn og ældre spillere formentlig vil more sig med det.

“Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” er en underholdende og letfordøjelig familiefilm, som gerne måtte have været mere ambitiøs og tålmodig. Denne BD-udgivelse er imidlertid enestående. Både skivens transfer og lydspor er eksemplariske. Det er lidt ærgerligt, at udgivelsen ikke indeholder den forlængede udgave af filmen, som blev udgivet på dvd. Men der medfølger nok ekstramateriale til at holde fans beskæftiget i dagevis. Selv hvis man ikke er en stor tilhænger af filmen, er der god grund til at kigge nærmere på denne mageløse Blu-ray, som uden tvivl er blandt årets bedste.

Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet

5 6
Folk uden kendskab og kærlighed til Narnia-bøgerne, miniserien og tegnefilmen vil sandsynligvis opleve “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” som det, den egentlig er: en helt kompetent men ikke særlig skelsættende eller dristig familiefilm. Det er en film, som maler med brede, sikre penselstrøg, men sjældent virkelig tager sig tid til at skabe en stærk forbindelse til sit publikum, og lidt for ofte har travlt med at forsøge at være et pompøst, episk alternativ til “Harry Potter”. Det gør egentlig, at filmen kommer til at føles forhastet og utilstrækkelig. Karakterer bliver introduceret i flæng og ofte så hurtigt, at man ikke når at etablere et ordentligt forhold til dem og derfor ender med at få et lidt apatisk forhold til visse elementer af fortællingen.
Derimod vil folk som undertegnede, der er vokset op med Narnia-universet fra barndommen af (især via BBC’s mageløse miniserie), sandsynligvis føle en tættere forbindelse til Narnia og dets indbyggere. Et kendskab til universet gør indlevelsen lettere og oplevelsen mere berigende. Men det er naturligvis ikke en optimal situation. Måske er det noget, som den kommende forlængede udgave af filmen vil råde bod på. Det er måske egentlig ikke så forfærdelig meget, der skal til. Lidt mere tålmodighed og tid til at etablere personerne, verdenen og historien ville være et stort plus. Folkene hos special-effects firmaet WETA måtte egentlig også gerne have brugt lidt mere tid på skabelsen af filmens computergenererede dyr og baggrunde, der lidt for ofte gør filmen kunstig og endda studieagtig, hvilket langtfra passer en grandios, eventyrfortælling som den i “Narnia”.

Men der er også masser af godt i filmen. Det er ikke overraskende at erfare, at den blev skudt kronologisk, eftersom børneskuespillerne synes at blive bedre og bedre. Det tjener egentlig også karaktererne, og derudover er Tilda Swinton den perfekte hvide heks, “Children of Dune”s James McAvoy er en velkommen hr. Tumnus, og Liam Neesons mageløse stemme får én til at hylde filmens særdeles computergenererede kongeløve, Aslan. Harry Gregson-Williams musik er fornem og endda ofte rørende, og man har også smidt adskillige habile sange fra talentfulde musikere ind i filmen. Og på trods af de ofte middelmådige effekter er det sjældent, man kan kritisere “Narnia” for ikke at være billedskøn og besiddende et sprudlende lydbillede. Men det er i sidste ende ikke teknikken, der giver filmen en 4-stjernet vurdering, men dens uskyldighed.

Ekstramaterialet på dvd’en viser ofte tydeligt, at instruktør Andrew Adamson (“Shrek”) selv er lidt af en barnlig sjæl, og hans forfriskende og næsten paradoksalt professionelle barnlighed har gjort “Narnia” til en herlig naiv og stærkt underholdende oplevelse, i høj grad på samme måde som f.eks. “Star Wars”. “Narnia” er naturligvis langt fra lige så gennemført eller betydningsfuld en film, men det er denne luftige naivitet, der er dens største styrke. Adamsons film minder os ofte om dengang verdens problemer var så fjerne og ubetydelige, og ideen om en eventyrverden befindende sig i et gammelt klædeskab slet ikke var så utroværdig endda.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Narnia” byder på et godt, men skuffende, transfer. Billedet er en anelse blødt, og derudover optræder farverne af og til en smule for matte. Vi slipper heller ikke for en lille dosis edge-enhancement. Måske er det inkluderingen af adskillige Dolby Digital 5.1 spor, der har haft denne lidt kedelige effekt på billedsiden. Men farverne ser dog generelt dejlige ud, kontrasten er virkelig god og grums, gryn og snavs er fraværende.
AudioDvd’en indeholder desværre ikke det fantastiske DTS-mix, som var at finde på R1-udgivelsen af “Narnia”. Men det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor, som befinder sig på denne danske udgivelse, er bestemt heller ikke uimponerende. Bunden er god, dialogen klar, musikken fyldig og effektiv. Samtlige højtalere deltager i festen, uden at overbenytte baghøjtalerne unødvendigt. Men man savner alligevel en lille smule mere punch og kreativitet… de magiske, uforudsigelige genialiteter, som en film som “Narnia” burde være fyldt med. Kanalnetværket bliver simpelthen udnyttet på lidt for ordinær vis. Det danske Dolby Digital 5.1-mix er også rigtig godt, hvor stemmerne så naturligvis er blevet dubbet af diverse danske skuespillere.
EkstramaterialeLigesom alle andre Disney dvd’er byder “Narnia”-dvd’en på adskillige trailere. Trailere til “Cars”, “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste”, “Lille kylling”, “Sky High”, “Bjørnebrødre 2” og den kommende special-edition “Den lille havfrue”-dvd er alle inkluderet. Disc 1 byder også på 4 minutters ofte morsomme fraklip.

Det mest interessante materiale på disc 1 er naturligvis de forskellige kommentarspor. Der er tre af slagsen, hvor de to er traditionelle lyd-kommentarspor og det sidste er et tekstligt et af slagsen, hvor info om filmen, universet og dets historie løbende dukker op under filmen. Hardcore Narnia-fans vil nok ikke lære meget nyt, og informationerne er fåtallige, så det er godt at aktivere samtidigt med et af de to lyd-kommentarspor.

Og disse er begge ganske gode. På begge spor deltager instruktør Andrew Adamson, ledsaget på det første spor af filmens fire børn og på det andet af producer Mark Johnson og produktionsdesigner Roger Ford. Der er pauser på begge spor, men der er for det meste godt gang i deltagernes mundtøj, og der bliver talt om både skuespil, historie og teknik.

Disc 2 er delt op i to dele: “Creating Narnia” og “Creatures, Lands & Legends”.

Første del byder på adskillige dokumentarer. Først og fremmest “Chronicles of a Director” (38 minutter) og “The Children’s Magical Journey” (27 min.). I den førstnævnte hører vi om instruktør Andrew Adamson og hans oplevelser med at instruere sin første live-action spillefilm. Vi kommer tæt på forarbejdet på filmen, castingen og – i høj grad – filmens udseende og effekter. Dokumentaren er velproduceret, interessant og fyldt med interessante anekdoter, billeder og interviews med nærmest alle filmens vigtige personligheder.

“The Children’s Magical Journey” fortæller om børnenes forhold til filmen og oplevelser under optagelserne. Det er egentlig ganske muntert at få lov til at se skabelsen af filmen gennem børnenes øjne, som ikke bare betragtede deres arbejdsplads som en dyr kulisse, men som noget magisk.

Vælger man “Evolution of an Epic” på samme menu, finder man featuretten “From One Man’s Mind” (4 min.) omhandlende C.S. Lewis, samt “Anatomy of a Scene: The Melting River” (12 min.), som selvsagt fortæller om skabelsen af scenen med børnene og floden med den smeltende is. Klikker man på “Cinematic Storytellers” får man adgang til otte dokumentarer omhandlende filmens hovedansvarlige bagmænd, såsom WETA’s Richard Taylor og komponisten Harry Gregson-Williams. Kvaliteten er gennemgående høj, og tilsammen varer de i alt 55 minutter. Det eneste, man her kunne savne, var måske lidt om lyden. Undermenuen “Creating Creatures” byder på 11 korte featuretter, der går tæt på flere af filmens karakterer. Tilsammen varer de små 15 minutter.

Så går vi tilbage til dvd’ens anden hoveddel: “Creatures, Lands & Legends”. Vælger man her “Explore Narnia”, bliver man præsenteret for et kort over Narnia, som man har mulighed for at udforske. Dette vil garanteret være et hit hos de mindste. Her er også en tidslinie bestående af adskillige fine animerede sekvenser, der beretter om Narnias historie.

Menuerne er for øvrigt vældig flotte, og i dvd-æsken befinder der sig også nogle papirtrykte concept-art billeder.

“Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” er en underholdende og letfordøjelig familiefilm, som gerne måtte have været lidt mere bred og langmodig. Men den er et glimrende alternativ til “Harry Potter”-filmene, som først for nylig synes at have fået et effektivt spark i numsen. Men hvor “Narnia” er god, er dvd’en simpelthen fremragende. Billedsiden er flot, lydsiden fremragende, og ekstramaterialet er simpelthen eminent. En aldeles fremragende udgivelse.

Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet

4 6
En af årstidens størst anlagte film er første del af nyindspilningen af de klassiske krøniker fra Narnia: “Løven, heksen og gardeskabet”. Den er indspillet i New Zealand, og som i “Ringenes Herre” er der ikke mangel på storslåede landskaber, og landet er den perfekte kulisse for eventyrlandet Narnia. Takket være omgivelserne og computerteknologiens fortræffeligheder er filmen blevet et storslået og magisk eventyr.
Det er krig. Bomberne regner ned over London, og moderen til de fire børn Peter, Edmund, Lucy og Susan ser ingen anden mulighed, end at sende sine elskede børn væk i sikkerhed. De havner på et stort gods langt ude på landet. Professoren der bor på godset vil under ingen omstændigheder forstyrres, så de fire børn er nødt til at underholde sig selv. En dag under en gemmeleg havner familiens mindste, Lucy, i det eventyrlige land Narnia, da hun går gennem et klædeskab. Snart følger de andre børn efter og den utrolige fortælling kan udfolde sig.

Narnia er henlagt i en evig tilstand af is og kulde, da den onde isheks Jadis har taget magten. En profeti fortæller dog, at fire menneskebørn en dag vil komme og gøre landet frit igen. Derfor vækker det naturligvis en masse postyr da de fire søskende pludselig befinder sig i Narnias snedækkede skove. Og farerne lurer; den unge Edmund lokkes af Snedronningens falske løfter, og Peter har ikke den store lyst til at være hærfører i en forestående krig.
Modvilligt påtager børnene sig alligevel rollerne som landets frelsere, godt hjulpet på vej af den mægtige løve Aslan. To hære samles for at mødes i ét altafgørende slag, der skal afgøre Narnias skæbne en gang for alle.

På trods af at fortællingerne om Narnia har været indspillet indtil flere gange, er det vel kun naturligt, at man vælger at gøre endnu et forsøg, når nu man mestrer teknikken til at gøre effekterne troværdige. De visuelle effekter er da også til tider imponerende. I Narnia taler dyrene, der findes fauner samt andre mytiske skabninger og animationerne i persongalleriet er virkelig gode. Når man vælger at have kentaurer til at gå rundt, er det altafgørende, at det virker troværdigt, hvis ikke hele filmen skal tabes på gulvet – og det gør det heldigvis. Såvel gamle læsere af C.S. Lewis’ fortællinger, som de, der har gemt oplevelsen til det store lærred, vil glædes over filmens visuelle udtryk. Der er ikke sparet på effekterne, og man overvældes til tider af de smukke landskaber og gennemførte detaljer.

Det, der er filmens styrke, er desværre også dens svaghed. Narnia er blevet et besynderligt klinisk og tomt land, som man ikke helt kan leve sig ind i. Som det er tilfældet med de fleste filmatiseringer, så er der naturligvis skåret ind til benet i historien, og mange detaljer er udeladt. Det samlede resultat er dog blevet en ganske udmærket og sammenhængende historie, hvor alle vil kunne være med. På skuespilsiden skal Tilda Swinton som isheksen fremhæves, hun er vidunderligt iskold og på samme tid skrøbelig, og bestemt filmens bedste figur.

Er “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet” anno 2005 så gået hen og blevet en god film? Både og. Den vil med garanti begejstre det yngre publikum, og på trods af, at det er en til tider voldsom film, er der ikke noget de små ikke vil kunne tåle at se. Den er bestemt værd at tage familien med ind i biografen for. Fortællingerne om Narnia er for længst blevet klassikere, men denne film er desværre ikke helt i samme liga – der mangler lige det sidste. Den er sanselig smuk, eventyrlig og frem for alt en god historie. Havde der blot været lidt mere af det fantastiske og magiske i stedet for det alt for polerede og pæne, ja, så ville den have siddet lige i skabet.


Trailer

Kort om filmen

I C.S. Lewis’ tidløse eventyr møder vi de fire Pevensie-søskende Lucy, Edmund, Susan og Peter. Historien foregår i England under 2. Verdenskrig, hvor de fire børn kommer til landet Narnia, da de går igennem et magisk klædeskab, som de finder, da de leger gemmeleg på en mystisk professors gods. I det engang så fredelige Narnia møder der børnene et charmerende land, hvor der bor talende dyr, dværge, skovguder, kentaurer og kæmper. Men den onde, hvide heks Jadis har kastet en forbandelse over landet, som hun har indhyllet i evig vinter. Med hjælp fra den ædle og gådefulde hersker, den imponerende løve Aslan, tager børnene kampen op mod Jadis i et imponerende slag, som for altid skal befri Narnia fra hendes iskolde jerngreb.