”Blade Runner” findes, derfor er jeg

Hvordan ved du, at du findes? Ja, dig! En fyr, der hed René Descartes, svarede på det spørgsmål for dig for 400-500 år siden. ’Jeg tænker, derfor er jeg', filosoferede han. Om fire år gør Harrison Fords Deckard sig de samme tanker. Altså i fiktionens “Blade Runner”, der foregår i en fjern fremtid i et L.A. i år 2019. Eller det var en fjern fremtid dengang i 1982, hvor første ud af flere versioner af Ridley Scotts sci-fi-klassiker fik premiere. Nu får den re-re-repremiere i digitalt restaurerede klæder i Final Cut-versionen fra 2007. Det klæder den.

For “Blade Runner” er på alle måder om og for øjet. Den støvregnende neonstorby med blå Atari-skilte, der er gjort orientalistisk fremtidsfremmed af asiatiske nudelbarer, ser dystopisk lækkercool ud. Mine øjne kan blive ved at se på det her 80’er-bud på 2019, der desværre nok ikke bliver så kitschet fedt IRL. Så skal Atari i hvert fald til at oppe sig.

Øjnene er også centrale for handlingen i “Blade Runner”. Det er igennem øjnene, at de såkaldte Blade Runners kan afgøre, om en person er menneske eller replikant, et kunstigt, menneskeskabt menneske. Det er Deckard den bedste til at hitte ud af. Han skal finde seks replikanter og sende dem på pension, som ordensmagten kalder det. På samme måde som man sætter sin bil på pension. Havde de været mennesker, var der tale om henrettelser, udryddelse.

Det er i forskellen (eller ligheden) imellem menneske og replikant, at “Blade Runner” har sin filosofiske styrke. Vi, menneskene, har erindringer, en levet barndom, imens replikanterne har falske minder, plantet af deres skaber. Men hvordan ved jeg, du og de andre menneske, at vores erindringer er ægte? At de ikke er plantet der af vores skaber? Jeg ved ikke en skid. Kun, at jeg tænker – derfor er jeg. Derfor er replikanterne vel også, hvis de tænker? Det kan der tænkes helt til 2019 over.

Imens bliver jeg ved med at tænke på Deckards første henrettelse/pensionering, hvor han skyder en replikantkvinde i ryggen til vemodige 80’er-synthesizers. Da den dræbende kugle rammer ryggen smadrer hun sig i slow-motion igennem et glasparti. Hendes gennemsigtige kjole-regnslag er nu oversprøjtet med blod. Nu tænker hun ikke mere, derfor er hun ikke mere. Kameraet sender et skyldigt blik på Harrison Fords noir-detektiv, der er rodet ind i noget, han vist ikke helt kan gennemskue. Det er ny noir, 80’er-overdrev, grimsmuk sci-fi, et mord og store tanker om, hvem vi er. Det er derfor, at “Blade Runner” kommer til at overleve sit eget 2019.

Årets udgivelseEgentlig er det en smule utroligt, at Ridley Scotts monumentale “Blade Runner” ikke blev efterladt død og begravet under det ubestigelige bjerg af uafhentede billetter og uflatterende adjektiver, som biografgængere og kritikere bombarderede den med i 1982. Men nøjagtig ligesom John Carpenters “The Thing”, der floppede samtidig med “Blade Runner”, har Scotts mesterværk tilegnet sig en støt voksende fanskare og en permanent plads på velansete filmhitlisters podiepladser. Der er sandsynligvis ikke blevet produceret én eneste betydningsfuld science fiction-film de sidste 25 år, som ikke har ladet sig inspirere af Scott og Co.’s overvældende fremtidsvision.

Filmens dystopiske portræt af en forurenet, futuristisk metropol er lige så visuelt lamslående i dag, som det var for et kvart århundrede siden – også selvom netop dét portræt nu minder foruroligende meget om adskillige globale storbyers nuværende udseende. Karaktererne befinder sig i en langtfra attraktiv udgave af Los Angeles anno 2019, omsluttet af kvalmende røgtåger og badet i syreregn og neonskiltenes uslukkelige lys. Filmens majestætiske modelbygninger kan sagtens tåle at blive sammenlignet med det allerbedste, som ILM og WETA’s ypperligste artister kan præstere med deres toptunede datamater.

“Blade Runner” ikke blot fortjener, men forlanger adskillige gensyn, da filmens overlegne æstetisk ikke tillader seeren at fokusere på både den komplekse historie og de uforglemmelige billeder ved første gennemsyn. Hvis man som filmentusiast går glip af “Blade Runner”, svarer det til, at man som kunstner bor hele livet i Paris uden at besøge Louvre. Men alle ved jo trods alt, at Mona Lisa befinder sig på museet, og på samme måde er handlingsforløbet i Ridley Scotts spillefilm velkendt. Harrison Ford spiller Deckard, og Blade Runner er navnet på hans profession. Deckard er trænet i at opsnuse løsslupne replikanter – menneskelignende androider, der ikke blot er fysisk, men også mentalt forenelige med deres skabere. Men det er ulovligt for replikanterne at lave andet end monotont og ofte dødsensfarligt slavearbejde.

Hvor er det ironisk, at en film, der til tider anklages for at være et følelseskoldt effektorgie, ender med at være en af filmhistoriens mest livsbekræftende fortællinger. Replikanternes kamp for at forlænge deres kortvarige liv tvinger os til at erkende værdien af vores egne eksistenser og alt det, vi tager for givet som beboere i en uoverskuelig verden med en horisont, der konstant flytter sig. Næsten hver eneste scene i “Blade Runner” stiller seeren det vigtigste af alle spørgsmål: Hvad vil det sige at være et menneske? Deckards modstander, Roy Batty, leverer en hjerteskærende og dybt poetisk monolog (som en ubeskriveligt fremragende Rutger Hauer selv forfattede halvdelen af), der smukt minder os om tidens flygtige væsen og nuets enorme betydning.

Naturligvis må man ikke glemme, at “Blade Runner” ikke kun er en filosofisk og eksistentiel affære, der fornemt hylder de værdier, som romanforlæggets ophavsmand, Philip K. Dick, værdsatte. Ridley Scotts blot tredje film er tilmed en ofte vanvittigt underholdende thriller og et gribende kærlighedsdrama. Harrison Ford er perfekt som den asociale, ensomme Deckard, der forelsker sig i replikanten Rachel. Hun spilles af Sean Young, der hverken før eller siden har mønstret en præstation af samme kaliber. Vangelis’ uforglemmelige musik går lige i hjertet og har formentlig fortsat æren af at være musikhistoriens eneste synthesizer-score, der ikke virker håbløst forældet.

Det er umuligt at anmelde “Blade Runner” uden at omtale de talløse versioner af filmen, der er blevet udgivet. Biografudgaven bød på Harrison Fords guidende fortællerstemme og en påklistret, rosenrød slutning spækket med fraklip fra Stanley Kubricks “Ondskabens hotel”. I 1992 blev der givet grønt lys til produktionen af en ‘Director’s Cut’. Det skete uheldigvis, mens Ridley Scott havde travlt med andre gøremål, så han havde ikke meget input udover et par telefonsamtaler med klipperne, der ikke kunne finde de arkiverede klip, som Scott efterspurgte. Først nu har den aldrende brite haft ordentlig tid til endelig at færdiggøre sit mest personlige værk.

Nogle fans frygtede en blasfemisk stiløvelse i stil med George Lucas’ upopulære opdatering af den oprindelige “Star Wars”-trilogi. Men Scott har primært fjernet fejl såsom tydelige kabler, filmarbejdere inden for billedrammen og sorte skillelinier rundt om indsatte effekter. En enkelt stuntkvindes tydelige ansigt er også blevet digitalt erstattet med den rigtige skuespillerindes, og nu bliver Rutger Hauer heldigvis ikke længere introduceret via et malplaceret skud, som også optræder senere i filmen. De fleste rettelser går ubemærket hen og gør kun en allerede helt igennem perfekt film en lille tand bedre. “Blade Runner – The Final Cut” er simpelthen den bedste udgave af filmen, der findes, og den, som oprindeligt burde have været udgivet.

VideoDa “Blade Runner” udkom for første gang på dvd helt tilbage i foråret 1997, var udgivelsens transfer plaget af snavs, støj og kontrastsvingninger. Sidste år blev filmen genudgivet på dvd i en restaureret og forbedret udgave, men dette HD-transfer gør alle de gamle udgivelser til skamme. Til tider er mængden af utilsigtet gryn og pletter en anelse markant, men filmen har aldrig set så godt ud i hjemmebiografen. Hverken udtværing, edge-enhancement eller komprimeringsfejl optræder. Kontrasten imponerer, farverne er flotte, og temperaturen er stabil.

AudioOmslaget hævder fejlagtigt, at skiven indeholder et engelsk Dolby Digital Plus 5.1 lydspor. Heldigvis får man noget bedre: et Dolby TrueHD 5.1 lydspor, der er intet mindre end fantastisk. Faktisk er det eneste minus, at reallyden til tider virker en anelse spids, men man irriteres aldrig, og både dialogen, musikken og lydeffekterne har en fabelagtig rumklang og ødelægges ikke af uønsket støj. Subwooferen er forbavsende aktiv, og lydeffekter som pistolskud og slag lyder langt mere slagkraftige end på de tamme 2.0-lydspor, der fulgte med dvd-udgivelserne af filmen. Der er talløse fornemme panoreringer – det er især en fornøjelse at høre de flyvende biler passere kameraet. Vangelis’ majestætiske score lyder også fabelagtigt. Især de buldrende slagtøjsslag overvælder.

EkstramaterialeProduceren Charles de Lauzirika, som stod bag flere af dvd-mediets kronjuveler såsom “Alien Quadrilogy” og 4-disc udgivelsen af “Kingdom of Heaven”, har foretaget over 80 interviews og anskaffet sig flere sjældne stillbilleder og hjemmevideoer, end man havde kunne forvente.

Det første af udgivelsens tre kommentarspor er med Ridley Scott, som ikke spilder ét eneste sekund på ligegyldigt nonsens eller overflødige anekdoter. Englænderen taler om alt fra filmens tematik til det forbløffende production-design. Scott har også indspillet en videointroduktion til denne nye version af filmen, som han beskriver som sin favoritudgave. Det næste kommentarspor er med manuskriptforfatterne David Peoples og Hampton Fancher samt producerne Michael Deeley og Katherine Haber. Alle fire parter leverer en masse opsigtsvækkende fortællinger, som heldigvis ikke gentages i resten af udgivelsens ekstramateriale. Det sidste kommentarspor er med designerne og effektfolkene Syd Mead, Lawrence G. Paull, David L. Snyder, Douglas Trumbull, Richard Yuricich og David Dryer. Man behøver ikke være nørd for at nyde disse begavede kunstneres ytringer.

Visse fans har beklaget sig over, at de nye udgivelser af “Blade Runner” ikke indeholder den velrenommerede BBC-dokumentar “On the Edge of Blade Runner”. Men intet, der blev nævnt i dén forholdsvis korte affære, gennemgås ikke også i denne udgivelses fantastiske “Dangerous Days: Making Blade Runner”. Denne 214 minutter (!) lange dokumentar gennemgår slavisk næsten hvert eneste aspekt af filmens tilblivelse. Vi hører om alt fra sponsorernes irritation over Scotts tidskrævende perfektionisme, til de mange måneder Scott brugte i selskab med Dustin Hoffman, der oprindeligt var tiltænkt hovedrollen.

Bedst af alt har Lauzirika fået fat i Harrison Ford, som indtil nu kategorisk har nægtet at udtale sig om karrierens vanskelligste oplevelse foran kameraet. Ligesom alle dokumentarens andre deltagere er Ford forfriskende oprigtig. Der er ikke en masse ligegyldig rygklapperi, og der spildes ikke tid på at gentage plottet. Kendte fans såsom instruktøren Guillermo del Toro og produceren Ronald D. Moore giver også deres besyv med. Kort sagt: dette er en af de absolut bedste dokumentarer, der nogensinde er blevet produceret om skabelsen af en film. Det er dog ærgerligt, at dokumentaren ikke præsenteres i 1080p.

OverallOmsider er der blevet produceret en ordentlig udgivelse af Ridley Scotts tidløse science fiction-klassiker. Mange fans vil garanteret gå efter den overvældende 5-disc dvd-udgivelse i stedet for denne 2-disc HD-DVD udgivelse (som bliver identisk med den kommende Blu-ray udgivelse), der indeholder mindre ekstramateriale og blot én udgave af filmen. Men fans må bestemt ikke snyde sig selv for oplevelsen af at se “Blade Runner” i High Definition. Transferet er blændende, lydsporet er mirakuløst, og en stor del af 5-disc udgivelsens bedste ekstramateriale følger også med denne. Et must.