På kollisionskurs med døden

Borg og McEnroe, Prost og Senna, Frazier og Ali, Lauda og Hunt… Der er sgu noget helt særligt ved sejlivede rivaliseringer i sportens verden. Jovist, en tvekamp i bokseringen, langs løbebanen eller på grønsværen kan være spændende nok i sig selv, men der er ingen tvivl om, at intensiteten intensiveres, når der er gnidninger mellem parterne. Måske endda lidt ondt blod. Det er bare godt drama. Og i 1970’ernes kappestrid mellem Formel 1-legenderne Niki Lauda og James Hunt har instruktøren Ron Howard fundet et skudsikkert fundament til et gedigent sportsdrama.

Skudsikkert, fordi det nærmest ikke kan lade sig gøre at forkludre filmatiseringen af en historie så god. For ikke nok med at østrigske Lauda og engelske Hunt var deres tids bedste racerkørere, så repræsenterede deres rivalitet også et opgør mellem to mægtige, modsatrettede personligheder. Hunt var en flamboyant charmetrold, som var lige så opsat på at score damer som point på væddeløbsbanen. Lauda var derimod en lavmælt enspænder, der gladelig ofrede nærvær og venskaber i jagten på sejren. Britisk frisind kontra østrigsk kølighed. Der er så meget filmisk potentiale i dén konfliktfyldte konstellation, og som en ferm minør omsætter Howard historiens kul til rent brændstof.

Netop brændstof er noget, “Rush” aldrig løber tør for. På intet tidspunkt trykker “Rush” på bremsen, og lige fra det stemningsfulde åbningsskud af en kulsort tordensky, der varsler om en kommende tragedie, til det medrivende klimaks, hvor duoen dyster om titlen som F1-verdensmester anno 1976, sidder man klinet til skærmen. Filmens tiltrækningskraft har først og fremmest rødder i dens smukt realiserede roller. Det er utroligt, at et værk om to så modsætningsfyldte mænd formår at få os til både at forstå, forgude og heppe på begge. Ingen af dem reduceres til autodromens stereotype slyngel eller helgen. Både Hunt og Lauda er ellers store personligheder med store egoer, så man skulle ikke tro, at en film ville kunne nå at komme ind under huden på begge med “blot” 122 minutter til rådighed.

Men “Rush” er et pragteksempel på økonomisk historiefortælling forstået på den måde, at ikke én eneste scene – end ikke én eneste replik – bliver spildt. Alt er med til at sige noget om karaktererne. Til at udbygge og videreføre dem. Hver eneste forpinte grimasse ovenpå et sviende nederlag. Samtlige smil i kølvandet på en storslået sejr. Og alt imellem de to yderpunkter.

Manuskriptets præcision sikres heldigvis ikke på bekostning af et menneskeligt touch. Her er rigeligt med hjertesorg – kærlighedskvaler, uhyrlige uheld, smertefuld selvransagelse – og også små, velkomne anstrøg af humor. Da Laudas kommende hustru spørger, hvordan katten køreren kan mærke, at hendes kostbare bil er på sammenbruddets rand, svarer han nærmest henkastet: ”Gud gav mig en fintfølende røv, der kan mærke alt i en bil.” Herligt. Og til slut får Howard tilmed tårekanalerne til at skvulpe over via et tidløst trick fra tåreperserens instruktionsmanual: Arkivoptagelser af de virkelige mennesker, vi lige har været følelsesmæssigt engagerede i igennem to timers rekonstruering.

Alligevel kan man ikke undgå at føle, at “Rush” trykker speederen for meget i bund. Jeg savnede lidt mere indsigt i mændenes respektive motivationer og privatliv, som formentlig kunne være sikret med 20-30 minutters ekstra materiale. Eksempelvis møder Hunt en kvinde i én scene, bliver gift med hende i den efterfølgende, oplever ægteskabsfnidder få minutter senere og vupti! Så er hun fluks ude af billedet igen. Til tider (om end sjældent) kan “Rush” godt føles som en highlight-montage, men dens emotionelle pondus er stadig stor. Det skyldes bestemt også de skæppeskønne skuespillere, der – ligesom Peter Morgans manus – gør noget betydeligt med hvert eneste tilgængelige øjeblik.

Den australske charmør Chris Hemsworth skærer ubesværet gennem Hunts polerede facade og Colgate-smil og afslører det skrøbelige menneske på indersiden, vi alle kan forholde os til, der bare hungrer efter anerkendelse og betydning. Og i rollen som Lauda indkapsler Daniel Brühl østrigerens arrogance og ukuelige professionalisme uden nogensinde at fortrænge hans lille, afvæbnende glimt i øjet, inspirerende hengivenhed og tilskyndende kærlighed. Sammen slår de gnister, og skuespillernes pragtpræstationer får os ikke blot til at begribe parrets vovemod på racerbanen, men også til at bifalde det. Og med hobevis af hæsblæsende væddeløbssekvenser i særklasse, hvor kameraet kommer så tæt på førerne, at man nærmest kan lugte asfalten, ja, så er det intet under, at “Rush” er et rush af dimensioner.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Med den gudbenådede, Oscar-belønnede Anthony Dod Mantle bag kameraet er det intet under, at “Rush” er endt som en billedskøn film. Derfor havde det selvsagt været en skam, hvis billedsiden ikke havde set hamrende godt ud i HD, men det gør heldigvis også. Detaljerigdommen er fuldkommen fantastisk. Man kan praktisk talt tælle alle rillerne på Formel 1-bilernes dæk og alle de små græsstrå, som flyver gennem luften, når vognene snitter banernes omkringliggende plæner. Mange af nuancerne har fået et mærkbart boost (særligt de røde og grønne farver fremstår meget mættede), men det styrker egentlig kun 70’er-tidsbilledets autenticitet, og hudfarver osv. forbliver naturtro. Kontrasten er lige så upåklagelig som farvegengivelsen, og jeg bemærkede ingen glorier eller utilsigtede støvkorn.

Audio

Filmens lydside er endnu mere imponerende end dens forbløffende billedside, og den gengives ligeledes perfekt på Blu-ray. Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er spækket med mægtige motorbrøl, hvinende dæk og sammenstødene metal, og samtlige lyde brager igennem med en fantastisk klarhed og power. Min subwoofer har sjældent fået en vildere workout. Ikke én replik drukner i virvaret, og panoreringerne er lige så fintunede som bilerne – man føler vitterligt, at vognene suser rundt i hjemmebiografen. Lydeffekterne får heller ikke lov til at overdøve Hans Zimmers kraftfulde, effektive underlægningsmusik, der understøtter billederne fornemt med særligt dens dybe cellotoner og slagkraftige slagtøj. Der udkommer næppe mange bedre lydspor i år.

Ekstramateriale

Her er knap 12 minutters slettede scener, og jeg nød faktisk dem alle. Her er bl.a. et par ekstra scener med Lauda i modgang (først kommer han i karambolage banken, dernæst med sine sponsorer) og et fint, lille øjeblik, hvor Hunt – ovenpå et nederlag til Lauda – får en mindre “gave” af sin østrigske konkurrent. Scenerne havde måske ikke gjort “Rush” mærkbart bedre, men hvis man kunne lide filmen, bør man afgjort se alle disse saksede sekvenser.

Derudover er her i alt ni featuretter, som tilsammen varer omtrent 50 minutter. Jeg ville gerne have set endnu flere interviews og et kommentarspor (Howard har indtalt flere fremragende af slagsen gennem tiderne), men alle disse minidokumentarer er underholdende, velproducerede og relativt fri for kedeligt, verbalt rygklapperi. Alt fra filmens autentiske rødder (den virkelige Niki Lauda udtaler sig i øvrigt) til kulisserne, kameraarbejdet og hyringen af skuespillerne gennemgås. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Benzin i blodet

Den sande historie om de to racerkørere Niki Lauda og James Hunt har på papiret alle de ingredienser, der skal til for at kreere en gedigen Hollywood-film: Fjendskab, venskab, kærlighed, kriser, loyalitet og meget, meget hurtige biler. Og med netop den opskrift i hænde har den evigt kompetente Ron Howard skabt en udmærket film, der dog mangler det sidste skud adrenalin for at komme helt ind under huden.

Vi er i halvfjerdserne, hvor de to racerkørere Lauda og Hunt konkurrerer både på og uden for banen. De er umiddelbart så forskellige, som to mænd kan være, men de har dog den samme forkærlighed for racerbiler og den samme tørst efter at være den bedste til at køre dem. Og jo højere de stiger i graderne, jo mere fylder konkurrencen i deres tilværelse, indtil en ulykke ændrer dem begge og deres forhold for altid.

Fjendskaber, der udvikler sig til et særegne venskaber, og vidt forskellige konkurrenter, som alligevel er kædet sammen, har ofte ageret fundamenter for medrivende drama, og Ron Howards “Rush” er medrivende. Filmen drøner derudaf som en elitebilist på rette spor fra til slut. Howard er selvfølgelig også godt hjulpet på vej af virkelighedens verden, der gav ham to perfekte hovedroller i form af den karismatiske, engelske playboy James Hunt og den indelukkede, østrigske gnavpot Niki Lauda – begge perfekt portrætteret af henholdsvis australske Chris Hemsworth og tyske Daniel Brühl.

Det kan sommetider være svært at jonglere med to personlige historier på samme tid. Oftest får den ene mere tid end den anden, eller også står man tilbage med et ujævnt, overfladisk sammensurium af to mangelfulde beskrivelser. “Rush” undviger heldigvis disse faldgruber. Undervejs bliver vi godt bekendt med de to rivaler og alle deres respektive fejl og fortrin. Hunt er både en selvfed charlatan og en loyal ven. Lauda er både en menneskefjendsk piskesvinger og et følsomt fornuftsmenneske. Begge higer efter at trykke speederen i bund og nå først over målstregen – for hvordan skal de ellers bevise deres eget værd over for de familier, der vendte dem begge ryggen?

Midt i den menneskelige historie glemmer “Rush” dog aldrig det afgørende, der bringer de to mænd sammen: Racerbilerne. Personligt har denne anmelder aldrig kunne se det interessante ved mænd, der kører i ring i en uendelighed. Indtil nu. “Rush” formår at tvinge pulsen i vejret – primært ved at vise kørebanen fra førerens synspunkt. Nogle gange er “Rush” dog også lidt for poleret i sit udtryk – noget der bidrager til fornemmelsen af, at Howard havde Oscar-uddelingen i tankerne, da han lavede filmen, der trods alt også er så vellavet, at den formentlig ender med at gæste den store filmfest. Det er også på grund af dette affilede udtryk, at “Rush” aldrig sætter sig mere fast i hukommelsen, end at man med lethed kan lade ens tanker drive andetsteds, når lyset tændes i biografsalen. Howard måtte gerne have taget lidt flere chancer og været mindre bange for at afvige fra sportsfilmens velkendte konventioner.