Familiær familieunderholdningOmsider har familien Simpson krydset broen mellem stuernes flimmerkasser og biografernes store, hvide lærreder. Det er en rejse, der har været længe undervejs, men baseret på slutresultatet – “The Simpsons Movie” – har man alligevel haft for meget tryk på speederen og taget for få stop undervejs til at nærstudere terrænet (læs: manuskriptet).

Oprindeligt var der tale om at runde hele Simpsons-sagaen af med spillefilmen, men seriens 19. sæson kører disse dage på amerikansk tv, så en kulturelt betydningsfuld begivenhed er der altså ikke tale om. Fair nok. Hvorfor dog også trække stikket ud på én af tv-historiens allerstørste succeser, når nu der stadigvæk er penge i skidtet og flere historier at fortælle? Men selvom det givetvis havde været alt for meget at forlange en skelsættende og direkte uforglemmelig filmoplevelse, så virker “The Simpsons Movie” uheldigvis som en overilet og banal eftertanke.

En kliché, som ofte benyttes i diskussioner om produktioner, der tager udgangspunkt i tv-serier, lyder således: filmene virker egentlig blot som lange tv-episoder… Således er det med “The Simpsons Movie”. Javist, der er adskillige billeder og komplette sekvenser i filmen, som visuelt og auditivt overgår alt, hvad tv-serien tidligere har mønstret. Men bortset fra filmens betagende billedside og naturligvis den længere spilletid, er der intet ved “The Simpsons Movie”, der får den til at adskille sig fra tv-serien. Efter næsten 20 sæsoner og 400 afsnit er mere af det samme ikke helt godt nok.

Seriens skaber, Matt Groening, og hans hædrede kollegaer fortjener naturligvis stort bifald for alle de helbredende latteranfald og glædelige stunder, som de har skænket millioner af seere i hele tre forskellige årtier. Og det er naturligvis også netop fordi, Groening og talrige geniale forfattere (deriblandt folk som Conan O’Brien og Brad Bird) har produceret talrige mageløse episoder, at man skuffes over den forbavsende overfladiske og uinspirerede film. Selvfølgelig er der et par glimrende momenter – især en reference til FOX’ marketingsvanvid, Homers opgør med en nedbrydningskugle og en scene, hvor en næsten identisk kopi af familien optræder, morer kosteligt. Men især efter filmens første forrygende kvarter daler kvaliteten af vitserne, og under anden halvdel fremkalder “The Simpsons Movie” sjældent andet end lavmælt kluklatter. Filmens sidste og formentlig svageste joke, før rulleteksterne begynder, tydeliggør blot, hvor ringe selvjustits de i alt elleve(!) manuskriptforfattere har besiddet.

I filmen er farmand Homer skyld i en gevaldig naturkatastrofe, der får præsident Schwarzenegger (en figur, der slet ikke er så sjov, som han burde være) til at beordre byen Springfield isoleret fra omverdenen. Det lykkes Simpson-klanen at flygte til Alaska, men en forudsigelig stribe tilfældigheder tvinger Homer til at revurdere sin familierolle og omgangskredsens værdi for 117. gang og dernæst prøve at redde dagen. Gamle underholdende kendinge såsom den magtsyge milliardær Mr. Burns, klovnen Krusty og dennes forhenværende og psykopatiske assistent, Sideshow Bob, savnes virkelig.

Når lille Maggie udbryder ”fortsættelse!” under rulleteksterne, kan man dog kun applaudere den charmerende lille babys oplagte forslag. For selvom “The Simpsons Movie” ikke er noget epokegørende mesterværk og heller ikke engang en virkelig god komedie, så er det svært ikke at indrømme et ønske om endnu en gang at befinde sig i selskab med den dysfunktionelle familie i biografmørket. En familie, som de fleste af os nok nærmest anser som en del af vores egen. Man kan kun håbe, at Groening og Co. tager ved lære, før den uundgåelige toer udkommer, for “The Simpsons Movie” er uheldigvis noget af en forspildt mulighed. D’oh!

Video”The Simpsons Movie” er formentlig ikke den første film, man smækker i afspilleren, når man skal demonstrere sin nye BD-afspillers kunnen. Men der er absolut intet negativt at sige om dette transfer overhovedet. Det er perfekt i enhver henseende. Farverne er simpelthen flotte – så mætte og tillokkende, at man får lyst til at række hånden ud og røre ved tv’et. Der er ikke ét eneste utilsigtet støvkorn, og hvert eneste billede er skarpt som et barberblad.

AudioDet engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er ikke lige så overvældende godt som transferet, men det formår alligevel at imponere. Til tider virker lydbilledet en anelse mangelfuldt, men man må trods alt sige, at lydsporet overgår tv-seriens traditionelle stereospor med adskillige banelængder. Sporet har en god bund, der er flere nydelige panoreringer, og dialogen er overordentlig distinkt. Filmens berygtede, danske lydside er også inkluderet i Dolby Digital 5.1. De danske stemmer er egentlig nogenlunde og langtfra så skrækkelige, som man kunne have frygtet. Men det føles vitterligt mærkeligt at høre den ærkeamerikanske familie ytre sig på dansk, og det engelske lydspor er naturligvis klart at foretrække, med mindre man endnu ikke er fyldt 10.

EkstramaterialeSå snart discen er blevet lagt i afspilleren, præsenteres man for trailerne til “Alvin og de frække jordegern” og “Futurama: Bender’s Big Score”. Andetsteds på discen finder man hele fem trailere til “The Simpsons Movie”.

Der er inkluderet syv slettede scener, som har en samlet spilletid på sølle fem minutter. Ingen af disse saksede øjeblikke savnes. Skivens ‘Special Stuff’-sektion indeholder et forbavsende usjovt, animeret klip fra Jay Lenos talkshow, et ultrakort, intetsigende klip af Homer, som danser med et par dansende madvarer, og et par forholdsvis morsomme parodier på tv-showet “American Idol”.

Til slut er der inkluderet to kommentarspor, som er af samme kaliber som de fremragende kommentarspor, der følger med dvd-udgivelserne af tv-seriens sæsoner. Det første er med producerne James L. Brooks, Matt Groening, Al Jean og Mike Scully, instruktøren David Silverman og skuespillerne Dan Castellaneta og Yeardley Smith. Alle deltagerne er tydeligvis virkelig gode venner, der er ganske få pauser, og det er gudskelov sjældent, at flere taler i munden på hinanden. Til tider har gruppen endda så meget på hjerte, at de pauser filmen.

Det andet kommentarspor er med instruktørerne Mike B. Anderson, Steven Dean Moore, Rich Moore og (endnu en gang) David Silverman. Det er et mindre humoristisk og mere seriøst kommentarspor, og gruppen gentager nogle af de ting, der ytres på det første kommentarspor. Men slænget mønstrer dog adskillige interessante anekdoter i løbet af de omtrent 85 minutter, de taler.

Til fest i SpringfieldMed knap tyve år på bagen hører den animerede tv-serie om de gullige figurer i “The Simpsons” til blandt de allerlængst løbende amerikanske tv-successer nogensinde. Det kommer derfor næppe som den helt store overraskelse, at serien nu også har fået sin egen spillefilm i form af “The Simpsons Movie”, og det endda en yderst vellykket en af slagsen. Velkommen til fest i Springfield, fristes man at sige.

Ligesom i seriens efterhånden 400 afsnit er det de politisk ukorrekte parafraser, der er sat i spil. Kendisser, notabiliteter og dem, der blot drømmer om at blive indrulleret i de to førnævnte kategorier, får alle som én vederhæftige rap over nalderne, når det moderne samfunds slagsider udstilles og som oftest også kritiseres igennem sofistikerede og altid hylemorsomme situationer, med medlemmerne af Simpson-familien som de bærende karakterer.

Men har det da været helt gnidningsløst at overføre en i øvrigt vellykket serie til spillefilmsformat uden at gå på kompromis med indholdet og charmen? Ja, forholdsvist må det med fryd meldes. Filmens halvanden time lange rumsteren omkring med de spraglede karakterer giver naturligvis ikke i samme grad som serien plads til at gå i dybden med de respektive og højt elskede personager. Det betyder om ikke andet, at enkelte karakterer spiller meget små eller ingen rolle i filmudgaven, og således er det begrænset, hvad den normalt så fyldige og stenrige olding Montgomery Burns i denne sammenhæng har af indflydelse på Homer Simpsons dagligdag. Andre figurer vil formentligt være savnet på tilsvarende vis, men til gengæld yder “The Simpsons Movie” fyldestgørende retfærdighed til de, der er taget med og har fået lov til at spille en central del af handlingen.

Det gør naturligvis alle medlemmerne af pågældende Simpson-familie, der, med Homer som afvæbnende og charmerende klummerhoved får de fleste af bysbørnene på nakken, da det viser sig, at familien har en stor del af æren for, at korrupte politikere ført an af præsident Schwarzenegger har valgt at isolere Springfield fra omverdenen indelukket i en kæmpekuppel på grund af byens tiltagende miljø- og forureningsproblemer. Brødebetynget og hårdt presset må særligt Homer tage skeen i anden hånd og gøre sit til, at byens renomme bliver genoprettet, at miljøet bliver reddet og friheden generobret. Fjummergøj eller ej, så forstår hovedpersonen i skysovs naturligvis situationens alvor, der i værste tilfælde kan koste ægteskab, venskaber og medborgernes sympati.

Sideløbende med hovedhistorien løber en række mindre, men ikke uvæsentlige fortællinger med blandt andet Lisas forelskelse i irske Colin og Barts påtrængende far-søn opgør, der medfører nøgenløb på skateboard tværs igennem den lille bornerte by, mens Homer hellere vil være ven med en kælegris. Det er sofistikeret fortalte småanekdoter, der i et større hele hænger forbløffende godt sammen med den velkonstruerede hovedhandling, hvor miljø, familie og kærlighed er de bærende byggestene. Som altid er universet overlæsset med kendte personligheder, også i denne ombæring hvor storpolitik understreges af deltagelse fra Arnold Schwarzenegger samt præsidentkandidat Hillary Clinton, mens mainstreamkulturen holdes i ave af Green Day og Tom Hanks.

Samtidig er “The Simpsons Movie” metafilm par excellence. Samspillet med publikum er uovertruffent igennem de talløse interaktioner med publikum, direkte henvendelser fra figurerne og stærke referencer til filmhistoriske kioskbaskere som “Spider-Man” og “Independence Day”, mens en tilsvarende reference til “Askepot” giver en tiltrængt kunstpause og i alle fald er et særegent intermezzo i en film, hvor humor og alvor generelt går godt i spænd. De skæve, tossegode og rablende vanvittige situationer, som Homer Simpson qua sine tankeløse gerninger får trukket sin familie ud i, er selve brændstoffet i serien og altså også i “The Simpsons Movie”. Det er skarpt, vittigt, drønhamrende morsomt og desuden stærkt vanedannende.

Uden en jævnlig dosis med de gulhudede flamboyante karakterer fra Springfield kan det godt blive en del sværere at se hverdagens realiteter i øjnene. “The Simpsons Movie” tilbyder den mulighed og sprudler med sit overflødighedshorn af politisk ukorrekte gimmicks, alsidige karaktertegninger og ditto underholdende og finurlige stemmer, der danner hele grundlaget for filmens univers. Filmens vigtigste kort er kærligheden og medmenneskeligheden, livsessenser som alt for sjældent kommer til deres ret i det virkelige liv. Derfor er det en befrielse at være i selskab med de veloplagte karakterer i den alt for korte halvanden time, som filmen trods alt varer. Eneste ridse i lakken er den danske tale, der føres an af blandt andre Helle Dolleris, Niels Ellegaard og Mille H. Lehfeldt. De stemmer, de her lægger for dagen, er imidlertid meget langt fra de stemmer, vi normalt kender fra tv-seriens Springfield og desuden krydret med fordanskede og usjove vendinger, som adskiller sig væsentligt fra den internationale udgave. Heldigvis er det også muligt at vælge de velkendte, originale engelske stemmer.

VideoFilmen følges af et skarpt anamorphic widescreen 2.40:1 billedformat, der grundlæggende tager sig rigtigt godt ud. Billedsiden rummer godt nok flere tilfælde af edge-enhancement undervejs, men har derimod ikke nævneværdige eksempler på digitale forstyrrelser eller udtværinger. Farvetemperaturen byder derudover på konstante og stærke farver, helt i tv-seriens ånd, mens kontrasten tillige er solid.

AudioPå lydsiden i “The Simpsons Movie” opererer de engelsksprogede og i øvrigt fremragende Dolby Digital 5.1 og DTS lydspor. Underlægningsmusikken fordeler sig lifligt i alle kanaler, dialogen er tydelig, og atmosfæren desuden distinkt. Der er flere tilfælde af ganske vellykkede lydpanoreringer, og de mange effektlyde er et stærkt element i det samlede, sprudlende indtryk.

EkstramaterialeEkstramaterialet er ligesom filmen i sig selv stærkt underholdende. Udover kommentarspor af stemmerne bag de tegnede figurer, animatorer og instruktører, rummer udgivelsen slettede scener samt fem forskellige trailere for filmen. Mest interessant er dog kategorien “Special Stuff”, hvor Simpson-familien bl.a. agerer dommerpanel i talentkonkurrencen “American Idol” og gæster Jay Lenos “The Tonight Show”. Udvalget synes dog en smule begrænset.

Omsider har familien Simpson krydset broen mellem stuernes flimmerkasser og biografernes store, hvide lærreder. Det er en rejse, der har været længe undervejs, men baseret på slutresultatet, “The Simpsons Movie”, har man alligevel haft for meget tryk på speederen og taget for få stop undervejs til at nærstudere terrænet (læs: manuskriptet).

Oprindeligt var der tale om at runde hele Simpsons-sagaen af med spillefilmen, men seriens 19. sæson begynder på amerikansk tv til oktober, så en kulturelt betydningsfuld begivenhed er der altså ikke tale om. Fair nok. Hvorfor dog også trække stikket ud på én af tv-historiens allerstørste succeser, når nu der stadigvæk er penge i skidtet og flere historier at fortælle? Men selvom det givetvis havde været alt for meget at forlange en skelsættende og direkte uforglemmelig filmoplevelse, så virker “The Simpsons Movie” uheldigvis som en overilet og banal eftertanke.

En kliché, som ofte benyttes i diskussioner om produktioner, der tager udgangspunkt i tv-serier, lyder således: filmene virker egentlig blot som lange tv-episoder… Således er det med “The Simpsons Movie”. Javist, der er adskillige billeder og komplette sekvenser i filmen, som visuelt og auditivt overgår alt, hvad tv-serien tidligere har mønstret. Det endelige klimaks er også vidunderligt storladent og fortjener at blive set på så stort et lærred som muligt. Men bortset fra filmens betagende billedside og naturligvis den længere spilletid, er der intet ved “The Simpsons Movie”, der får den til at adskille sig fra tv-serien. Efter næsten 20 sæsoner og 400 afsnit er mere af det samme ikke helt godt nok.

Især fans, der har fulgt Homer, Marge, Bart, Lisa, Maggie og deres talløse fjender og venner gennem tykt og tyndt i 18 år, må virkelig klø hovedbunden og stirre undrende på billettens indkøbspris. Og når nu danske tv-kanaler ynder at transmittere serien døgnet rundt, er spørgsmålet, om man ikke lige så godt kan spare pengene på transport og billet og i stedet bare hænge ud på sofaen foran fjernsynet? Naturligvis vil mange vælge at tage i biografen, og i skrivende stund hitter filmen ikke uventet i USA. Seriens skaber, Matt Groening, og hans hædrede kollegaer fortjener da også mindst prisen for én biografbillet som tak for alle de helbredende latteranfald og glædelige stunder, som de har skænket millioner af seere i hele tre forskellige årtier.

Det er naturligvis også netop fordi, Groening og talrige geniale forfattere (deriblandt folk som Conan O’Brien og Brad Bird) har produceret talrige mageløse episoder, der i allerhøjeste grad har revolutioneret tv-markedet, at man skuffes over den forbavsende overfladiske og uinspirerede film. Selvfølgelig er der et par glimrende momenter – især en reference til FOX’ marketingsvanvid, Homers opgør med en nedbrydningskugle og en scene, hvor en næsten identisk kopi af familien optræder, morer kosteligt. Men især efter filmens første forrygende kvarter daler kvaliteten af vitserne, og under anden halvdel fremkalder “The Simpsons Movie” sjældent andet end lavmælt kluklatter.