Med dette års udgang sætter vi som bekendt ikke blot punktum for et år, men også et årti, og det er derfor det rette tidspunkt at se tilbage på de år, der er gået, og de film, der blev vist. Det ligger i sagens natur, når man skriver anmeldelser, at man som regel ikke har mere end et par dage til at overveje sin holdning – og nogle gange endda mindre. Jeg skrev min første anmeldelse for Filmz for godt og vel otte år siden, og et blik tilbage over de forgangne år afslører nu med tidens tydelighed, hvilke film der står tilbage i min bevidsthed som de største oplevelser, og hvilke der ganske vist underholdt fornemt på daværende tidspunkt, men som jeg ikke har følt noget stort behov for at opsøge igen siden.

Filmanmelderen Roger Ebert har engang sagt, at det er kendetegnede for en fremragende film, at man ikke kan udholde tanken om aldrig at se den igen. Med den indstilling in mente præsenteres hermed en top 25 over de film fra de forgangne år.

25. Ringenes Herre: Eventyret om ringen (2001)

Der er vist ingen tvivl om, at Peter Jackson med sin “Ringenes herre”-trilogi satte et stort og vedvarende aftryk på de eventyrlige films historie, og ligesom “Star Wars”-filmene vil de blive stående som de pejlemærker, som fremtidens film vil blive vejet og målt efter. Bedst af de tre er dog den første film, der ikke blot duperer med sine effekter, men også sin hjertevarme og sit charmerende persongalleri.

24. De andres liv (2006)

Florian Henckel von Donnersmarc overraskede alle, da han skabte dette imponerende stykke filmkunst, der præsterer en overbevisende beskrivelse af det daværende nærmest psykotiske østtyske regime. Trods brutaliteten vækkes der pludselig alligevel følelser i en af systemets mest stålsatte håndlangere, da et musikstykke spilles. Kan den slags undere finde sted? Måske ikke, men når man ser filmen, ønsker man brændende, at de kunne.

23. Pianisten (2002)

Jødeudryddelser er allerede blevet bragt på lærredet så hyppigt, at klichéerne vælter frem. Roman Polanski præsterede dog at give traverne friskhed i “Pianisten”, der i modsætning til utallige ligesindede film aldrig forfalder til hul sentimentalitet eller malplaceret optimisme og aldrig beskriver rædslen som andet, end den er: En helt og aldeles forfærdelig begivenhed med menneskelige ofre på begge sider.

22. Pans labyrint (2006)

Eventyrfilm er som regel for hele familien, men det er ikke desto mindre en god ide at gemme de mindste væk, når Guillermo del Toros foruroligende fabel “Pans labyrint” dukker op på skærmen. Tankerne flyder hurtig mod nogle af Brødrene Grimms grummeste eventyr, og ligesom i dem fyldes man skiftevis med væmmelse og fascination – men heldigvis mest med det sidste.

21. There Will Be Blood (2007)

Subtilitet er ikke ligefrem noget, der plager Paul Thomas Andersons “There Will Be Blood”, men hvad den mangler i finesser, kompenserer den for med ren og skær power. Sjældent har en film haft så meget af netop det, og forbløffende er ikke mindst Daniel Day-Lewis’ præstation som den inkarneret djævel, hvis enorme viljestyrke dog også bliver hans akilleshæl i sidste ende.

20. The Squid and the Whale (2005)

Manuskripter bliver ikke meget mere velskrevne end Noah Baumbachs “The Squid and the Whale”. Faktisk udspiller filmens fortælling og uforlignelige dialog sig med en sådan naturlighed, at man ved første syn ikke rigtig bemærker, hvor fremragende den egentlig er. Castet er førsteklasses, og Jeff Daniels yder formodentlig karrierens bedste præstation som den tyranniske husfader, som man burde hade, men alligevel kommer til at holde af.

19. Requiem for a Dream (2000)

Mild latter er ikke ligefrem noget, der præger Darren Aronofskys “Requiem for a Dream”, hvis brutale historie går gennem marv og ben og efterlader en rystet og forfærdet. Elendigheden ville næsten være uudholdelig, hvis ikke filmen blev fortalt med en kunstfærdig styrke og åbenlyst talent, og ikke mindst Ellen Burstyns rolle er helt og aldeles hjerteskærende.

18. Tal til hende (2002)

Pedro Almodóvar blev umiddelbart kendt på sine fornøjelige komedier, men der er ikke desto mindre en modenhedens styrke over mange af hans senere film og ikke mindst den fremragende “Tal til hende”. Kulørte begivenheder og komplekse følelser blandes i en fortælling, som det er svært at forestille sig nogen anden, end Amodóvar kunne slippe af sted med.

17. Dykkerklokken og sommerfuglen (2007)

En af de mest rædselsvækkende mulige begivenheder overgår hovedpersonen i Julian Schabels “Dykkerklokken og sommerfuglen”, da han bliver totalt lammet og kun er i stand til at bevæge sit ene øje. Til trods for emnet er filmen dog ikke en gyser, men derimod en opfindsomt fortalt, dybt bevægende og livsbekræftende historie om den menneskelige bevidstheds evne til at overvinde utrolig modgang trods umulige kår.

16. Zodiac (2007)

På trods af de brutale mord i indledningen af filmen så handler “Zodiac” mere om eftervirkningerne af forbrydelserne end selve gerningen. Den tone håndteres perfekt af David Fincher, der formår at gribe stemningen, så man selv rives med ind i den, og der er vist en del af os, der aldrig nogensinde kommer til at kunne høre Donovans “Hurdy Gurdy Man”-sang, uden at det løber os koldt ned ad ryggen.

15. 25th Hour (2002)

Uskyldigheden står for fald i Spike Lees “25th Hour”, hvor en narkohandler skal til at afsone en dom, som han næppe nogensinde vil kunne rejse sig helt fra igen, mens den 11/9 og de destruerede bygninger lurer i baggrunden. Filmen er fortalt med en tilbagelænet facon, der gør, at man næsten ikke bemærker dens styrker, men ligesom mange andre af Lees film bliver den siddende forbløffende længe efter i bevidstheden.

14. The Consequences of Love (2004)

I mange år har støvlelandets filmproduktion mest lignet en svag efterligning af fortidens store filmiske bedrifter, men med bl.a. Paolo Sorrentino lader der atter til at være kommet gang i produktionen. Det gælder ikke mindst for hans “The Consequences of Love”, som med innovativ brug af musik og billeder beretter en enkel, men rørende fortælling om en ensom skikkelse, der atter vækkes til live – med uventede resultater.

13. No Country for Old Men (2008)

Coen-brødrene fik endelig løn som forskyldt med dette blændende Oscar-belønnede mesterværk, der perfekt håndterer Cormac McCarthys ord og fremtvinger formidable monologer såvel som nervepirrende sekvenser. Mindeværdig er ikke mindst Javier Bardems psykotiske morder, som på trods af at være i besiddelse af en af filmhistoriens grimmeste frisurer formår at vække frygt. Bardem er dog omgivet af en førsteklasses cast.

12. Antichrist (2009)

Man mistænker næsten Lars von Trier for at have indgået en aftale med djævlen selv for at have skabt et så fremragende værk som “Antichrist”, der går gennem marv og ben og efterlader en med rystende knæ og svedige håndflader. Det er næppe en film for alle, men der er i hvert fald ingen risiko for, at man glemmer den lige foreløbig.

11. Wall•E (2008)

Gennem de sidste 10 år har Pixar formået at skabe en perlerække af fabelagtige film, men i mine øjne er deres største bedrift dog “Wall•E”, der på egen vis fører traditionen fra Charles Chaplin og Hollywood-musicals videre og præsenterer en af de sødeste og mest rørende romancer i mands minde.

10. Skjult (2005)

Efter humør foregår der meget eller meget lidt i Michael Hanekes “Skjult”, hvor nogle uforklarlige videooptagelse og fortidens dunkle spøgelser plager en velstående familie. Hvem, der sender båndene, og hvorfor bliver tiltagende mere uklart, mens man som tilskuer bliver en del af mysteriet og trækkes ind i den subtile og brutale historie.

9. Yi Yi – Familiedrømme (2000)

Så er handlingen trods alt mere fredelig i den taiwanesiske “Yi Yi – Familiedrømme”, hvor vi følger tre generationer af familiemedlemmer. Denne såre enkle, men bemærkelsesværdigt observante film bringer deres livsførelse frem i lyset, og vi følger deres skæbner, mens de store spørgsmål presser sig på. Mange film handler om ydre dramatiske begivenheder – denne her er en af de sjældne få, der handler om os selv.

8. Sideways (2004)

Tragedie og humor blandes formidabelt i Alexander Paynes “Sideways”, der formår både at røre og vække latter. Dette skyldes ikke mindst dens fremragende dialog, som synes ganske uopslidelig. Dertil skal lægges Paul Giamatti og Thomas Hayden Churchs uforlignelige præstationer som det umage par, som man hurtigt kommer til at holde af og med på trods af især sidstnævntes ikke altid lige kløgtige – men dog ubetaleligt sjove – gerninger.

7. Forår, sommer, efterår, vinter… og forår (2003)

Når det kommer til billedskønne film, så bliver de ikke meget smukkere end “Forår, sommer, efterår, vinter… og forår”, der udspiller sin handling på en sø omgivet af årstidernes forandring. Vi følger den bevægende historie om barnet, der vokser op og med tiden længes efter den verden, der ligger hindsides dalen – en længsel, der viser sig at få alvorlige konsekvenser.

6. Grizzly Man (2005)

Med en blanding af hans egne og nye optagelser følger “Grizzly Man” i fodsporene på Timothy Tredwell, som boede hos de farlige bjørne indtil den dag, hvor de skulle blive årsag til hans død. Werner Herzogs mesterlige dokumentar følger Tredwells sære skæbne og stiller indirekte spørgsmålet om vores eget forhold til naturen. Hvor meget af vores positive opfattelse af den er blot ren sentimentalitet og ønsketænkning?

5. Chihiro og heksene (2001)

Sammen med Pixar satte Hayao Miyazaki standarden for animationsfilm gennem 00’erne, og den mest blændende præstation er måske “Chihiro og heksene”, hvori den unge pige som en anden “Alice i Eventyrland” må tage en rejse ind i en mærkelig og fantastisk verden for at redde sine forældre. Magien flyder i det hele tage ubesværet gennem filmen, som er en ren fornøjelse at besøge igen og igen.

4. Memento (2000)

Humøret er knap så muntert i Christopher Nolans “Memento”, der dog også har sine lune øjeblikke af galgenhumor. Ellers er den en simpel, men genialt udtænkt noir-thriller om en mand med akut hukommelsestab, der desperat leder efter sin kones morder. Nolan gik siden videre til at genoplive Batman-figuren med stor succes, men i mine øjne er “Memento” stadig hans største præstation til dato.

3. Lad den rette komme ind (2008)

Vampyrer og svensk socialdrama er ikke just typiske blandingsingredienser, men de virker ikke desto mindre over al forventning i Tomas Alfredsons mesterlige “Lad den rette kommer ind”. Der er en slags voldens poesi over filmen, der med sin rørende, men usentimentale fortælling giver et frisk pust til den ellers stagnerende genre, og som er rig på fortolkningsmuligheder.

2. Mulholland Drive (2001)

Forskellige fortolkningsmuligheder er der bestemt også i David Lynchs “Mulholland Drive”, som fra første færd trækker en ind et labyrintisk og uigennemskueligt univers. Med hver gensyn synes der at dukke et nyt lag op i fortællingen, men ofte lader man sig blot svømme hen i det foruroligende og vidunderlige univers, som filmen maler, og hvorfra igen flugtmulighed synes at være givet.

1. In the Mood for Love (2000)

At vælge en enkelt film som den bedste igennem et helt årti virker naturligvis pr. definition umuligt, men hvis der er et værk, der synes at råbe “mesterværk” med hver eneste element, så er det Kar Wai Wongs “In the Mood for Love”. Musikken og billederne lader til at glide sammen i en mageløs og umådelig smuk vals, hvori det romantiske par cirkulerer om hinanden, mens den dybt bevægende kærlighedshistorie udspiller sig. Resultatet er et rent vidunder, og en film som man længes tilbage efter, så snart den er slut.

Synes du, der mangler nogen film på listen? Klik på “Deltag i debatten” herunder, og diskuter artiklen i forum.